Hungersnød bekræftet i Gaza – gravide kvinder og nyfødte i akut fare
GAZA-STRIBEN, De Besatte Palæstinensiske Områder – ”Hvor er verden, når den ser, hvad der sker med os og vores børn? Alle familier i verden har børn,” siger Inas, der bor i en flygtningelejr med sine tre børn i Gaza-byen – hvor det nu for første gang er bekræftet, at der er hungersnød.
”Ville de acceptere, at deres børn vågnede sultne op?”

Mere end en halv million mennesker i Gaza er i fare for at sulte, ifølge en ny analyse fra Integrated Food Security Phase Classification (IPC), der er offentliggjort af FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO), FN's Børnefond (UNICEF), Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og FN’s Fødevareprogram (WFP).
Efter to års krig, gentagne fordrivelser og strenge restriktioner for leverancer af humanitær hjælp er der erklæret hungersnød i Gaza Governoratet (et af fire Governorater i Gazastriben), og de katastrofale forhold forventes at sprede sig til Deir Al Balah- og Khan Younis-goveronraterne i de kommende uger. Hungersnød (IPC fase 5 - den alvorligste klassificering) udløses, når tre kritiske tærskler er overskredet: ekstrem fødevaremangel, akut underernæring og sultrelaterede dødsfald.
“For vordende mødre i Gaza betyder det, at de må føde underernærede, udmattede og i forhøjet risiko for at dø,” sagde UNFPA i en erklæring. “Det betyder, at deres babyer fødes for små, for svage eller for tidligt til at overleve. Det betyder, at mødrene ikke kan amme, fordi de også sulter.”
Folk dør allerede af underernæring i Gaza. Ved udgangen af september vil over 640.000 mennesker sandsynligvis blive ramt af hungersnød i hele Gazastriben, og yderligere 1,14 millioner mennesker – mere end 50 procent af Gazas befolkning – forventes at komme til at leve under den næsthøjeste krise for sult - IPC fase 4, der kategoriseres som en nødsituation.
Kvinder og piger bliver hårdest ramt
Inas' yngste barn er kun få måneder gammelt. Hun gør sit bedste for at skabe et hjem for sin familie på trods af manglen på basale forsyninger. Hun rengør området omkring sit telt med sine bare hænder og bruger ofte sand til at vaske køkkengrej.
“Jeg bor nu i et telt [...] situationen var ekstremt vanskelig som gravid kvinde,” fortalte hun UNFPA, FN's organisation for seksuel og reproduktiv sundhed.
“Mine børn og jeg lider også under fødevaremangel, især min nyfødte. Nogle gange giver jeg min portion mad til mine børn, så de ikke føler sig sultne, hvilket påvirker både min og min babys sundhed. Jeg føler ofte, at jeg er ved at besvime.”
Mødre spiser typisk sidst og mindst, når der er mangel på fødevarer. Siden den skrøbelige våbenhvile brød sammen i marts 2025, har Israel kraftigt begrænset distributionen af mad og anden hjælp. De fleste hjælpesteder ligger i Rafah og det centrale Gaza under Israels kontrol, og underernærede og fordrevne palæstinensere er derfor tvunget til at tage en udmattende seks timers tur for at skaffe mad til deres familier.
Mange vender tomhændede tilbage, hvis de overlever turen.
Mindst 1.880 mennesker er blevet dræbt og mere end 4.000 såret i deres forsøg på at få mad. Forsyninger, der kastes ned fra luften, er også utilstrækkelige og farlige, da hjælpen ikke når frem til de mest sårbare og ofte fører til skader eller endda død, når desperate mennesker forsøger at finde og få adgang til den.
“Hver dag ser vi mennesker gå til uddelingsstederne for nødhjælp, der går lige i døden, bare for at bringe brød tilbage til deres børn,” sagde Inas. “Vi ser billeder af unge mænd, der bærer melposer, der er plettet med blod.”
Mange kvinder, børn og andre sårbare mennesker, herunder ældre, er tvunget til at forlade sig på, at familiemedlemmer kan skaffe rationer, hvilket øger risikoen for underernæring og sult. Det anslås, at antallet af gravide og ammende kvinder i Gaza i alvorlig fare for at dø af underernæring vil stige kraftigt. Allerede nu fødes en ud af fem babyer for tidligt eller med undervægt - tal der også kan yderligere forværres.
En krise, der kunne have været undgået
Mere end 62.000 mennesker, heriblandt anslået 28.000 kvinder og piger, er angiveligt blevet dræbt i Gaza siden oktober 2023. Fredag i sidste uge opfordrede FN organisationer til en øjeblikkelig våbenhvile og uhindret adgang for humanitær hjælp for at forhindre yderligere dødsfald. De understregede, at hungersnøden skal stoppes for enhver pris. IPC-analysen bemærker: “Enhver yderligere forsinkelse – selv på få dage – vil resultere i en fuldstændig uacceptabel stigning i sultrelaterede dødsfald.”
Mellem 2. marts og 19. maj 2025 nægtede Israel al mad at komme ind i Gazastriben; mellem maj og juli var mængden af mad, der kom ind, utilstrækkelig til at brødføde Gazas befolkning på over 2 millioner. Ødelæggelse af hjem og infrastruktur, gentagne fordrivelser og langvarig fødevareusikkerhed har efterladt de fleste husholdninger med næsten ingen muligheder for at klare eller komme sig.
Inas forklarede, hvordan hun og hendes familie fandt viljen til at overleve. “Hver dag vågner vi med håb om, at der måske i morgen vil være en løsning. At tingene vil blive bedre,” sagde hun.
”Men desværre bliver situationen kun værre. Vi ved, at vi er i krig. Men er det vores børns skyld? Den mest grundlæggende rettighed, er retten til mad.”
Siden juli har UNFPA leveret livsvigtige lægemidler og forsyninger til distribution blandt de sundhedsfaciliteter, der stadig er i drift i Gaza, selvom mængden langt fra dækker behovet.
FN's undergeneralsekretær for humanitære anliggender og nødhjælpskoordinator, Tom Fletcher, sagde: ”[Dette] er en hungersnød, som vi kunne have forhindret, hvis vi havde fået lov til det […] Det er en hungersnød, der rammer de mest sårbare først. De har alle et navn, alle en historie. Det berøver mennesker deres værdighed, før det berøver dem livet. Det tvinger forældre til at vælge, hvilket barn de skal give mad.”
”Ingen kvinde bør bringes i en situation, hvor hun risikerer at skulle føde under en hungersnød. Intet barn bør begynde livet sultende,” hedder det i UNFPA's erklæring. ”Hver dag uden handling, dømmer flere mødre og nyfødte til vantrivsel. Vantrivslen, sulten, må stoppe nu.”
Nøgleord
Kontakter
Emmi Kallio-SponholtzUNFPA Nordisk Repræsentationskontor, København
Tlf:+45 26 77 66 58kallio@unfpa.orgBilleder
About UNFPA:
UNFPA is the United Nations sexual and reproductive health agency. UNFPA’s mission is to deliver a world where every pregnancy is wanted, every childbirth is safe and every young person’s potential is fulfilled. UNFPA calls for the realization of reproductive rights for all and supports access to a wide range of sexual and reproductive health services, including voluntary family planning, quality maternal health care and comprehensive sexuality education.
Følg pressemeddelelser fra UNFPA
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra UNFPA
Internationella klimakteriedagen: Dags för jämställdhet och rättvisa för kvinnors hälsa17.10.2025 13:23:09 CEST | Nyhed
Menopaus påverkar hälften av världens befolkning, och andelen av kvinnor som genomgått menopaus växer. År 2050 förväntas kvinnor över 50 år utgöra cirka 35 procent av den globala befolkningen tack vare förbättrad hälsa, livsstil och ökad livslängd världen över. Ändå är menopaus ett av de mest förbisedda områdena inom kvinnors hälsa på grund av tabun, stigma och missuppfattningar. Den internationella klimakteriedagen markeras den 18 oktober.
“I had no choice but to deliver my own baby”: Health workers in Gaza city describe impossible conditions2.10.2025 14:25:10 CEST | News
GAZA STRIP, Occupied Palestinian Territory – “The labour pains hit me at 4 am, but there was no one to help,” said Yasmeen, a midwife in Gaza city. “I felt it might end with my death, and the death of my unborn baby.” Her husband rushed out to seek help, but no ambulance was available and no one else could get them to a hospital. Yasmeen braced herself for delivery. “I asked my children to put a mattress on the floor. I had no painkillers. But I had no choice but to deliver my own baby.”
Afgørende at investere i kvinders og pigers rettigheder og valgmuligheder, herunder adgang til prævention26.9.2025 08:35:31 CEST | Pressemeddelelse
Reproduktiv handlefrihed - altså muligheden for selv at bestemme om og hvornår man vil have børn - er en grundlæggende menneskerettighed. Men for millioner af mennesker er denne rettighed stadig ikke opfyldt. Over hele verden oplever mennesker ikke planlagte graviditeter eller er ude af stand til at få de børn, de ønsker, hvilket har betydelig indvirkning på deres fysiske og mentale helbred.
En kvinde med et mål: Seksualundervisning til unge i Mexico City12.9.2025 08:34:31 CEST | Nyhed
MEXICO CITY, Mexico – “Mit mål er, at flest mulige unge mennesker i Mexico City får god seksualundervisning,” siger Rocío Ordóñez Pedraza. Den 32-årige psykolog og meningsdanner arbejder for Mexico Vivo Foundation. Pedraza er fast besluttet på at bryde tabuer og stigmatisering omkring seksualundervisning, især i mere konservative lokalsamfund, hvor der sjældent tales om disse emner.
International humanitarian law flouted as health and aid workers are targeted in conflicts around the world19.8.2025 09:34:16 CEST | News
UNITED NATIONS, New York – Across the world, wars are being waged on the very systems set up to protect civilian populations: Health workers, hospitals, health centres and ambulances are being targeted in horrifying numbers.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum