Fremgang på Lolland: Ledighed nu lavere end landsgennemsnittet
Ekstra arbejdspladser, flere i job og færre ledige. Nye tal dokumenterer vækst på Lolland og et arbejdsmarked, der står stærkt. Blandt andet på grund af et tæt virksomhedssamarbejde, en omlagt beskæftigelsesindsats og et stort fokus på at tiltrække nye arbejdspladser.
Flere nye tal og analyser har i de seneste uger dokumenteret, at det går den rigtige vej på Lolland – flere er kommet i arbejde, de private brancher er i vækst og for første gang nogensinde er ledigheden på Lolland nu lavere end landsgennemsnittet.
Borgmester Holger Schou Rasmussen fortæller:
”Vores arbejdsmarked er i topform. De lokale virksomheder gør det godt, der bliver skabt nye arbejdspladser, flere er kommet i job og mange nye virksomheder og investorer har fået øje på vores område – ikke mindst på grund af Femernbyggeriet, en stærk turisme og den grønne omstilling. Det er meget flot, og der skal lyde en stor tak til alle, der hver eneste dag er med til at bidrage til de positive resultater”.
Han ser de ekstra arbejdspladser som et resultat af en langsigtet indsats, hvor man i mange år har haft et stort politisk fokus på at tiltrække nye virksomheder og sikre attraktive rammevilkår:
”Det hele begynder med arbejdspladser. Gode jobmuligheder er med til at sætte gang i en vækst, der kan smitte positivt af på det meste; Fra bosætning, boligmarked, hverdagsliv og lokalsamfund til uddannelse, sundhed, økonomi og servicetilbud. En sund erhvervsudvikling er dermed ikke kun med til at skabe vækst nu og her, det er også en solid løftestang for en større samfundsudvikling, der på sigt kan sikre hele vores område et løft”.
Flere arbejdspladser, færre ledige
I juni 2025 havde Lolland Kommune en ledighedsprocent på 2,6, mens landsgennemsnittet lå på 2,7%. Dermed er ledighedsprocenten på Lolland for første gang lavere end landsgennemsnittet. Desuden er ledighedsprocenten nu tilbage på samme lave niveau som i juli 2022, hvilket er det hidtil laveste niveau i Lolland Kommune.
Antallet af lønmodtagere er samtidig steget fra cirka 12.800 i juli 2022 til cirka 15.100 i maj 2025, mens antallet af borgere, der står uden beskæftigelse, er faldet. Antallet af dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere over 30 år ligger i sommeren 2025 på det laveste niveau hidtil.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering forventer, at antallet af beskæftigede i Lolland Kommune også i de kommende år vil stige – det ventes, at 68% af den lokale befolkning vil være i beskæftigelse i 2026 mod 67,1% i 2024.
Samtidig viser tal fra Jobindsats, at antallet af arbejdspladser i Lolland Kommune stiger. Alene i det sidste halve år er antallet steget fra 14.334 i januar til 14.983 i juni. Det er en stigning på 649, hvilket svarer til 4,5%.
En ny jobrapport fra Erhvervshus Sjælland understøtter samme billede. Den viser, at den private sektor på Lolland i første kvartal i 2025 ligger godt 6% højere end i samme kvartal sidste år. Væksten drives især af industrien, der har haft en markant fremgang, samt af bygge- og anlægsbranchen, der trods et mindre fald siden fjerde kvartal, fortsat ligger betydeligt over niveauet for 2024.
Tæt samarbejde har båret frugt
De gode resultater skyldes først og fremmest, at der er kommet mange nye arbejdspladser på Lolland. Ikke mindst på grund af store virksomheder og Femernbyggeriet. Men andre forhold har også spillet ind. Formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget Vibeke Grave fortæller:
”Vi har i Lolland Kommune haft et stort fokus på at få et tæt og konstruktivt samarbejde med alle virksomheder i vores område. Det betyder, at vi hurtigt og let kan finde fleksible løsninger i fællesskab. Desuden har vi omlagt vores beskæftigelsespolitik, så der er kommet et stramt fokus på få og virksomhedsrettede indsatser. Begge dele er en del af forklaringen på de historisk gode beskæftigelsestal”.
Hun understreger, at det er afgørende, at indsatsen fastholdes. For de nye virksomheder har brug for ekstra arbejdskraft, og den lave ledighed må ikke blive en barriere:
”Det er vigtigt, at vi forstår at tiltrække, uddanne og fastholde dygtige medarbejdere – ikke blot fra vores lokalområde, men også fra en større national og international geografi. Det kræver en målrettet indsats og et stærkt samarbejde, men vi er godt på vej, og vi kan se, at vores arbejde bærer frugt”, afslutter Vibeke Grave.
Mere info:
Der er mere info om tal og analyser her:
- Erhvervshus Sjælland, jobrapport, se nyhed her: Statistik og analyse | Erhvervshus Sjælland, link til undersøgelse: Microsoft Power BI
- Jobindsats.dk: Status på arbejdsmarkedet
- Business Lolland-Falster: Flere i job og flere arbejdspladser | Business Lolland-Falster
Nøgleord
Kontakter
Holger Schou RasmussenBorgmester, Lolland Kommune
Tlf:23 24 91 80Vibeke GraveFormand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget
Tlf:25 12 00 04Følg pressemeddelelser fra Lolland Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Lolland Kommune
Rødbyhavn bliver ny national industripark28.10.2025 09:35:29 CET | Pressemeddelelse
Smidig sagsbehandling, kort ekspeditionstid og en erhvervsrelevant infrastruktur. Det er lidt af det, der skal gøre det let og enkelt at etablere nye produktions-aktiviteter i en industripark. Et stempel, der kan skabe ekstra arbejdspladser og sikre vækst og udvikling lokalt.
Lolland Kommune sætter ind for at få flere til stemmeurnerne27.10.2025 06:05:00 CET | Pressemeddelelse
Færre og færre stemmer til kommunalvalg, og den tendens gør sig også gældende i Lolland Kommune, hvor stemmeprocenten i 2021 kun nåede op på 63,1. Den lave valgdeltagelse er en demokratisk udfordring, som kræver handling. I samarbejde med lokale aktører sætter Lolland Kommune derfor ind med en række indsatser, der skal give flere lyst til og mod på at bruge deres stemme til Kommunalvalget den 18. november 2025.
Fast læge på Center for Handicaps botilbud skaber tryghed og styrker sundheden29.9.2025 06:10:00 CEST | Pressemeddelelse
Beboerne på Center for Handicaps fire botilbud skal have lettere og mere direkte adgang til sundhedsfaglig hjælp og rådgivning i hverdagen. Fremover er der derfor tilknyttet en fast læge på Krogsbølleparken, Stormarken 1-5, Flintebjerg Nord/Syd og Flintebjerg Øst/Vest.
Ungeløftet: Fælles indsats skal give unge en ny start25.9.2025 11:02:37 CEST | Pressemeddelelse
Nye partnerskaber skal hjælpe unge uden job og uddannelse godt videre i livet og samtidig sikre det lokale erhvervsliv ekstra arbejdskraft. Lolland Kommune inviterer til lancering af Ungeløftet med besøg af beskæftigelsesministeren.
Stor undersøgelse på vej: Behov for arbejdskraft?18.9.2025 21:48:46 CEST | Pressemeddelelse
I de kommende uger vil 1.400 virksomheder på Lolland få en invitation til at være med i en ny undersøgelse, der blandt andet skal afdække de lokale rekrutteringsbehov og erfaringer med international arbejdskraft. Udvalgsformand Vibeke Grave håber, at mange vil deltage.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum