Malthe lavede sin første 3D-printer i 7. klasse. I dag er han elektriker og vil tage sin faglighed til nye højder ved EuroSkills
Når dørene bliver slået op til EuroSkills 2025 i Herning, er det første gang, Danmark er med i konkurrencen Industry 4.0. Malthe Naundrup Nielsen glæder sig til at bevise, at Danmark også kan være med, hvor det gælder.

Navn: Malthe Naundrup Nielsen
Alder: 22 år (født 29. januar 2003)
Uddannelse: Elektriker som EUX
Virksomhed: Bravida
Skole: Roskilde Tekniske Skole (færdigudlært i august 2024)
Konkurrence: Industry 4.0
Hvad laver en elektriker?
- Der er ikke to elektrikere, der er ens. Der er nogle, der er ude på store byggepladser og sætte stikkontakter op og trække kabler. De får en plan, og så er det bare derudad. Der er andre, der hellere vil have opgaver med mere kompleksitet. Det kan fx være at sidde på kontoret og beregne installationer. Man kan også være serviceelektriker, hvor man skal ud til hr. og fru Danmark og lave diverse småopgaver. Det kan også være en boligforening, hvor firmaet har en serviceaftale, og så laver man alt mellem himmel og jord.
Og så er der sådan noget arbejde som mit, hvor vi arbejder på store projekter, der typisk varer flere år, og hvor vi skal udføre alle opgaver inden for projektet. Jeg ved, hvad jeg skal langt fremme i tiden. Det kan jeg godt lide – og jeg synes, det er fedt at se alle de småting, vi laver, blive til et stort projekt, som jeg har arbejdet på fra start til slut.
Hvorfor valgte du denne uddannelse?
- Jeg havde i meget lang tid gået med tanken om, at jeg skulle et eller andet med maskiner og elektronik. I 5. klasse blev jeg it-supporter på min folkeskole sammen med min gode kammerat, og i 6. klasse begyndte vi at få løn for det. Vi hjalp med at sætte computere op, sørgede for, at projektorerne virkede, og at der var lys og lyd i festsalen. Der fik jeg introduktionen til alt det tekniske og idéen om, at jeg skulle noget håndværksmæssigt – og så havde jeg også bare en generel interesse for elektronik.
Jeg valgte elektriker-uddannelsen som EUX, hvor man får et svendebrev og en studentereksamen på samme tid. Jeg ville gerne have det gymnasiale med, fordi specielt matematik er noget, jeg kan bruge rigtig meget, også til det, jeg laver nu. Og så har jeg også mulighed for at videreuddanne mig på et senere tidspunkt.
Hvad er det bedste ved dit fag?
- Noget af det fedeste er samarbejdet. Jeg sidder med en masse dygtige kollegaer, og det er fedt at sparre og nørde med dem. Så finder vi ud af, om der er en nemmere eller smartere måde at gøre tingene på.
Det er også fedt at lære fra sig. Jeg har min egen lærling, og det er en god udfordring: at få ham til at løse opgaverne på en god måde. Så han forstår, hvorfor det skal gøres sådan – og ikke bare gør det, fordi han har fået at vide, at det er sådan, man gør.
Det er også sjovt at samarbejde tværfagligt. Jeg samarbejder med en masse køleteknikere på store kølecentraler. De lærer fra sig og fortæller om, hvordan maskinerne fungerer, så jeg bl.a. er blevet bedre til at starte dem op. Det giver rigtig meget. Man lærer en masse, samtidig med at man får nogle gode relationer. Det er bare en fed hverdag.
Hvad er din rolle i dit firma, og hvad er dine opgaver?
- Hvis man skulle give mig en titel, ville det nok være systemudvikler. Jeg er 70-80 pct. af min tid på kontoret og 20-30 pct. ude for at teste, idriftsætte osv. Jeg sidder og programmerer store industrielle styringer. I de automatiske anlæg, vi arbejder på, er der en masse individuelle enheder, der skal kædes sammen af de her styringer. I Bravida har vi specialiseret os inden for bygningsautomatik til industrien, så der er meget store krav til driftssikkerhed.
Er der noget, du har fået særlig ros for at være god til?
- Jeg har fået ros for at være meget lærenem. Altså, at jeg bare skal se tingene en eller to gange, og så kører det bare på autopilot. Og for at være god til at undersøge tingene. Altså, at være nysgerrig – og det er jeg. Jeg bruger også gerne min fritid på at sætte mig ind i de her ting, fordi det fascinerer mig.
Bruger du dit fag til noget i din fritid?
- Jeg byggede min første 3D-printer i 7. klasse. Mark 1 kaldte jeg den. Året efter skilte jeg den fuldstændig ad, udtænkte et nyt design, og byggede den igen. Nu er jeg så oppe på, at jeg har Mark 4 stående derhjemme. Jeg har også lavet nogle andre 3D-printere, min egne loddestation og nogle lamper. Jeg laver også mine egne printplader, og jeg er medejer af et firma, der laver lys og lyd til fester.
Hvor meget fylder den grønne omstilling i din uddannelse og dit arbejde?
- Vi har meget fokus på energioptimering. I forhold til bygningsautomatik handler det fx om, at lyset bliver slukket, når der ikke er nogen i et lokale, og at man sørger for ikke at opvarme et lokale, som ikke bliver brugt.
Man kan også kigge på, hvor meget energi man bruger. Det er faktisk sværere, end man skulle tro, på sådan nogle store anlæg. Når man samler alle værdierne, kan man sammenligne dem over tid og se, hvor meget man bruger i forskellige perioder, og hvad man kan gøre for at optimere det. Der er rigtig meget, man kan kigge på, når man har styr på, hvor energien løber hen.
Det er megafedt at arbejde med, hvordan man bruger jordens ressourcer på en ansvarlig måde. Det er en god tanke, at noget jeg laver, er med til at spare på energien.
Til EuroSkills skal du konkurrere i kategorien ”Industry 4.0”. Hvad er industri 4.0?
- Det er den fjerde industrielle revolution. I den tredje industrielle revolution fik vi automatisering af processer, hvor man begyndte at lave automatiserede produktionslinjer. I den fjerde industrielle revolution indsamler man en masse data fra anlæggene, og alle enhederne i et anlæg bliver forbundet med noget, der hedder IOT, Internet Of Things. Så alt er forbundet med hinanden og kan snakke sammen. På den måde kan man fx se, hvornår en maskine skal serviceres, så man bedre kan undgå uventede stop, og man kan optimere processerne endnu mere.
Hvad betyder det for dig at du skal deltage i EuroSkills?
- Det betyder rigtig, rigtig meget at få lov til at vise, hvad jeg kan, og at få lov til at konkurrere mod andre lande. Vi skal jo på en måde bevise, at vi i Danmark også kan finde ud af det her med automation og intelligente maskinanlæg. Det er tyskerne og schweizerne, der har siddet på tronen de sidste par år, og specielt schweizerne skulle være rigtig skarpe. Vi skal vise, at vi også kan noget i Danmark – for selvfølgelig kan vi det.
Hvad gør du for at forberede dig?
- Min makker, Andreas, og jeg laver en masse ting sammen med vores træner, Michael. Det er sådan set bare at øve alle de forskellige ting i konkurrencebeskrivelsen igennem igen og igen, så vi kan gøre det hurtigere og bedre. Vi har fået lov til at låne et maskinanlæg, som minder rigtig meget om det, vi skal arbejde på til EuroSkills, så vi kan træne med et fysisk anlæg i stedet for bare at sidde ved computeren og simulere det hele.
Hvad glæder du dig mest til?
- At skulle samarbejde med Andreas og det teamwork, vi skal have. Jeg glæder mig til at se, hvor gode vi er blevet til at bruge meget få ord til at beskrive, hvad vi gerne vil – for der kommer ikke til at være meget tid til at snakke, og der kommer også til at være meget larm.
Er der ellers noget, du håber på at få ud af din deltagelse?
- At få lært en masse nye ting, som jeg ikke har arbejdet så meget med før. Og så bliver det bare en megafed rejse mod EuroSkills med masser af god træning. Vores træner har fx planer om, at vi skal udsættes for en masse støj under træningen, fordi vi skal simulere miljøet til EuroSkills.
Vi har også fysisk træning og en diætist og en mentalcoach. Det er bare et fedt forløb, som jeg får rigtig meget ud af, både personligt og arbejdsmæssigt. Det er ”once in a lifetime”, så det er bare med at suge til sig og tage alle de gode erfaringer og oplevelser med sig.
Malthe deltager i konkurrencefaget Industry 4.0, som er støttet af DI - Dansk Industri, Dansk Metal og Dansk El-Forbund.
Nøgleord
Kontakter
Marcus Wennberg Hauerslev
Tlf:33779120mhb@iu.dkBilleder
Følg pressemeddelelser fra Industriens Uddannelser
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Industriens Uddannelser
Lastvognsmekaniker Tobias Kjærgaard Madsen: Jeg går gerne mine egne veje6.6.2025 11:05:11 CEST | Pressemeddelelse
Lastvognsmekaniker Tobias Kjærgaard Madsen har aldrig været bange for at prøve noget nyt og gå sine egne veje. Med erfaring fra både DM i Skills og WorldSkills er han nu klar til at tage udfordringen op ved EuroSkills i Herning. Tobias håber, at hans deltagelse kan inspirere andre unge til at få øjnene op for de mange muligheder i mekanikerfaget.
Carl blev introduceret til kodning i 4. klasse – nu jagter han EuroSkills-triumf13.5.2025 14:07:51 CEST | Pressemeddelelse
21-årige Carl Lee Ladefoged bruger det meste af sin fritid på at træne frem mod EuroSkills 2025 i Herning, hvor han stiller op i kategorien IT Software Solutions for Business. Carl kan godt lide at sætte sig mål og arbejde frem mod dem. Sådan har han tidligere opnået sort bælte i karate, og nu er målet en podieplads til mesterskaberne i Herning.
Lukas fra Valby er Danmarks bedste bygningssnedker. Nu går han efter guldet til EuroSkills9.5.2025 12:17:55 CEST | Pressemeddelelse
Et lille talent og masser af træning. Det er Lukas’ egen forklaring på, hvordan han er nået så langt. Og når han trækker i den røde landsholdstrøje, bliver han ekstra motiveret til at gøre det godt.
20 nye fag: Data, cloud og bæredygtighed fylder nu meget mere på automatikteknikeruddannelsen5.5.2025 08:15:21 CEST | Pressemeddelelse
20 nye fag, nye kompetencemål, ny svendeprøve. DI og Dansk Metal har i regi af Metalindustriens Uddannelsesudvalg lavet gennemgribende ændringer i automatikteknikeruddannelsen, så den matcher den teknologiske udvikling og de nye krav på virksomhederne inden for fx dataopsamling, internet of things og bæredygtighed.
Magnus fra Viborg forfølger drømmen – og EuroSkills 2025 er næste stop30.4.2025 10:05:26 CEST | Pressemeddelelse
21-årige Magnus Holmgaard Jørgensen er lærling hos Grundfos og bliver færdigudlært som automatiktekniker til sommer. Til daglig arbejder han med vedligehold og fejlfinding på plaststøbemaskiner og samlebånd. Til EuroSkills 2025 i Herning stiller han op i Mechatronics sammen med sin makker Sofie. Det bringer ham tættere på drømmen om selv at udvikle og bygge maskiner fra bunden.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum