Historisk stor bevilling til dansk forskning i underbelyst hjertesygdom, der udgør en global sundhedsudfordring
Det landsdækkende forskningsprojekt CAPTURE skal bane vejen for en bedre forståelse af en særlig form for hjertesygdom kaldet hjertesvigt med bevaret pumpefunktion (HFpEF). CAPTURE skal udvikle nye metoder og gøre os klogere på sygdommen og behandlingsmulighederne. Projektet realiseres med en bevilling på 473 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden. Det er fondens hidtil største bevilling til et klinisk forskningsprojekt.
Millioner af mennesker verden over påvirkes af hjertesvigt med bevaret pumpefunktion, som er en alvorlig og udbredt sygdom, der er blandt de hyppigste årsager til indlæggelse. Patienterne har nedsat livskvalitet og en øget risiko for tidlig død. 1-2% af den voksne befolkning lever med hjertesvigt, og tallene forventes at stige de kommende år.
”Hjertesvigt med bevaret pumpefunktion er en alvorlig og udbredt sygdom, og med den store bevilling fra Novo Nordisk Fonden kan forskere og hjertelæger fra Region Hovedstaden sammen med kolleger fra de øvrige regioner hjælpe med at afdække, hvorfor nogle personer får hjertesvigt, og hvordan man kan behandle sygdommen. Jeg er stolt over, at vi kan tiltrække så flot en donation, og forhåbentlig vil CAPTURE hjælpe tusindvis af borgere i hele landet,” siger Lars Gaardhøj (S), Regionsrådsformand i Region Hovedstaden.
Projektet CAPTURE har til formål at skabe øget viden om tidlig opsporing og behandling af hjertesvigt, og forstå de komplekse processer, der fører til sygdommen. Forventningen er, at projektet hjælper til mere målrettede og effektive behandlinger, som ikke blot forbedrer livskvaliteten for de berørte patienter, men også reducerer sygelighed og dødelighed.
Bevillingen fra Novo Nordisk Fonden på knap en halv milliard kr. til CAPTURE gør det muligt at forske systematisk i sygdommen.
CAPTURE-projektet kører de næste syv år og er forankret og ledet fra Herlev og Gentofte Hospital, men det er et landsdækkende projekt med involvering af hjerteafdelinger og forskere fra alle landets regioner. Borgere mellem 50 og 90 år, der opfylder udvalgte kriterier, vil i den kommende tid modtage information via Digital Post om projektet. Vicedirektør på Herlev og Gentofte Hospital Bodil Ørkild forventer, at projektet kan få stor betydning for både patienter og sundhedsvæsen nationalt og internationalt.
”CAPTURE kommer forventeligt til at forme fremtiden for rigtig mange hjertepatienter, men også for det samlede sundhedsvæsen. Vi vil få en langt større forståelse for sygdommen og en indsigt i mulige behandlinger. Jeg er glad og stolt over, at det landsdækkende projekt modtager så stor en bevilling, og det viser, at vi på tværs af hjerteafdelinger i Danmark fagligt, forsknings- og samarbejdsmæssigt er af en helt særlig kaliber,” siger vicedirektør Bodil Ørkild fra Herlev og Gentofte Hospital.
Administrerende direktør for Novo Nordisk Fonden Mads Krogsgaard Thomsen er glad for, at fonden kan støtte CAPTURE, som med sit omfang og innovative tilgang forventes at få stor betydning for mange patienter og borgere.
”Det her er et rigtig vigtigt projekt, fordi hjertesvigt med bevaret pumpefunktion ofte opstår på grund af kardiometaboliske sygdomme som diabetes, svær overvægt og forhøjet blodtryk. Da disse sygdomme er i vækst overalt på kloden, rammer denne form for hjertesvigt flere og flere mennesker – og oftest de svageste grupper hårdest. CAPTURE projektet vil takket være sit omfang og innovative tilgang kunne gøre en kæmpe forskel for vores viden om sygdommen, og vi vil kunne behandle og hjælpe mange flere mennesker end tidligere,” siger Mads Krogsgaard Thomsen, CEO i Novo Nordisk Fonden.
Om hjertesvigt
Hjertesvigt er en sygdom hvor hjertet ikke kan pumpe blod nok til at dække kroppens behov. Årsagerne til hjertesvigt er mangeartede, men kan f.eks. være fordi blodtilførslen til selve hjertet er nedsat, genetiske årsager, højt blodtryk m.m.
Hos nogle patienter med hjertesvigt er selve hjertepumpefunktionen normal, men deres venstre hjertekammer er stift og har svært ved at udvide og fylde sig med en tilstrækkelig mængde blod.
Dette kalder man hjertesvigt med bevaret pumpefunktion, HFpEF (heart failure with preserved ejection fraction). HFpEF er et komplekst syndrom, der over tid ikke kun påvirker hjertet, men også lungerne, leveren, fedtvævet, muskler og nyrer.
Omkring 2% af den voksne befolkning er diagnosticeret med hjertesvigt, og sygdommen er blandt de mest hyppige årsager til indlæggelse. Det vurderes, at HFpEF udgør halvdelen af alle tilfælde af hjertesvigt, og forventningen er, at antallet af individer med HFpEF vil stige de kommende år.
Hjertesvigt med bevaret pumpefunktion er svær at diagnosticere, og der mangler forståelse for sygdommen samt behandlinger, der kan forbedre prognosen og livskvaliteten for patienterne. Det er den netop denne type af hjertesvigt, som CAPTURE er rettet mod.
Om CAPTURE
Novo Nordisk Fonden har bevilliget 473 mio. kr. til forskningsprojektet, der strækker sig over de næste syv år.
Projektet er forankret på Herlev og Gentofte Hospital, men er et landsdækkende samarbejde med deltagelse af: Rigshospitalet, Sjællands Universitetshospital, Odense Universitetshospital, Aarhus Universitetshospital og Aalborg Universitetshospital.
Ved hjælp af danske registre vil forskerne identificere borgere med risikofaktorer for HFpEF.
Blandt disse vil en række udvalgte borgere mellem 50 og 90 år blive kontaktet via Digital Post med et spørgeskema, som skal hjælpe med at identificere borgere med mulige symptomer på hjertesvigt. Op mod 30.000 individer med risikofaktorer og symptomer forenelige med HFpEF vil derefter blive inviteret til en undersøgelse på et lokalt center i deres region.
På baggrund af undersøgelsen forventes det at ca. 5000 personer vil blive diagnosticeret med HFpEF. Disse personer vil efterfølgende blive inviteret til yderligere avancerede undersøgelser, der skal hjælpe forskerne med at kortlægge undergrupper med forskellige karakteristika og underliggende årsager til HFpEF. Projektet forventes at give ny viden om de processer og faktorer, som fører til HFpEF, og denne viden kan bruges til at afprøve nye behandlinger af patienter med sygdommen.
Projektets fulde titel er CAPTURE HFpEF, hvilket står for Cardiovascular Assessment and Phenotyping for Timely Understanding and Recognition of Evolving Heart Failure with Preserved Ejection Fraction.
Kontakt
|
|
|
Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Region H går foran i udviklingen af ny ungdomsuddannelse6.6.2025 09:37:20 CEST | Pressemeddelelse
Region Hovedstaden samler med et nyt projekt en række uddannelsesinstitutioner på tværs for at forberede undervisere og institutioner på den kommende EPX-uddannelse.
Budgetoverskridelser og forsinkelser på Nyt Hospital Nordsjælland5.6.2025 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Forretningsudvalget i Region Hovedstaden bliver tirsdag 10. juni orienteret om, at budgettet for Nyt Hospital Nordsjælland forventes at skride med op til 1 mia. kr. primært som følge af prisstigninger i byggemarkedet og stigende lønninger. Samtidig er indflytningen udskudt fra årsskiftet 2027 til sensommeren 2027.
Operationer af knæ og hofter skal samles og effektiviseres5.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Region Hovedstaden samler planlagte operationer i knæ og hofter i Center for Elektiv Ortopædkirurgi på Gentofte Hospital. Kirurgen følger patienten til Gentofte og opererer sammen med rutinerede teams
Alle borgere i regionen skal have ens og lige adgang til behandling af neurologiske sygdomme3.6.2025 15:53:49 CEST | Pressemeddelelse
Ændringer af neurologien i Region Hovedstaden sendes i offentlig høring med frist efter sommerferien. Målet er, at alle patienter skal have adgang til behandling på det lokale akuthospital.
Borgere i Rudersdal viser vejen til mere delemobilitet i Hovedstaden3.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny spørgeskemaundersøgelse blandt over 1.200 borgere i Rudersdal viser opbakning til forsøgsprojekt om delecykler og delebiler i kommunen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum