Rådet for Grøn Omstilling

Fund af PFAS i byggevarer understreger behovet for at takle kemikalieudfordringen i byggeriet

Del

Ny undersøgelse finder fluorforbindelser, herunder specifikke PFAS-stoffer, i byggevarer, der kan købes i danske byggemarkeder. Det vidner om, at branchen står overfor en stor udfordring på vejen mod et cirkulært byggeri uden skadelige kemikalier

Unsplash

Byggevarer, der bliver brugt flittigt herhjemme og som kan købes på danske byggemarkeder og online, kan indeholde fluorforbindelser, herunder PFAS. Det viser en ny rapport ’PFAS i byggevarer – Udfordringer og løsninger på vejen mod et cirkulært byggeri’, hvor man har lavet en stikprøveundersøgelse af en række byggevarer. Her finder man fluorforbindelser, herunder specifikke PFAS-stoffer, i 11 af de 44 byggevarer, der blev testet.

Niveauet af fluorforbindelser er i nogle af prøverne så højt, at det overstiger den grænseværdi, som er blevet forslået i EU. Disse vil derfor ikke kunne sælges på det europæiske marked, medmindre producenten kan dokumentere, at der ikke er tale om PFAS. Danmark har sammen med fire andre EU-lande foreslået et restriktionsforslag for PFAS. Det skal reducere brugen af PFAS, udledninger til miljøet samt gøre produkter og processer mere sikre for mennesker. Forslaget er stadig til forhandling i EU.

Undersøgelsen er nyeste bidrag til viden på området. Tidligere undersøgelser påviser PFAS i fx maling, OSB-plader, facadeplader og isoleringsmaterialer. Den tidligere Videnstaskforce for PFAS, der blev nedsat af regeringen i 2023, konkluderer i en rapport, at PFAS bruges bredt i byggeriet, men at der intet overblik er over hvor og hvor meget. Internationale studier som f.eks. ’PFAS in Building Materials’ af det amerikanske Green Science Policy viser også, at man kan finde PFAS i mange byggevarer.

Et byggemateriale har en påvirkning ikke alene i byggeriets brugsfase, men også i produktion af byggematerialet, opførelse af et byggeri samt håndteringen af byggeaffaldet, når bygningen rives ned. PFAS- indhold i et byggemateriale kan derfor have en påvirkning flere steder end blot byggeriet. Mens der de senere år har været en stor offentlig bevågenhed om forekomst af PFAS i miljøet, mangler der i høj grad stadig viden omkring, hvordan PFAS i byggematerialer fx kan påvirke indeklimaet.

I dag er der ikke grænseværdier for indholdet af PFAS i byggevarer eller byggeaffald, og de tilgængelige analysemetoder er ikke tilstrækkelige til at få et komplet billede af PFAS-indholdet i et produkt. Det gør det vanskeligt både at analysere og vurdere byggematerialer for PFAS. Samtidig er der meget begrænsede krav til deklaration af byggevarer. Alt dette gør det svært for branchen at fravælge PFAS.

Alligevel står branchen over for at skulle forholde sig til ny lovgivning, der er på trapperne, som omhandler kemikalier i bredere forstand. Det gælder bl.a. Byggevareforordningen, EU’s taksonomi og REACH.

I det større billede presser et andet spørgsmål sig på: Byggeaffald udgør 40 procent af alt affald i Danmark. Hvad gør man med kravet og ønsket om mere genbrug og genanvendelse af materialer, hvis de indeholder PFAS?

Lone Hjorth Mikkelsen, ph.d. og seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling:

Indholdet af PFAS og andre skadelige kemikalier kan blive et af de helt store benspænd for en reel cirkulær omstilling af byggebranchen. Vi har ikke et tilstrækkeligt billede af, hvor og i hvor store mængder PFAS findes i byggeriet, og det vil skabe udfordringer for både affaldshåndtering, arbejdsmiljø og indeklima i eksisterende og kommende byggerier. Vores nye studie underbygger vigtigheden af, at der indføres skærpede regler for skadelige kemikalier.”

Anke Oberender, seniorkonsulent, Teknologisk Institut:

”Vi arbejder hårdt for at skabe cirkulære løsninger i byggeriet, hvor vi har styr på dokumentation og sporbarhed af byggematerialer, når de skal genbruges eller genanvendes. Tilstedeværelsen af problematiske stoffer, som PFAS, er en stor udfordring. Byggebranchen kan spille en nøglerolle i at reducere tilførslen af PFAS til miljøet ved at undgå og udfase disse stoffer i byggeriet. Men vi har brug for bedre dokumentation, klarere krav og handling fra alle parter, hvis byggeriet skal bidrage til at beskytte miljøet og fremme genbrug og genanvendelse."

I Sverige har de taget vigtige skridt i omstillingen til cirkulært byggeri, som Danmark kan lade sig inspirere af:

Anna-Mette Monnelly, specialist, Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma

I Sverige har man i årtier nationalt arbejdet med kemikaliekrav i byggebranchen, igennem Bygvarebedømningen, BASTA og SundaHus. Udover dette har man Bygvarudeklarationen, hvor producenter af byggevarer opbevarer indholdsdata om deres produkter. Byggebranchen i Sverige er derfor rustet til mere operationelt at kunne screene for skadelig kemi, herunder PFAS. De danske myndigheder og byggebranchen har således en inspirerende rollemodel at samarbejde ud fra – og det har vi brug for, for at kunne stoppe det accelererende forbrug af PFAS og andet skadelig kemi. 

Martha Lewis, Head of Materials, Henning Larsen:

“Vores nye undersøgelse, som supplerer andre undersøgelser, viser, hvor langt industrien er fra en cirkulær tilgang til byggeriet som er fri for skadelige kemikalier. Vi har et presserende behov for gennemsigtighed, stærkere regulering og frem for alt alternativer, der giver os mulighed for at designe bygninger uden at indlejre skadelige kemikalier dybere ned i miljøet.”

Katrine Hauge Smith, fagspecialist, WSP:

”Der mangler i høj grad viden om brugen af PFAS i byggematerialer og konsekvenserne ved at bruge det. Derudover er det med de nuværende analysemetoder vanskeligt at dokumentere og dermed undgå PFAS i byggeriet. Branchen og myndighederne har brug for at arbejde sammen om både at producere viden og indføre operationelle grænseværdier og dokumentationsmetoder, hvis vi skal lykkes med at undgå PFAS. ”

OM PFAS

PFAS er en kemikaliegruppe med op mod 12.000 forskellige stoffer og bliver brugt i produktionen af bl.a. maling, lak, træ, møbler, pap, papir, gummi, plastik, metal og i den kemiske industri.

PFAS øger risikoen for bl.a. nyrekræft, forhøjet kolesteroltal, lavere fødselsvægt og kan desuden nedsætte vaccineeffekten hos børn. Derudover mistænkes de for at være hormonforstyrrende, hvilket bl.a. kan øge risikoen for fertilitetsproblemer samt udvikling af adfærdsforstyrrelser hos børn, som f.eks. ADHD. Ifølge en rapport fra Nordisk Ministerråd koster PFAS-relaterede sundheds- og miljøpåvirkninger samfundet mellem 52 og 84 milliarder euro årligt.

 

Hovedpointer fra studiet

Analyserne viste følgende overordnede resultater:

  • 25 % af de testede byggevarer viser et indhold af specifikke PFAS eller indikerer indhold af PFAS via en screening af totalt fluor.
  • 8 prøver havde total fluor-indhold over restriktionsforslagets foreslåede grænseværdi på 50 mg/kg. Det betyder at, producenter i følge restriktionsforslaget skal dokumentere, om der er tale om PFAS eller ikke-PFAS.
  • De højeste koncentrationer for et specifikt PFAS blev målt for 6:2 FTOH i tre prøver, hvoraf to af de undersøgte byggevarer ville overskride restriktionsforslagets foreslåede grænseværdi på 25 μg/kg.
  • Af de 44 prøver, der indgik i undersøgelserne, var det ikke mulig at gennemføre analysen for totalt organisk fluor for 9 produkter på grund af produkternes materialeegenskaber.

Undersøgelsen indikerer, at en række almindeligt anvendte byggevarer på det danske marked, indeholder specifikke PFAS samt andre fluorforbindelser, der kan indikere PFAS. Vi finder niveauer af fluorforbindelser, der vil medføre, at producenter vil få et dokumentationskrav, hvis PFAS-restriktionsforslaget bliver vedtaget i EU.

OM PROJEKTET
Projektet ’PFAS i nye og eksisterende byggematerialer ved renovering’ er udført i et samarbejde mellem Henning Larsen Architects, Teknologisk Institut, WSP, Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma og Rådet for Grøn Omstilling.

Projektet er finansieret af Grundejernes Investeringsfond og Realdania.

Læs rapporten her: https://rgo.dk/udgivelse/pfas-i-byggevarer-udfordringer-og-loesninger-paa-vejen-mod-et-cirkulaert-byggeri-2/ 

Nøgleord

Kontakter

Vedhæftede filer

Om os

Rådet for Grøn Omstilling er en uafhængig miljøorganisation, der arbejder for at fremme en grøn og bæredygtig omstilling af samfundet. Det gør vi ved at skabe og formidle viden om grønne løsninger og ved at påvirke politikere, virksomheder og borgere til at træffe grønne valg.

Følg pressemeddelelser fra Rådet for Grøn Omstilling

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Rådet for Grøn Omstilling

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye