Laveste rente på boliglån i banken i flere år
Mybankers rentestatistik for maj 2025
Bankernes renter på både boliglån og andelsboliglån faldt yderligere i maj måned, og boliglånsrenten er nu den laveste i statistikkens historie. Det viser denne måneds rentestatistik fra Mybanker.

Bankernes renter på både boliglån og andelsboliglån faldt yderligere i maj måned, og boliglånsrenten er nu den laveste i statistikkens historie. Det viser Mybankers rentestatistik, der opgør de renter, bankkunder får tilbudt af bankerne gennem Mybankers portal.
De gennemsnitlige tilbudte renter på både boliglån (den såkaldte efterfinansiering) og andelsboliglån i banken faldt med 0,1 procentpoint i maj. Renten på begge typer lån lå i gennemsnit i maj på 3,9 pct.
”Boliglånsrenten er nu den laveste i statistikkens seksårige historie. Og før det havde renterne været faldende i flere år, så det er usædvanligt lave renter, bankerne nu tilbyder på lån til boligkøb”, siger Mybankers cheføkonom Jens Hjarsbech.
Renten på boliglån i banken er nu faldet med 2,7 procentpoint siden toppen i februar 2024. For en ejerboligkøber, der køber en bolig til 4 mio. kr. og finansierer de sidste 15 pct. med et boliglån i banken, svarer det til en besparelse på 16.200 kr. årligt før skat.
Andelsboligrenten er faldet med 1,4 procentpoint siden toppen i november 2023, men der er fortsat godt et procentpoint ned til de laveste andelsboligrenter fra sommeren 2022.
”Når boliglånsrenten er faldet så meget mere end andelsboligrenten, skyldes det den priskrig mellem bankene på boliglån, vi så for et år siden. De efterfølgende rentefald skyldes i høj grad de rentenedsættelser, Den Europæiske Centralbank og dermed også Nationalbanken er kommet med det seneste års tid”, siger Jens Hjarsbech.

Stadig stor forskel på laveste og højeste tilbudte renter
Den gennemsnitlige rente dækker over mærkbare forskelle på de højeste og laveste renter på lån, som Mybankers brugere er blevet tilbudt af bankerne. I maj lød den gennemsnitlige forskel på 0,4 procentpoint for andelsboliglån og 0,5 procentpoint for boliglån.
Dette er dog et gennemsnit over alle ansøgninger i maj. Nogle brugere har oplevet forskelle på de højeste og laveste tilbudte boliglånsrenter på ca. 2,5 procentpoint og på omkring 2 procentpoint for andelsboligrenter i maj.
”Renterne varierer mellem bankerne. Derfor er det en god ide at undersøge markedet, for der kan mange penge at spare, hvis man skal optage lån, eller hvis man allerede har et lån, der måske kan fås billigere”, siger Jens Hjarsbech.
Køber man en ejerbolig til 4 mio. kr. og finansierer 15 pct. med banklån, betyder den gennemsnitlige forskel på 0,5 procentpoint en mulig besparelse på ca. 3.000 kr. før skat i lånets første år.

Bag tallene
Mybankers rentestatistik bygger på de renter, brugere af bankportalen Mybanker får tilbudt af bankerne, når de indsender en ansøgning gennem Mybanker. Hver bruger modtager tilbud fra op til fem banker. Ikke alle ansøgninger ender med et skift til et af de tilbydende banker, og det er ikke altid, brugerne vælger de laveste renter. Derfor er rentestatistikken ikke et udtryk for brugernes nye rente i bankerne, men de renter, bankerne tilbyder potentielt nye kunder.
Bankerne sætter bl.a. deres renter på baggrund af kundernes individuelle forhold som fx aktiver, gæld, indkomst, lånehov mv. Derfor er den gennemsnitlige rente ikke et udtryk for den rente, alle bankkunder bliver tilbudt.
Rentestatistikken dækker over flere tusinde tilbud fra bankerne hver måned til privatpersoner i Danmark. Rentetilbuddene kommer fra Mybankers partnerbanker, der tæller både små, mellemstore og store banker.
Renten er opgjort som den effektive årlige rente.
Andelsboliglån er banklån med sikkerhed i en andelsbolig. Boliglån er banklån med sikkerhed i en ejerbolig eller fritidsbolig. Det omfatter ikke prioritetslån eller ”realkreditlignende banklån” men derimod de boliglån, en boligejer eller -køber vil have i banken ud over realkreditlånet (såkaldt efterfinansiering).
Nationalbanken offentliggør også en månedlig statistik for bankernes renter på lån til boligformål, der dog ikke kan opdeles på boliglån og andelsboliglån. Nationalbankens statistik indeholder også prioritetslån og andre realkreditlignende banklån, hvorfor renten ofte vil være lavere end i Mybankers rentestatistik, da renten på disse lån typisk er lavere.
Mybankers rentestatistik udkom første gang i begyndelsen af maj 2024 og udkommer fast 2. hverdag efter månedsafslutning.
Nøgleord
Kontakter
Jens HjarsbechCheføkonom i Mybanker
Analyser og indsigter i dansk økonomi og det danske bank-, bolig- og rentemarked
Billeder
Vedhæftede filer
Links
Om Mybanker
Mybanker er en bankplatform, der bygger bro mellem borger, samfund og banksektoren
Følg pressemeddelelser fra Mybanker
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Mybanker
Her er Danmarks bedste bank 20254.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mybankers årlige bankundersøgelse viser en stigende tilfredshed med bankerne i 2025. 70 pct. af respondenterne vil anbefale deres egen bank til andre mod 62 pct. sidste år.
Sådan sikrer du det laveste gebyr, når du betaler med kort på ferien28.5.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
For mange danskere går sommerferien snart til udlandet. Og selvom det fortsat kan være en god ide at have kontanter til de små køb i mange lande, kan betalingskortet bruges til langt det meste. Men når du betaler med kort i udlandet, skal du være opmærksom på, at bankerne opkræver et valutagebyr. Gebyret afhænger af, hvilken bank og hvilket betalingskort du har – vi giver et overblik her.
KORREKTION - Så store var friværdierne i landets kommuner i 202316.5.2025 10:15:46 CEST | Pressemeddelelse
Pressemeddelelsen om friværdier i landets kommuner i 2023 fra mandag 12/5 indeholdt forkerte tal for friværdierne. Dette er rettet i denne udgave. Tal for ændringer i friværdierne var korrekte. Ligesom der er meget store forskelle på boligpriserne på tværs af landet, så er der også store forskelle på friværdierne. Vi opgør her de gennemsnitlige friværdier for boligejerne i landets kommuner ved udgangen af 2023.
Så store var friværdierne i landets kommuner i 202312.5.2025 08:36:03 CEST | Pressemeddelelse
Ligesom der er meget store forskelle på boligpriserne på tværs af landet, så er der også store forskelle på friværdierne. Vi opgør her de gennemsnitlige friværdier for boligejerne i landets kommuner ved udgangen af 2023.
Nye rentefald i bankerne giver laveste andelsboligrente i 2,5 år2.5.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mybankers rentestatistik for april 2025 April måned bød på et nyt fald i bankernes rente på andelsboliglån, der nu er på det laveste niveau siden oktober 2022. Det viser denne måneds rentestatistik fra Mybanker.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum