ROCKWOOL Fonden

Erfarne investorer er dyre - men løfter også bundlinjen mere

Del

Søger man investorer til sin nystartede virksomhed, er de erfarne af slagsen dyrere end de mindre erfarne. Til gengæld kan de mere erfarne sikre større vækst i virksomheden, viser nyt studie. Men det skal være den rette erfaring, og det er ikke optimalt, hvis stifter og investor kommer fra samme branche. 

Virksomhedsejere, der prøver at kapre en investor, fx i TV2’s Løvens Hule, vil sandsynligvis kunne skaffe billigere kapital et andet sted. Men det kan betale sig at acceptere den ekstra pris, hvis de får en løve med konkret erfaring i at drive en startup-virksomhed.

Et nyt studie finansieret af ROCKWOOL Fonden har gennemgået over 2.700 danske engleinvesteringer, dvs. investeringer i helt nye virksomheder, og det viser, at investorer med stor erfaring fra opstart og drift af virksomhed i gennemsnit kræver en værdiansættelse af virksomheden, der er 10 til 25 pct. lavere end den, en mindre erfaren investor kræver. Det betyder, at den erfarne investor får en relativ større andel af virksomheden for den samme pris. For hvis man fx ønsker 30 pct. af aktierne i en virksomhed, bliver det billigere i kr. og ører, jo lavere værdiansat virksomheden er.

Kan øge væksten med rette erfaring

Men til gengæld tilfører den erfarne investor markant mere værdi bagefter. Fem år efter investeringen har virksomheder med en erfaren investor på banen i gennemsnit 20 pct. højere omsætningsvækst, 30 pct. højere vækst i beskæftigelse og 7 pct. flere patentansøgninger end de virksomheder, der fik en mindre erfaren investor. Det gør sig især gældende, hvis stifterne selv har begrænset ledelseserfaring.

”Studiet viser, at for stiftere af en startupvirksomhed kan valget af den rette investor være lige så afgørende som selve den tilførelse af kapital, de kommer med,” siger Anders Sørensen, professor ved ROCKWOOL Fonden.

Studiet viser, at investoren skal have erfaring fra praktisk drift og ledelse, altså konkret dag-til-dag erfaring med at starte og styre virksomheder, for at skabe de højeste afkast. Derimod giver erfaring fra mere passive roller, som fx bestyrelsesmedlem eller som ren passiv investor, der ”kun” kommer med penge, ingen signifikant ekstra vækst til virksomheden.

”Så det er ikke fine titler eller netværk, der batter noget. Det er konkret erfaring med virksomhedsdrift, der skaber de bedste resultater,” siger Anders Sørensen.

Risiko for tunnelsyn

Investorer med erfaring fra samme branche som stifteren, kræver en endnu større andel af ejerskabet over virksomheden for samme pris end en mindre erfaren investor. Men overraskende nok giver dette “branche-match” ikke større vækst og udvikling på langt sigt.

”Det skyldes sandsynligvis, at investorer og stiftere med samme branchebaggrund risikerer at tænke for ens og dermed gå glip af nye vinkler og innovation. Studiet viser, at det kan være sundt at få friske, nye øjne på mulighederne i ens virksomhed,” siger Anders Sørensen. 

Han peger på, at matchning mellem iværksættere og investorer med konkret ledelseserfaring - fx gennem mentorordninger, advisory boards eller struktureret matchmaking – kan være et muligt element, hvis man ønsker at udvikle et sundt iværksættermiljø i Danmark.

Kontakter

Links

Om ROCKWOOL Fonden

ROCKWOOL Fonden er en upartisk og selvfinansieret fond. Vi leverer uafhængig forskning og viden om mulige løsninger på samfundets udfordringer.

ROCKWOOL Fonden blev etableret i december 1981, hvor seks medlemmer af Kähler-familien overdrog hvad der svarer til 25 % af aktierne i ROCKWOOL International. Fra starten var det et erklæret mål at bidrage med uafhængig, troværdig forskning til gavn for brede dele af befolkningen, og dette er siden blevet komplementeret med tilvejebringelse af viden om mulige løsninger på de udfordringer, samfundet står overfor. 

For både forskning og interventioner er det overordnede mål at bidrage til en styrkelse af velfærdsstatens sociale og økonomiske bæredygtighed ved at skabe ny og uafhængig viden om og mulige løsninger på samfundsmæssige udfordringer.

Følg pressemeddelelser fra ROCKWOOL Fonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra ROCKWOOL Fonden

Halvdelen af unge med belastet barndom får ingen uddannelse14.7.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Halvdelen af unge, der vokser op med alvorlige sociale belastninger, færdiggør aldrig en ungdomsuddannelse. Og to ud af tre af disse unge får senere i livet lange perioder på sociale ydelser, viser nyt forskningsstudie. Manglende kompetencer, dårligt helbred, og utilstrækkeligt netværk kan være en del af forklaringen på, at netop denne gruppe unge ofte har svært ved at få og beholde et job, siger forsker bag undersøgelsen.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye