ROCKWOOL Fonden

Kun samarbejdsudvalg i 49% af virksomhederne – medarbejderne går glip af retten til at blive hørt

Del

Medarbejdere i private virksomheder benytter sig langt fra altid af deres ret til at vælge tillidsrepræsentanter, medarbejderrepræsentanter til virksomhedens bestyrelse, eller til at få oprettet et samarbejdsudvalg. Især i detailhandlen og i kommunikationsbranchen går medarbejderne glip af retten til at blive hørt.

Grafikken viser andelen af virksomheder i en branche, der har et samarbejdsudvalg. Medarbejderne har krav på et samarbejdsudvalg, hvis der er flere end 35 ansatte.
Grafikken viser andelen af virksomheder i en branche, der har et samarbejdsudvalg. Medarbejderne har krav på et samarbejdsudvalg, hvis der er flere end 35 ansatte. ROCKWOOL Fonden.

En ny analyse fra ROCKWOOL Fonden, i samarbejde med forskere fra Copenhagen Business School (CBS) og Goethe Universitet Frankfurt, viser, at mindre end halvdelen af de danske virksomheder, som har ret til at oprette et samarbejdsudvalg, faktisk har gjort det. Kun 49% har udvalget på plads, selvom det kan være en central kanal til dialog mellem ledelse og medarbejdere. 

Et samarbejdsudvalg er et forum, hvor ledelse og medarbejdere drøfter emner som arbejdsmiljø, personalepolitik og kompetenceudvikling. I virksomheder med mindst 35 ansatte kan både ledelse og medarbejdere kræve, at der oprettes et udvalg.

Analysen viser markante forskelle på tværs af brancher. I detailhandel, serviceerhverv og kommunikation/administration har under 30 % af virksomhederne et samarbejdsudvalg, mens andelen er betydeligt højere i fremstillingsindustrien. Undersøgelsen kortlægger også andre former for medarbejderrepræsentation: 65 % af de omfattede virksomheder har valgt en tillidsrepræsentant, og kun 20% har medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen.

Ifølge Casper Berg Lavmand Larsen, adjunkt ved CBS og en af forskerne bag undersøgelsen, er resultaterne bemærkelsesværdige:

"Det er opsigtsvækkende, at mindre end halvdelen af de virksomheder, hvor medarbejderne har ret til et samarbejdsudvalg, faktisk har oprettet et. Dermed går mange ansatte glip af en vigtig mulighed for at blive hørt og informeret om forhold, som ledelsen ellers ikke er forpligtet til at dele," siger han.

Han peger på, at en del af forklaringen kan være, at rettighederne simpelthen ikke er kendt godt nok:

"Mit indtryk er, at store dele af arbejdsmarkedet ikke kender disse rettigheder særlig godt, og at der ofte mangler en central organisering. Ofte er det fagforeningerne, der driver processen, mens vi sjældent ser, at ledelsen tager initiativet af sig selv," fortsætter han.

Undersøgelsen er den første af sin art i Danmark og bygger på data fra 8.300 danske aktieselskaber, indsamlet i samarbejde med Danmarks Statistik. Resultaterne giver et unikt indblik i, hvor udbredte samarbejdsudvalg og andre former for medarbejderindflydelse er.

 

FAKTA om medarbejdermedbestemmelse

 

Retten til at vælge en tillidsrepræsentant 

Stammer fra den såkaldte Hovedaftale (også kaldet "Septemberforliget"), som oprindeligt blev indgået i 1899 mellem Arbejdernes Faglige Landsorganisation (nu FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Her fik arbejdsgiverne ledelsesretten, og fagbevægelsen fik anerkendt retten til at organisere sig og indgå overenskomster. Hovedaftalen er siden blevet revideret flere gange, og den seneste udgave mellem FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation) og DA er stadig gældende og bruges som fundament for mange overenskomster. 

Retten til at vælge medarbejderrepræsentanter til virksomhedens bestyrelse 

Ifølge Selskabsloven § 140 og Lov om medarbejderrepræsentation i aktie- og anpartsselskaber (også kaldet medarbejderrepræsentationsloven) har medarbejdere i virksomheder med mindst 35 ansatte i gennemsnit over de seneste 3 år ret til at vælge medarbejderrepræsentanter til virksomhedens bestyrelse. Medarbejderne kan kræve repræsentation i bestyrelsen, svarende til halvdelen af de generalforsamlingsvalgte medlemmer (dog altid mindst 2). 

Retten til at oprette samarbejdsudvalg   

Retten til at etablere et samarbejdsudvalg i virksomheder af en vis størrelse, stammer fra en aftale mellem LO og DA i 1947.   I dag - knap 80 år senere - er samarbejdsudvalg stadig et redskab, der kan være med til at sikre medarbejderne indsigt og demokratisk medindflydelse på danske arbejdspladser.  

Analysens forfattere:  

Casper Berg Lavmand Larsen, adjunkt på Copenhagen Business School 

Guido Friebel, Professor of Human Resource Management Goethe University |Frankfurt 

Johannes Laust Reese Hansen, forskningsassistent, ROCKWOOL Fonden 

Kontakter

Om ROCKWOOL Fonden

ROCKWOOL Fonden er en upartisk og selvfinansieret fond. Vi leverer uafhængig forskning og viden om mulige løsninger på samfundets udfordringer.

ROCKWOOL Fonden blev etableret i december 1981, hvor seks medlemmer af Kähler-familien overdrog hvad der svarer til 25 % af aktierne i ROCKWOOL International. Fra starten var det et erklæret mål at bidrage med uafhængig, troværdig forskning til gavn for brede dele af befolkningen, og dette er siden blevet komplementeret med tilvejebringelse af viden om mulige løsninger på de udfordringer, samfundet står overfor. 

For både forskning og interventioner er det overordnede mål at bidrage til en styrkelse af velfærdsstatens sociale og økonomiske bæredygtighed ved at skabe ny og uafhængig viden om og mulige løsninger på samfundsmæssige udfordringer.

Følg pressemeddelelser fra ROCKWOOL Fonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra ROCKWOOL Fonden

Halvdelen af unge med belastet barndom får ingen uddannelse14.7.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Halvdelen af unge, der vokser op med alvorlige sociale belastninger, færdiggør aldrig en ungdomsuddannelse. Og to ud af tre af disse unge får senere i livet lange perioder på sociale ydelser, viser nyt forskningsstudie. Manglende kompetencer, dårligt helbred, og utilstrækkeligt netværk kan være en del af forklaringen på, at netop denne gruppe unge ofte har svært ved at få og beholde et job, siger forsker bag undersøgelsen.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye