Danmarks Eksport- og Investeringsfond

Crowdfunding-markedet skrumpede 45 pct. i 2024

Del

2024 bød på endnu et år med tilbagegang på det danske crowdfunding-marked. Det er især lavere aktivitet inden for real estate- og egenkapital-crowdfunding, der trækker ned. Nye regler kan ændre billedet.

EIFO

Crowdfunding har vundet større og større udbredelse i Danmark i det seneste årti, men efter en markant stigning frem mod 2022 er der både i 2023 og 2024 sket tydelige fald i aktiviteten.

Det viser EIFOs årlige analyse af aktiviteten på det danske marked for crowdfunding.

Fra 2023 til 2024 faldt det samlede rejste beløb med 45 pct. til 182 mio. kr. fordelt på 292 projekter.Det kommer efter et 2023, hvor crowdfunding-markedet skrumpede 31 pct. til 330 mio. kr.

Lånebaseret crowdfunding fylder mest

Crowdfunding går i sin enkelthed ud på, at en virksomhed eller en privatperson rejser kapital fra et større antal personer. Fænomenet er ikke nyt, men med nye internetplatforme har finansieringsformen vundet udbredelse i det seneste årti, hvor crowdfunding udgør et alternativ til de mere klassiske veje til at rejse kapital.

Der findes i dag en række forskellige former for crowdfunding, hvor såkaldt lånebaseret crowdfuding nu er den største crowdfundingtype målt på rejst kapital.

Lånebaseret crowdfunding fungerer ved, at virksomheder låner penge fra privatpersoner og øvrige investorer, typisk via en online platform.

Lånebaseret crowdfunding stod for 47 pct. af det samlede danske crowdfunding-marked i 2024.

I 2023 var det real estate-crowdfunding, der fyldte mest, men her faldt aktivitet i 2024 med 70 pct. til 33 mio. kr. Også markedet for såkaldt egenkapital-crowdfuding, hvor ejere sælger en andel af deres virksomhed, faldt mærkbart i 2024. Således blev der rejst samlet 17 mio. kr. i 2024 via egenkapitalcrowdfunding, hvilket er 80 pct. lavere end i 2023.

Regulering kan løfte egenkapital-crowdfunding

Ifølge EIFOs investeringsdirektør, Erik Balck Sørensen, er tilbagegangen på crowdfunding-markedet præget af flere ting.

En af årsager skal findes i nye EU-regler, der trådte i kraft i november 2021, og som stiller bl.a. krav om, at crowdfunding-platforme skal have tilladelse fra Finanstilsynet for at kunne facilitere lån.

I Danmark fik selskaber to år til at justere deres forretning og søge godkendelse hos Finanstilsynet, og fra 2023 har det således kun været tilladt at formidle nye lån, hvis man har opnået tilladelse fra tilsynet.

Det er der en af de større aktører, der ikke har fået, og det har påvirket aktiviteten inden for real estate-crowdfunding.

Derudover spiller renteudviklingen også ind.  

”Bankernes udlånsrenter faldt i 2024, men det gjorde den gennemsnitlige rente på crowdfundinglån ikke. Det kan have gjort crowdfunding mindre attraktivt for låntagere, at den i forvejen høje rente på crowdfunding ikke er fuldt med ned,” siger Erik Balck Sørensen.

Der er imidlertid også udviklinger, der kan trække markedet i den anden retning. Således er der i år trådt nye EU-regler i kraft, der åbner crowdfunding-markedet for flere aktører.  

Fra 2025 er det nemlig blevet muligt for anpartsselskaber at udstede kapitalandele offentligt. Det betyder, at de kan rejse penge via egenkapital-crowdfunding fremover. Det forventes at trække aktiviteten på området op.

”Det giver iværksættere en god mulighed for at rejse kapital fra flere typer af investorer. Crowdfunding er samtidig ofte en mulighed for at rejse penge uden at skulle afgive helt så meget indflydelse sammenlignet med venturekapital, hvor venturefondene ofte kræver betydelig indflydelse over driften i den virksomhed, de investerer i. Det er positivt for iværksættermiljøet i Danmark, at der kommer en alternativ måde at rejse kapital,” siger Erik Balck Sørensen.

Nøgleord

Kontakter

Vedhæftede filer

Om EIFO - Danmarks Eksport- og Investeringsfond

Som Danmarks nationale erhvervsfremmende bank og officielle eksportkreditinstitut arbejder EIFO for at åbne døre for global forretning, skubbe på den grønne omstilling, løfte innovative teknologier og bidrage til Danmarks sikkerhed. 

Med et samlet engagement på over 170 mia. kr. og aktiviteter i mere end 100 lande tilbyder EIFO finansielle løsninger til danske virksomheder og deres globale partnere.  

EIFO er derudover Danmarks største ventureinvestor og investerer i startups og fonde. I 2024 investerede EIFO 78 gange i selskaber og 16 gange i fonde. 

Læs mere på www.eifo.dk

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye