Cyklistforbundet

Cykelglade skolefritidsordninger

Del

Et nyt gratis tilbud fra Cyklistforbundet skal få landets SFO’er til at deltage i at gøre børnene til cykelbørn.

Børn leger cykelleg
Børn leger cykelleg

Trafikbanko, ringridning og stopdans – alt sammen på cykel. Det er såkaldte ’cykellege’ og nogle af elementerne i Cyklistforbundets nye gratis tilbud til landets SFO’er, skolefritidsordninger. Tilbuddet hedder Cykelglad SFO. Cykellegene skal få børnene op på cyklen, så de forhåbentlig bliver cykelsikre og glade cyklister resten af livet.

”Vi er meget glade for, at vi nu kan tilbyde gratis materialer til pædagoger og børn i den alder. Landets SFO’er udgør en spændende arena for cykelfremme blandt børn: Her kan vi nå indskolingseleverne – den aldersgruppe, hvor der er størst potentiale for at styrke børns cykelfærdigheder og lægge et fundament for, at de cykler til skole og for livslang cykling,” siger Kenneth Øhrberg Krag, direktør i Cyklistforbundet.
SFO'erne får blandt andet seks videoer, der viser, hvordan de kan bruge cykellegene i praksis.

Færre børn cykler

Den kedelige baggrund for Cykelglad SFO er, at færre børn cykler. Undersøgelsen Børns Cykelvaner fra Cyklistforbundet 2022 viser, at andelen af forældre, der oplever, at deres børn cykler godt nok til at kunne cykle til skole uden ledsager, faldt fra 93 procent i 2014 til 84 procent i 2022. For det andet vil mange forældre (51 procent) gerne have, at deres børn cykler i hverdagen. For det tredje viser undersøgelsen, at forældres indkomst og uddannelsesniveau har betydning for, hvor meget barnet cykler.

”Cykelglad SFO spiller sammen med vores skolekampagne, Alle Børn Cykler, og vores børnehavekampagne, Vi Kan Cykle!. Det handler om at gøre alt, hvad vi kan, for at børnene lærer at cykle og bliver trygge og glade for det, og at forældrene bliver trygge ved, at de kan sende deres børn ud på skolevejen. Vi giver nu pædagogerne i SFO’erne nogle gode redskaber, som de kan bruge i hverdagen,” siger Kenneth Øhrberg Krag.

Anders Stenstrup Rønnest fra Tylstrup skole er en af de skolepædagoger, som har arbejdet med cykellege i SFO’en.
”Når vi sætter os på cyklerne, skaber det bare et fællesskab med det samme, og det er fedt at se, når børnene lærer noget nyt på cyklen. De bliver stolte over, at de mestrer det,” siger han.

Om Cykelglad SFO

Cykelglad SFO er et gratis materiale til alle SFO’er og fritidstilbud. Det rummer seks sjove cykellege, Cykellegehjulet, som er et nyt didaktisk værktøj, samt gode råd til, hvordan cykelleg kan bruges som pædagogisk redskab. Materialet er let at gå til med nemt afkodelige videoer og simple beskrivelser.

Læs mere:

https://www.cyklistforbundet.dk/cykelglad-sfo

og se video med Balder, en af Cyklistforbundets cykellegekonsulenter:
om Cykelglad SFO:

Mød pædagogen Anders

Nøgleord

Kontakter

Links

Følg pressemeddelelser fra Cyklistforbundet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Cyklistforbundet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye