To forslag om fremtidens skoledistrikter i Birkerød
Børne- og Skoleudvalget har lyttet til forældrereaktioner og sender nu to forslag i høring: Det ene forslag er at afslutte forsøget med et fælles skoledistrikt i Birkerød. Det andet forslag er at justere reglerne for fordeling af skolepladser, hvis forsøget fortsætter.
Siden august 2023 har Birkerød Skole, Søholmskolen og Rude Skov Skole været en del af ét fælles skoledistrikt som led i et femårigt forsøg. Forsøget blev godkendt af Børne- og Undervisningsministeriet og har til formål at sikre en mere hensigtsmæssig fordeling af elever – blandt andet fordi Birkerød Skole er presset på kapacitet, mens der er ledige pladser på de to andre skoler.
Politikere reagerer på forældreoplevelser
En midtvejsevaluering bestilt af Børne- og Skoleudvalget viser nu, at forsøget overordnet har opfyldt sine formål. Samtidig har mange forældre i forsøgsperioden dog oplevet usikkerhed og frustration i forbindelse med skoleindskrivningen – især i forhold til gennemsigtigheden i, hvordan pladserne på de tre skoler fordeles og at det for familierne er uvist, hvilken skole man får tilbudt. Det har fået Børne- og Skoleudvalget til at arbejde videre i to spor, som nu sendes i høring.
Formand for Børne- og Skoleudvalget Anne Christiansen siger:
– Skoleindskrivningen er en vigtig begivenhed for familier, og vi har lyttet til de henvendelser, vi har fået fra forældre i det samlede Birkerød-distrikt. Flere har været usikre på, hvilken skole deres barn kunne få plads på, og mange oplever, at reglerne er svære at gennemskue. Begge dele skaber utryghed, og det er netop ønsket om at skabe tydelighed og klarhed for familierne, der er den vigtigste årsag til, at vi nu sender to forslag i høring: Ét om at afslutte forsøget og vende tilbage til faste skoledistrikter – og ét om at justere reglerne for fordeling af skolepladser, hvis forsøget fortsætter. Målet er i begge tilfælde at sikre mere klare og forståelige rammer for skoleindskrivningen.
Fortsat forsøg eller faste distrikter
Forud for beslutningen har Børne- og Skoleudvalget bedt forvaltningen undersøge, om det er muligt at imødekomme nogle af de centrale reaktioner og ønsker, forældre har givet udtryk for. Det handler blandt andet om, hvorvidt man kan sikre, at et barn som udgangspunkt ikke skal passere en anden skole på vej til den skole, familien har fået tilbudt – medmindre familien selv har ønsket det. Derudover er det blevet undersøgt, om man kan sænke grænsen for, hvor langt der må være til den skole, barnet får tilbudt – så flest muligt får en skole tæt på hjemmet.
Analysen viser, at det ikke kan garanteres, at barnet ikke skal passere en anden skole – men at en kortere afstandsgaranti er mulig. Derfor går det ene forslag, der nu sendes i høring, ud på at fortsætte forsøget – men med den justering, at der indføres en afstandsgaranti på 2 km i stedet for de nuværende 2,5 km. Det betyder, at børn som udgangspunkt har garanti for at få en skole i distriktet inden for 2 km af deres bopæl. Derudover har Børne- og Skoleudvalget bedt forvaltningen om at justere de øvrige regler for forsøget og fordelingskriterierne, så de bliver lettere at gennemskue. Et forslag til mere tydelige formuleringer bliver derfor også en del af det oplæg, der nu sendes i høring.
Det andet forslag går ud på at afslutte forsøget og vende tilbage til tre selvstændige skoledistrikter – ét for hver af de tre skoler. Forslaget tager afsæt i elevtalsprognoser, de foreløbige erfaringer med forsøget og det fortsatte kapacitetspres på Birkerød Skole. Netop for at imødekomme dette pres og sikre stabile distriktsgrænser fremadrettet foreslås det, at distriktet for Birkerød Skole bliver væsentligt mindre end før forsøget.
– Jeg ved, at det kan skuffe nogle familier, at Birkerød Skoles distrikt i dette scenarie bliver mindre. Men med skolens begrænsede kapacitet og af hensyn til, at børn med søskende på skolen er garanteret plads, er det nødvendigt med et relativt lille distrikt, hvis vi skal sikre en stabil og holdbar løsning. Og vi ved, at netop stabilitet er vigtigt for familierne, siger Anne Christiansen, og fortsætter:
– Et andet perspektiv er, at faste distriktsgrænser kan give større tryghed og tydelighed. Når man som familie på forhånd ved, hvilken skole man hører til, skaber det ro i en vigtig fase af barnets liv.
I Børne- og Skoleudvalget kan vi se fordele ved begge forslag, og derfor ser vi nu frem til at modtage høringssvarene og få indblik i, hvordan de berørte parter forholder sig til de to forslag.
Flere stemmer inviteres ind i den videre proces
De berørte skolebestyrelser og medarbejderudvalg bliver inddraget i høringen. For at sikre, at alle relevante perspektiver og stemmer kommer med, har Børne- og Skoleudvalget desuden besluttet at udvide høringskredsen til også at omfatte forældre til kommende skolebørn – gennem forældrebestyrelserne i de dagtilbud, der ligger i det samlede distrikt.
Høringsfristen er den 22. august 2025, og eventuelle ændringer træder i kraft fra august 2026. Efter høringen behandles sagen i Børne- og Skoleudvalget og Kommunalbestyrelsen i september.
Skoleindskrivningen for kommende skolestartere åbner 1. november, og uanset hvilken beslutning der træffes, vil forvaltningen sikre tydelig information til forældre med børn i den kommende skolestart.
Kontakter
Anne ChristiansenKommunalbestyrelsesmedlem
Økonomiudvalget, Klima- og Miljøudvalget, Børne- og Skoleudvalget, Vedbæk-udvalget
Om Rudersdal Kommune
Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.
Følg pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune
Borgerne kan fortsat bruge delecykler og delebile10.7.2025 10:54:27 CEST | Pressemeddelelse
Kommunens deltagelse i EU-projekt slutter 31. juli – derfor fjernes infoskiltene ved stationerne, men muligheden for deletransport fortsætter.
Kom med dit bud på en kandidat til årets Arkitektur- og Bevaringspris30.6.2025 09:59:26 CEST | Pressemeddelelse
Hvis du har set et spændende nybygget hus eller en smuk og respektfuld renovering af et fint, gammelt hus, kan du indstille dit yndlingsbyggeri på Sammen om Rudersdal.
Vinderprojekt for byggeri af Holte Hal 3 er fundet27.6.2025 09:18:02 CEST | Pressemeddelelse
Kommunalbestyrelsen lægger vægt på, at vinderbuddet sikrer de efterspurgte idrætskvaliteter i et bæredygtigt projekt.
Vedbæk Skole indgår partnerskab med museum27.6.2025 08:30:06 CEST | Pressemeddelelse
Vedbæk Skole og Rudersdal Museer har indgået et tæt samarbejde, som skal bringe fortidens liv tættere på nutidens elever. Fremover vil alle skolens elever stifte bekendtskab med det unikke stenalderfund Vedbækfundene i forskellige tværfaglige sammenhænge.
Rudersdal sætter retning for en sundere hverdag26.6.2025 15:20:07 CEST | Pressemeddelelse
Sundhed handler selvfølgelig om motion og kost – men det handler også om trivsel, tryghed og fællesskab i hverdagen. Det står centralt i Rudersdal Kommunes nye sundhedspolitik.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum