Regionerne sætter ind mod brugen af speciallæger i langtidsvikariater i psykiatrien
Danske Regioner stopper for brugen af psykiatere i langtidsvikariater i hospitalspsykiatrien. Det gælder både i børne- og ungdomspsykiatrien og voksenpsykiatrien. Målet er at få flere psykiatere over i faste stillinger. Udfasningen af de lange vikariater skal ske i 2026.

Fra 1. april 2026 vil der ikke blive indgået nye aftaler med psykiatere i langtidsvikariater i psykiatrien. Det har regionerne besluttet.
Hospitalspsykiatrien i de fem regioner har store udfordringer med at rekruttere og fastholde psykiatere i faste stillinger. Det har medført en stigende anvendelse af aftaler med vikarbureauer om længerevarende vikariater.
- Vi ønsker en stærk og robust psykiatri – og en af vores absolutte hovedprioriteter er fastansatte psykiatere i hospitalspsykiatrien. Vi arbejder allerede med at gøre psykiatrien til en attraktiv arbejdsplads med arbejdstilrettelæggelse og andre forhold, der styrker arbejdsmiljøet. Men hvis vi skal nå helt i mål, er det nødvendigt med mere markante skridt, siger Jacob Klærke, der er formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Danske Regioner og tilføjer:
- Der er mange dygtige vikarer i psykiatrien, og dem vil vi rigtig gerne have over i faste stillinger.
Et langtidsvikariat betragtes som et vikariat på over tre måneder. Der var pr. 1. januar 2025 89 psykiatere i langtidsvikariater i den regionale psykiatri på tværs af landet.
Erfaringer viser effekt
Regionerne har tidligere taget lignende tiltag. I 2022 blev der indført en handleplan for at begrænse brugen af dyre vikarer i plejesektoren. Det førte til flere faste medarbejdere og en halvering af udgifterne – fra ca. 280 til 140 millioner kroner årligt.
- Vi har set, at det virker. Hovedformålet er at sikre stabilitet og høj kvalitet i behandlingen, men det kan også frigøre økonomi til bedre normeringer og øget kvalitet. Vi vil gøre psykiatrien til en attraktiv arbejdsplads for både nuværende og kommende læger, siger Jacob Klærke og fortsætter:
Det kræver, at vi investerer i et godt arbejdsmiljø og stærke faglige miljøer. Samtidig skal det bidrage til at patienterne oplever kontinuitet i behandlingen.
Mere faglighed og bedre arbejdsmiljø
Den stigende brug af langtidsvikariater er med til at skabe et arbejdsmiljø, der udfordrer det faglige fællesskab, der er nødvendigt for at opretholde en høj faglig standard.
Det påvirker arbejdsmiljøet, når man ser kollegaer gå over i et vikarbureau og arbejde uden de forpligtelser, som andre har på arbejdspladsen, siger Jacob Klærke.
- Man kan blive presset af en struktur, hvor psykiatere fra vikarbureauer får højere løn og samtidig ikke på samme måde bidrager til det faglige og kollegiale fællesskab, der er helt afgørende for, at afdelingerne kan få driften til at hænge sammen.
Vikarstoppet er en del af en bredere indsats for at styrke psykiatrien – herunder implementeringen af den nationale 10-årsplan for psykiatrien. Målet er at gøre psykiatrien til en mere attraktiv arbejdsplads med bedre muligheder for faglig udvikling, supervision og efteruddannelse.
Kontakter
Pressevagt
Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk
Om Danske Regioner
Danske Regioner er interesse- og arbejdsgiverorganisation for de fem regioner og har til opgave at yde en professionel betjening af Danske Regioners politiske ledelse.
Vi er den drivende kraft i udviklingen af sundhedsvæsenet, den førende stemme i den sundhedspolitiske debat, og vi arbejder for attraktive levevilkår og et godt miljø i alle dele af Danmark
Følg pressemeddelelser fra Danske Regioner
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danske Regioner
Nye nøgletal: Flere læger, sygeplejersker og socialrådgivere i hårdt presset psykiatri19.12.2025 10:15:04 CET | Pressemeddelelse
Antallet af patienter i børne- og ungdomspsykiatrien er fortsat stigende, og regionerne har svært ved at overholde udredningsretten. Regionerne er dog lykkedes med at ansætte mere personale, og det er forudsætningen for bedring.
Regioner og praktiserende læger genoptager forhandlingerne16.12.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Danske Regioner og PLO vil i januar genoptage forhandlingerne om en etårig overenskomst for 2026.
Regionalvalget i tal26.11.2025 14:38:27 CET | Pressemeddelelse
Kort og godt: Få resultater fra regionalvalget 2025 i overskuelig form
Demokratiet vandt til regionalvalget 202519.11.2025 14:57:05 CET | Pressemeddelelse
Med en flot stemmeprocent til kommunal- og regionalvalget formår Danmark at bryde en nedadgående tendens for valgdeltagelsen i Europa. ”Jeg har ikke set den brudt før. Det er entydigt positivt. Demokratiet har vundet,” siger Kasper Møller Hansen, professor ved København Universitet.
Valgets betydning for Danske Regioner19.11.2025 07:29:37 CET | Pressemeddelelse
Fordelingen af mandater til bestyrelsen i Danske Regioner tegner sig nu efter regionalvalget den 18. november 2025. Den nye bestyrelse vælges formelt på et konstituerende bestyrelsesmøde i forbindelse med Regionernes Politiske Topmøde den 26. marts 2026, hvor der også vælges formand og næstformand.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum