Nye priser på færgetransport til Askø, Fejø og Femø
Samme pris til alle tre øer, en mere enkel struktur og bevarelse af øbo-bilkortet som måneds- og årskort. Det er essensen i en ny prismodel for Lolland Færgefart, der ventes at træde i kraft i det nye år.
Klima-, Teknik- og Miljøudvalget har den 1. september godkendt et forslag til en ny prisstruktur for færgefarten til Askø, Fejø og Femø. De nye takster skal nu behandles i byrådet, hvorefter de ventes at komme til at gælde fra den 1. januar 2026.
Fremover vil prisen til de tre øer blive ens. Taksten er således den samme, uanset om man rejser til Fejø, Femø eller Askø. En billet til en voksen kommer til at koste 65 kroner, mens en bil vil koste 160 kroner. Begge dele tur/retur. Fastboende og børn under 12 år rejser gratis.
Til sammenligning kostede en voksenbillet til Askø tidligere 55 kroner, til Fejø 50 kroner og til Femø 75 kroner. Prisen er dermed steget med henholdsvis 18 og 30% til Askø og Fejø, mens den er faldet med 13% til Femø. Billedet er det samme for biler, hvor prisen ligeledes er steget til Askø og Fejø, men faldet til Femø.
Rejser man ofte, kan man få rabat. Det gælder især for fastboende på øerne. Her kan man købe et månedskort til biler til 960 kroner eller et årskort til 9.200 kroner. Prisen for et månedskort svarer således til, hvad 6 enkeltture ville koste, og man får desuden 20% i rabat, hvis man vælger et årskort i stedet for et månedskort.
Formanden for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, Tine Vinther Clausen, forklarer, at man blandt andet har haft fokus på at harmonisere priserne på tværs af de tre øer:
”Vi har i mange år haft en model, der ikke har fungeret optimalt. Der har ikke været den rette balance mellem udgifter og indtægter, og især på Fejø-overfarten har serviceniveauet været højt. I Klima-, Teknik- og Miljøudvalget har vi derfor ønsket at få en mere solidarisk model med samme pris til de tre øer, også selvom Fejø er den ø, der har det højeste aktivitetsniveau. Desuden har det været vigtigt at få en mere enkel prisstruktur med færre kategorier, alt imens der fortsat skal tages hensyn til, hvorvidt man er fastboende, pendler, sommerhusejer eller almindelig turist”.
I de nye takster er det fulde statstilskud indregnet. Det ventes, at der samlet set vil blive omsat for 10,7 mio. kr. pr. år – et beløb, der er fastsat på baggrund af færgefartens passagertal for 2024.
Følger andre færgefarters niveau
Som et led i arbejdet med den nye prisstruktur, er der blandt andet blevet set på, hvordan Lolland Færgefarts priser ser ud sammenlignet med andre færgefarters priser for lignende rejser. Her falder de nye priser til Askø, Fejø og Femø nogenlunde i midten:
”Vi ved godt, at man umuligt kan lave en fyldestgørende og korrekt sammenligning. Alle øer er forskellige – nogle er små bilfrie turistperler med meget få indbyggere, mens andre er store og velfungerende helårssamfund. Ikke desto mindre kan vi se, at vi har valgt en model og et niveau, der ikke er væsentligt anderledes, end hvad man er vant til andre steder”.
Hun tilføjer, at man som eksempel skal betale 120 kroner for at komme til Endelave, 70 kroner til Omø og 90 kroner til Strynø. Tre øer, der har henholdsvis 147, 137 og 216 indbyggere. For biler er samme tal henholdsvis 240 kroner til Endelave, 152 til Omø og 225 til Strynø. Det er samme niveau som de nye priser på 65 og 160 kroner til Askø, Femø og Fejø.
Udvalgsformanden vil gerne takke alle, der har bidraget i arbejdet undervejs. Ikke mindst Økontaktudvalget, der har drøftet de forskellige forslag til nye prismodeller:
”Det er sjældent let at finde en løsning, der kan tilfredsstille alle eller imødekomme alle behov. Men vi har haft et godt samarbejde og en god dialog, og jeg glæder mig over, at vi nu har et nyt og gennemarbejdet takstblad klar, så alle ved, hvad man kan regne med”.
Overgangsfase
Som et led i den nye prisstruktur skal der ikke længere betales for olietillæg. Desuden udgår værdikort og de tidligere periodekort for motorcykler samt for perioder på 3, 6 og 12 måneder. Herudover udgår også de tidligere turistbilletter (orange billetter) for biler og autocampere i 3 eller 7 døgn, ligesom taksten for campingvogne, autocampere og motorcykler med sidevogn udgår. Fremover opkræves i stedet takst som for biler.
Der er indført en overgangsfase. Det betyder blandt andet, at de eksisterende værdikort udfases. Det vil således ikke længere være muligt at købe nye værdikort, ligesom salget af de nuværende årskort og halvårskort indstilles. Der kan således først købes årskort igen med virkning fra den 1. januar 2026.
Kvartalskort kan købes til de nuværende takster frem til den 1. oktober 2025 og månedskort frem til den 1. december 2025.
Mere information?
Se vedhæftede dokumenter.
Sagen er behandlet i Klima-, Teknik- og Miljøudvalget den 1. september - se referat her: Klima-, Teknik- og Miljøudvalget - Rådhuset, Mødelokale Domkirken - 129
Byrådet vedtog i september 2023 en ny færgestrategi for Lolland Kommunes færgefart. Den indebærer blandt andet, at der skal indkøbes mindst en ny elfærge, ligesom både ruter, sejlplaner og priser nu er blevet revideret. Du kan læse mere om færgestrategien på: www.lolland.dk/om-faergestrategien
Nøgleord
Kontakter
Tine Vinther ClausenFormand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget
Tlf:20 36 49 20Thomas KnudsenKommunaldirektør, Lolland Kommune
Tlf:24 67 26 88Vedhæftede filer
Følg pressemeddelelser fra Lolland Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Lolland Kommune
Rødbyhavn bliver ny national industripark28.10.2025 09:35:29 CET | Pressemeddelelse
Smidig sagsbehandling, kort ekspeditionstid og en erhvervsrelevant infrastruktur. Det er lidt af det, der skal gøre det let og enkelt at etablere nye produktions-aktiviteter i en industripark. Et stempel, der kan skabe ekstra arbejdspladser og sikre vækst og udvikling lokalt.
Lolland Kommune sætter ind for at få flere til stemmeurnerne27.10.2025 06:05:00 CET | Pressemeddelelse
Færre og færre stemmer til kommunalvalg, og den tendens gør sig også gældende i Lolland Kommune, hvor stemmeprocenten i 2021 kun nåede op på 63,1. Den lave valgdeltagelse er en demokratisk udfordring, som kræver handling. I samarbejde med lokale aktører sætter Lolland Kommune derfor ind med en række indsatser, der skal give flere lyst til og mod på at bruge deres stemme til Kommunalvalget den 18. november 2025.
Fast læge på Center for Handicaps botilbud skaber tryghed og styrker sundheden29.9.2025 06:10:00 CEST | Pressemeddelelse
Beboerne på Center for Handicaps fire botilbud skal have lettere og mere direkte adgang til sundhedsfaglig hjælp og rådgivning i hverdagen. Fremover er der derfor tilknyttet en fast læge på Krogsbølleparken, Stormarken 1-5, Flintebjerg Nord/Syd og Flintebjerg Øst/Vest.
Ungeløftet: Fælles indsats skal give unge en ny start25.9.2025 11:02:37 CEST | Pressemeddelelse
Nye partnerskaber skal hjælpe unge uden job og uddannelse godt videre i livet og samtidig sikre det lokale erhvervsliv ekstra arbejdskraft. Lolland Kommune inviterer til lancering af Ungeløftet med besøg af beskæftigelsesministeren.
Stor undersøgelse på vej: Behov for arbejdskraft?18.9.2025 21:48:46 CEST | Pressemeddelelse
I de kommende uger vil 1.400 virksomheder på Lolland få en invitation til at være med i en ny undersøgelse, der blandt andet skal afdække de lokale rekrutteringsbehov og erfaringer med international arbejdskraft. Udvalgsformand Vibeke Grave håber, at mange vil deltage.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum