Dyrenes Beskyttelse

Nye regler skal sætte stop for syg hundeavl – men lader andre kæledyr i stikken

Del

Fra 1. juli bliver det forbudt at avle hunde med dårlige hofter, åndedrætsbesvær og ryglidelser. Dyrenes Beskyttelse kalder det et vigtigt skridt mod bedre hundevelfærd, men undrer sig over, at andre kæledyr ikke får samme beskyttelse.

Fra 1. juli bliver det forbudt at avle hunde med åndedrætsbesvær, dårlige hofter og andre lidelser forbundet med usund avl. Dyrenes Beskyttelse efterlyser tilsvarende regler for avl af andre kæledyr.
Fra 1. juli bliver det forbudt at avle hunde med åndedrætsbesvær, dårlige hofter og andre lidelser forbundet med usund avl. Dyrenes Beskyttelse efterlyser tilsvarende regler for avl af andre kæledyr. Foto: Cathrine Cocks/Dyrenes Beskyttelse

I Danmark har det hidtil været tilladt at avle hunde med henblik på et bestemt udseende – selv når dette udseende har medført alvorlige fysiske lidelser. Det har også været lovligt at avle på hunde med kendte arvelige sygdomme uden at lave helbredstjek. Men det bliver der nu sat en stopper for. Fødevarestyrelsen har, med minister Jacob Jensen i spidsen, udarbejdet en ny bekendtgørelse, der fra den 1. juli forbyder avl på hunde med specifikke arvelige lidelser eller skadelige fysiske træk.

Familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse, Jens Jokumsen, roser ministeren for initiativet, men savner lignende regler for andre familiedyr.

"Det er positivt, at politikerne nu prioriterer hundes sundhed og har taget dette vigtige skridt for at sikre deres velfærd. Men det er svært at forstå, hvorfor katte, kaniner, marsvin og andre kæledyr ikke også skal beskyttes mod usund avl. Problemer med ekstreme udseender og genetiske sygdomme ses hos mange arter, og her ser vi samme tragiske mønster som med hundene", siger han.

Kæledyr lider for nuttethed  

Dyrenes Beskyttelse har i årtier gjort politikerne opmærksomme på, at nogle kæledyr bliver avlet for at fremme et bestemt - og ofte nuttet – udseende. For eksempel bliver mange kaniner avlet til at have hængeører, fordi børn og voksne synes, det ser sødt ud. Men når ørekanalerne ikke bliver tilstrækkeligt ventileret, opstår der risiko for kroniske og smertefulde infektioner – noget, der ofte forbliver uopdaget, fordi kaninerne lider i stilhed.

Blandt katteejere er katte med flade snuder et populært valg, men de flade snuder medfører ofte vejrtrækningsbesvær og øjen- og tandproblemer. Også marsvin kan være født med defekter som nedsat hørelse og muskelsammentrækninger, fordi man tilgodeser bestemte udseendemæssige træk frem for dyrenes sundhed.

Kaniner med hængeører er populære kæledyr. Men de lange ører øger risikoen for smertefulde infektioner, fordi ørekanalerne ikke bliver tilstrækkeligt ventileret. Det er blot én af konsekvenserne ved usund avl af kaniner. Foto: Kim Johnsen/Dyrenes Beskyttelse

Hos Dyrenes Beskyttelse oplever man, at sundhedsproblemer på baggrund af dårlig avlspraksis er en generel udfordring hos de forskellige arter, og organisationen efterlyser derfor en bredere regulering, der beskytter alle kæledyr mod usund avl.

"Når vi ser de samme lidelser gå igen hos de forskellige kæledyr, kan man ikke nøjes med at regulere én slags kæledyr. Alle dyr bør fødes med de bedste forudsætninger for at få gode liv", siger Jens Jokumsen.

Han mener derfor, at man har misset en oplagt mulighed i udarbejdelsen af de nye regler.

"Det ærgrer os i Dyrenes Beskyttelse, fordi man med ét enkelt greb kunne have hjulpet tusindvis af dyr. Vi ser dagligt konsekvenserne af en avl, der hverken har fokus på sundhed eller velfærd, og det er dyrene, der betaler prisen", siger han.

Katte, kaniner og marsvin er blandt de dyr, der lider under usund avl – ofte som følge af ønsket om et bestemt udseende. Her ses en kat med flad snude. Foto: Stine Skov-Jensen/Dyrenes Beskyttelse

Forbud mod indavl og beskyttelse af tæver

De nye regler for hundeavl  stiller for første gang detaljerede krav til både sundhed og avlspraksis – uanset om man er privat eller professionel opdrætter. For eksempel bliver det nu forbudt at parre hunde, der er nært beslægtede, såsom søskende, forældre og deres afkom samt bedsteforældre og børnebørn.

Fremover må tæver kun indgå i avl, når de er fysisk modne, og der bliver sat grænser for antallet af kuld. En tæve må højst få fem kuld hvalpe i alt – og aldrig mere end tre kuld inden for to år. Har hun fået to kejsersnit, må hun ikke længere bruges til avl. Tæver over otte år må kun avles på, hvis en dyrlæge vurderer det som sundhedsmæssigt forsvarligt.

De nye regler skal blandt andet beskytte tæver, der fremover højst må få fem kuld hvalpe i alt – og aldrig mere end tre på to år. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Derudover fastsættes specifikke krav for racer med kendte helbredsproblemer. For eksempel:

  • Gravhunde: krav om rygundersøgelse
  • Mops, engelsk og franske bulldogs: BOAS-graduering (luftvejsfunktion)
  • Cavalier king charles spaniels: hjerte- og hjernescanning
  • Albueledsdysplasi og hofteledsdysplasi hos en lang række racer

Kravene gælder også krydsninger, hvor mindst halvdelen af den genetiske baggrund stammer fra de nævnte racer. Hvis disse krav ikke bliver overholdt, risikerer opdrætteren sanktioner, herunder bøder og i alvorlige tilfælde forbud mod fortsat avl.

Der er mange arvelige sygdomme og lidelser knyttet til hundes udseende. For eksempel kan en flad snude give vejrtrækningsproblemer og hornhindesår. Foto: Cathrine Cocks/Dyrenes Beskyttelse

Lang vej til sund avl for alle hunde

Jens Jokumsen er glad for, at man nu politisk griber ind mod både indavl og uansvarligt brug af tæver i avlen, fordi det vil forhindre meget af den lidelse, der sker i dag. Men ifølge ham er det langt fra nok.

"Der er mange andre arvelige sygdomme og lidelser knyttet til hundes udseende, som man også bør se på. I Dyrenes Beskyttelse ser vi gerne, at listen over sundhedskrav bliver langt mere omfattende i fremtiden", siger han.

Selvom de nye regler er en start på en ny tid for dansk hundeavl, kan reglerne ifølge Jens Jokumsen ikke gøre forskellen alene.

"Det er helt afgørende, at reglerne bliver implementeret godt af Fødevarestyrelsen - og at de bliver håndhævet af myndighederne. Hvis vi skal have sunde hunde i Danmark, er myndighederne nødt til at træde til, når opdrættere bryder loven. Ellers vil reglerne ikke have effekt på den lange bane". 

3 gode råd til dig, der ønsker at købe en sund hund

1. Se sundhedspapirer
Bed opdrætteren om dokumentation for sundhedstjek, vaccinationer og eventuelle sundhedstests – både for hvalpen og dens forældre. Læs flere råd om, hvad du skal spørge opdrætteren om her.

2. Undgå ekstremt udseende
Hunde med fladsnudet ansigt har ofte helbredsproblemer. Gå efter sunde proportioner – ikke modeprægede træk. Læs mere her.

3. Mød moren
Hvis du køber en hvalp, så sørg for at møde dens mor. Hvis hun er sund og virker tryg og rolig, er det et godt tegn. Hvis opdrætteren ikke vil vise hende frem, bør du være skeptisk.

Nøgleord

Kontakter

Medievagten i Dyrenes Beskyttelse

Dyrenes Beskyttelses medievagt er tilgængelig døgnet rundt for henvendelser pr. mail eller telefon (modtager ikke SMS)

Tlf:40841512presse@dyrenesbeskyttelse.dk

Om Dyrenes Beskyttelse

Vi hjælper dyr i nød, stopper overgreb mod dyr og kæmper for et respektfuldt og bæredygtigt forhold mellem dyr, mennesker og natur.

Følg pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye