Minister: Danskerne skal kende kriseråd bedre
For et år siden kom en stribe myndigheder med samlede råd til danskerne, for at vi kan være bedre forberedt under kriser. En ny måling viser, at 4 ud af 5 kender anbefalingerne godt eller i nogen grad. Men kendskabet til de konkrete anbefalinger om f.eks. at sørge for 3 liter vand per person per døgn halter efter.
Danmark står over for det mest alvorlige risiko- og trusselsbillede siden anden verdenskrig. Især den skærpede sikkerhedspolitiske situation i Europa samt vejrhændelser, som er både voldsommere og hyppigere end tidligere, er væsentlige årsager til det skærpede risiko- og trusselsbillede.
Derfor skal danskerne være forberedt på kriser. Hvis eksempelvis strømmen eller varmen går, skal man kunne klare sig selv i tre døgn. Det handler for eksempel om at have tilstrækkelig vand til eget og eventuelle husdyrs forbrug på lager samt mulighed for at kunne tilberede mad og følge med i beredskabsmeddelelser fra myndighederne over en FM-radio. Sådan bidrager man også til, at myndighederne kan fokusere på de borgere, der ikke har mulighed for at klare sig selv.
Hovedparten af danskerne kender godt anbefalingerne
En ny Megafon-måling viser, at 79% af danskerne enten kender anbefalingerne godt eller kender noget til dem. I den anden ende af skalaen angiver 6 %, at de slet ikke kender anbefalingerne. Mens de fleste danskere overordnet kender til anbefalingerne, står det mindre godt til, hvad angår det konkrete indhold – for eksempel anbefalingen om 3 liter vand pr. person pr. døgn. Adspurgt om hvor meget drikkevand, man bør have liggende, så undervurderer næsten hver tredje behovet. 29 % angiver således, at de tror, man skal have 1-2 liter vand pr. person pr. døgn – hvor det rigtige svar er minimum 3 liter.
Minister for Samfundssikkerhed og Beredskab Torsten Schack Pedersen siger:
”Vi står over for en ny hverdag, som både borgere, virksomheder og myndigheder skal forholde sig til. En alvorlig sikkerhedspolitisk situation, voldsommere vejr, nedbrud i el- og IT-systemer eller cyberangreb på vandværker. De kriser og hændelser skal vi være forberedt på. Derfor er jeg glad for, at 79 % af danskerne kender vores kriseanbefalinger. Men vi er ikke i mål. Nu skal vi skubbe på, for at endnu flere kender indholdet bedre og handler efter anbefalingerne. Sådan styrker vi det danske samfund.”
Færre lever op til anbefalingerne - af flere årsager
Når det kommer til efterlevelse af anbefalingerne, er tilslutningen blandt danskerne noget mindre. Her angiver 22 %, at de i høj eller meget høj grad lever op til anbefalingerne, 36 % i nogen grad, 24 % i mindre grad og 17 % angiver, at de slet ikke lever op til anbefalingerne.
Laila Reenberg direktør i Styrelsen for Samfundssikkerhed siger:
”Det er positivt, at så mange kender til myndighedernes anbefalinger i tilfælde af kriser. Men vi skal have endnu flere med. I den kommende tid sætter vi, blandt andet med afsæt i Megafon-målingen, ind på flere fronter med information til borgerne og rådgivning til myndigheder. Det er en bred indsats, som også vil have fokus på de sårbare grupper i vores samfund.”
Blandt de danskere, der ikke har fulgt eller ønsker at følge anbefalingerne, angiver mere end halvdelen manglende overskud eller overblik som årsagen. En næsten ligeså stor andel tror ikke, at der kommer en krise i nær fremtid. Pladsmangel og økonomi er også væsentlige årsager til ikke at følge anbefalingerne.
Fakta
Om målingen
Megafon gennemførte målingen på vegne af Styrelsen for Samfundssikkerhed i juli 2025. Den er gennemført som en kombineret web- og telefonisk undersøgelse og baserer sig på 1.010 brugbare interviews. Målingens resultater kan læses her.
Læs mere om trusler og risici mod Danmark i Nationalt Risikobillede
Nøgleord
Kontakter
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab Pressevagt
Tlf:24 42 09 99mssbpresse@mssb.dkStyrelsen for Samfundssikkerhed Pressetjeneste
Tlf:51 83 93 72presse@samsik.dkBilleder

Links
Styrelsen for Samfundssikkerhed
Vi beskæftiger os med rådgivning og kommunikation til myndigheder, virksomheder og borgere om forebyggelse og håndtering af de trusler, samfundet står over for, f.eks. cyber- og informationssikkerhed. Vi varetager også beredskabsplanlægning og opgaver vedrørende koordination af den nationale krisestyring.
Styrelsen for Samfundssikkerhed samler opgaver inden for en række områder.
Følg pressemeddelelser fra Styrelsen for Samfundssikkerhed
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Styrelsen for Samfundssikkerhed
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum