Danmarks Idrætsforbund

DIF DM-ugen kommer til Aarhus i 2027

Del

DIF DM-ugen viser og hylder det bedste fra toppen af dansk eliteidræt. Og når flere end hundrede danske mestre skal findes i 2027, bliver det med Aarhus som vært for den populære event.

I 2024 blev DIF DM-ugen afviklet i Herning, hvor længdespringskonkurrencerne var flyttet ind i midten af byen. Foto Lars Møller.
I 2024 blev DIF DM-ugen afviklet i Herning, hvor længdespringskonkurrencerne var flyttet ind i midten af byen. Foto Lars Møller.

Fælles pressemeddelelse fra Aarhus Kommune og Danmarks Idrætsforbund (DIF)

DIF DM-ugen er én gang om året, hvor der afvikles flest mulige danmarksmesterskaber i den samme by i den samme uge. Siden starten i 2022 har det ugelange danmarksmesterskab haft masser af medvind blandt både forbund, udøvere, gæster og tv-seere. Og i 2027 bliver det altså Aarhus, som byder landets dygtigste atleter velkommen til en forrygende uge i idrættens tegn.

Skaber en levende by
Noget af dét, der gør denne sportsuge til noget særligt er, at en række af disciplinerne rykker fra deres klassiske rammer og ud i byrummet. Det skaber en levende by, hvor man som publikum lærer noget nyt om sportsgrene, man måske ikke kender så godt i forvejen.

Med andre ord er DIF DM-ugen blevet en underholdende og effektiv løftestang for de mindre sportsgrene, som får en større scene at træde ud på og nogle rammer, der kan være med til at udbrede sporten. De forskellige sportsgrene når ud til flere tilskuere, hvilket giver en bedre oplevelse for atleterne og skaber godt tv fyldt med drama, hvor man viser det bedste af dansk eliteidræt og hylder de aktuelle stjerner og fremtidens store sportshåb.

Hans Natorp, formand i Danmarks Idrætsforbund (DIF), udtaler:

"DIF DM-ugen er på få år blevet en enorm succes, og vi glæder os til at komme til Aarhus i 2027. Vi kender Aarhus som en stærk event-by, og med deres mange faciliteter og gode muligheder for at skabe spektakulære venues i byrummet, venter der helt sikkert mange store sportslige oplevelser."

Foreningsliv, frivillighed og et folkeligt program
De mange mesterskaber under DIF DM-ugen bliver arrangeret i samarbejde med byens lokale foreninger, og er således med til at udvikle og synliggøre et stort foreningsarbejde, båret af mange frivillige kræfter.

I løbet af ugen vil der være stort fokus på sundhed, idræt og bevægelse ved at tilbyde en masse gratis kom-og-prøv aktiviteter samt aktiviteter i Aarhus’ mange folkehuse, ligesom der planlægges et omfattende skoleprogram med en ambitiøs målsætning om, at flere tusinde aarhusianske skoleelever kan stifte bekendtskab med en lang række idrætter.

Anders Winnerskjold, borgmester i Aarhus, udtaler:
”Sport er kernen i et godt liv for rigtig mange aarhusianere. Det er stærke fællesskaber, sundhed og et åndehul i hverdagen. Jeg glæder mig til en hel uge med fokus på eliteidræt, frivillighed og aktiviteter for alle – og jeg er sikker på, at Aarhus vil danne rammen om et rigtig godt event, hvor endnu flere aarhusianere forhåbentlig vil få smag for forskellige sportsdiscipliner.”

Rabih Azad-Ahmad, rådmand for Kultur og Borgerservice, udtaler:
”DIF DM-ugen i Aarhus bliver en storslået begivenhed med landets bedste atleter omgivet af et begejstret publikum, en folkefest for store følelser og præstationer. Det giver os samtidig mulighed for at fejre og anerkende de mange frivillige trænere og ledere i vores foreninger – og ikke mindst de mange lokale atleter, som vil lyse op på hjemmebane.”

Christian Budde, rådmand for Sundhed og Omsorg, udtaler:
"DIF DM-ugen viser, hvor stærkt idræt, sundhed og fællesskab hænger sammen – på tværs af alder og interesser. Det handler ikke kun om medaljer, men også om alt det, der sker uden for podiet: om ældre, unge og børn, der finder glæde, bevægelse og fællesskab i sporten. Også i de mindre idrætsgrene som dart, stand up paddle eller pickleball, som måske ikke fylder på forsiden – men som har stor betydning for mange aarhusianere. DIF DM-ugen er en oplagt mulighed for at få øjnene op for nye sider af idrætten – og for at invitere endnu flere med ind i de fællesskaber, der skaber sundhed, trivsel og livsglæde. Det skal være sjovt – og det skal være for alle."

Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø, udtaler:
”Det er vigtigt, at vi bruger byens rum og pladser til at skabe liv. Det har vi allerede succes med. DIF DM-ugen i Aarhus vil udvide og udfordre rammerne for, hvordan vi bruger byrummene. Jeg er sikker på, at både atleter, besøgende og ikke mindst borgerne vil være med til at vise Aarhus frem på allersmukkeste vis og skabe masser af liv i både store og små og kendte som ukendte byrum.”

Som et resultat af den politiske opbakning i Magistraten går Aarhus Kommune og DIF nu i dialog om kontraktindgåelse med fokus på indhold og rammer for DIF DM-ugen i Aarhus i 2027.


Fakta om DIF DM-ugen:

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og en lang række specialforbund har siden 2022 lavet den årligt tilbagevendende nationale idrætsevent, DIF DM-ugen.

Eventen i tal (2025):

  • 2.200+ atleter
  • 1000+ frivillige
  • 126 danske mestre
  • 73 discipliner fordelt på 35 sportsgrene
  • 28 forbund


Læs meget mere om DIF DM-ugen, der i 2025 afvikles i Aalborg fra den 23.-29. juni. Ved at klikke på linket får du også adgang til pressebilleder.

Kontakt
Kristian Thrane, Aarhus Kommune
Kommunikation og content manager
Mail: krrt@aarhus.dk
Tlf.: +45 2968 5605

Jakob Draminsky, DIF
Souschef, DIF Kommunikation, HR & Events
Mail: jdr@dif.dk
Tlf.: +45 2889 3678

Nøgleord

DIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 62 forbund, ca. 8.500 idrætsforeninger og knap 2,1 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye