Ny stor undersøgelse fra Danmarks Statistik: Sådan oplever danskerne hjemmehjælpen

Del

Danmarks første brugertilfredshedsundersøgelse udsendt til samtlige ældre, som modtager hjemmehjælp, viser, at 78 pct. er tilfredse eller endog meget tilfredse med den hjælp, de får.

Portrætfoto af ældreminister Mette Kierkgaard.
- Først og fremmest er jeg glad for, at så mange er tilfredse med den pleje og omsorg, de får. Det er en kæmpe og velfortjent ros til alle medarbejderne i ældreplejen, siger ældreminister Mette Kierkgaard. Foto: Les Kaner

Sidste år igangsatte ældreminister Mette Kierkgaard den første brugertilfredshedsundersøgelse nogensinde blandt samtlige af landets cirka 123.000 opgjorte modtagere af hjemmehjælp fra 67 år og opefter.

Nu er Danmarks Statistik færdige med gennemførelsen af undersøgelsen.

Den viser overordnet, at 78 pct. er tilfredse med den hjælp, de får. Heraf er 30 pct. endog meget tilfredse. Blandt de resterende 22 pct. er 15 pct. hverken-eller tilfredse, seks pct. er utilfredse og én pct. er meget utilfredse.

Faktorer som alder og livskvalitet spiller ind på, hvor tilfredse de ældre borgere er med hjemmehjælpen. Her stiger tilfredsheden dels i takt med årstallet på dåbsattesten, dels i takt med den selvoplevede livskvalitet.

Ældreminister Mette Kierkgaard siger:

- Først og fremmest er jeg glad for, at så mange er tilfredse med den pleje og omsorg, de får. Det er en kæmpe og velfortjent ros til alle medarbejderne i ældreplejen. Vores alder og livskvalitets betydning for tilfredshed sætter en stor streg under, at ældrepleje handler om den ældres hele liv og ikke alene, om spejlene skinner. Derfor er jeg så glad for, at vi med ældreloven indfører helhedspleje som den nye normal, og jeg har store forventninger til, at den tilgang kan få tilfredsheden til at stige endnu mere.

Dykker man ned i tilfredsheden med hjælpen målt på forskellige områder, viser undersøgelsen, at flest er tilfredse med personlig pleje og færrest med hjælp til rengøring. 18 pct. af borgerne er således utilfredse eller meget utilfredse med rengøringen. Omvendt er 85 pct. tilfredse eller meget tilfredse med hjælp til personlig pleje.

Ældreminister Mette Kierkgaard siger:

- Det fortæller mig, at vi med indførelsen af
helhedsplejen fra 1. juli, hvor samme leverandør skal levere alt fra
gulvvask og personlig pleje, er den rette vej. Og så glæder det mig, at det store flertal er tilfredse med den personlige pleje, som de får.

Indflydelse på hjælp og samme ansigter

Undersøgelsen peger endvidere på, at hver fjerde kun i lav grad eller slet ikke oplever, at det er de samme medarbejdere, som kommer hjem til dem. Samtidig oplever kun hver tredje, at de har en høj grad af indflydelse på hvordan eller hvornår, de får den bevilligede hjælp.

Ældreminister Mette Kierkgaard siger:
- Det er ikke godt nok. Alle skal have indflydelse på den hjælp de får, og hvornår de får den. Det er netop en af grundene til, at vi med ældrereformen gentænker den måde, hjælpen leveres på. Når det er de samme personer, der kommer hos den ældre borger, øger det chancen for, at den medarbejder, der kommer om morgenen, ved, hvad der blev gjort aftenen før. Fremtidens ældrepleje skal tage afsæt i den enkelte ældres ønsker og behov – ikke i et bureaukratisk baneløb.

Fakta om brugerundersøgelsen

Brugertilfredshedsundersøgelsen på hjemmehjælpsområdet er en del af aftalen om en reform af ældreplejen, som er indgået af et bredt flertal i Folketinget i 2025.

Det er den første såkaldte populationsundersøgelse, hvor samtlige modtage af hjemmehjælp fra 67 år og opefter er blevet bedt om at svare.

Af de samlede ca. 123.000 adspurgte (modtagere af hjemmehjælp fra 67 år og opefter) har ca. 53.000 deltaget i brugerundersøgelsen. Det giver en svarprocent på ca. 43 pct., som varierer mellem 33 pct. og 49 pct. kommunerne imellem.

Invitationen til at deltage i hjemmehjælpsundersøgelsen er blevet sendt ud med Digital Post eller brev til ikke-digitale borgere. Hvis Danmarks Statistik ikke har modtaget svar på internettet, har Danmarks Statistik søgt at gennemføre telefoninterviews. Deltagerne har gerne måtte få en pårørende til at hjælpe med at svare på spørgeskemaet.

Spørgerammen er udviklet i dialog med KL og Danmarks Statistik og med ekstern bistand fra VIVE, som har stor erfaring med analyser og undersøgelser på ældreområdet. Spørgerammen er desuden testet i en mindre pilotundersøgelse.

Undersøgelsen består af 39 spørgsmål og omhandler emner som: Tilfredshed med den personlige pleje og den praktisk hjælp, kontinuitet i hjælpen, selvbestemmelse, samlet tilfredshed, samarbejde med pårørende og oplevet livskvalitet.

Undersøgelsen er foretaget i perioden november 2024 til februar 2025. Den gennemføres fremover hvert andet år.

Den nye ældrelov træder i kraft 1. juli 2025.

Kontakter

Links

Følg pressemeddelelser fra Ældreministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Ældreministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye