Et København med plads til alle – nye indsatser i udsatte byområder
Siden 2011 har København arbejdet målrettet for at sikre, at byen skal blive en mere blandet og sammenhængende by med attraktive by- og boligområder, som man kan være stolt af. Det er gennemført ved hjælp af politikken for Udsatte Byområder, som blandt har været medvirkende til, at Københavns Kommune ikke længere har byområder på statens liste over parallelsamfund.
Politikken for Udsatte Byområder er løbende blevet opdateret – senest i 2017. Og nu skal der vedtages en ny politik, der strækker sig frem til 2035, og som vil blive fulgt op af en samlet handleplan for kommunens arbejde i de udsatte byområder.
Politikken er en del af forklaringen på, at Københavns Kommune ikke længere har byområder på statens liste over parallelsamfund. Fx har Tingbjerg, Aldersrogade og Mjølnerparken tidligere optrådt på listen.
Vi er i Københavns Kommune stolte af, at byområderne er blevet mindre udsatte over de seneste syv år. Men vi vil arbejde videre længere for at nå vores endemål: en by helt uden udsatte byområder. Det kræver en politik, og det kræver, at der løbende sættes budgetmidler af til arbejdet.
Citater:
”København skal være en tilgængelig og blandet by, hvor der er plads til alle i fællesskabet uanset baggrund eller økonomi. Alle skal have gode og tidssvarende boliger i et byområde, hvor der er plads til og mulighed for sociale aktiviteter uden for hoveddøren. Vi skal også sikre adgangen til attraktive grønne områder for alle,” siger Line Barfod (EL), teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune.
”I mange år har vi arbejdet målrettet for, at de udsatte boligområder i byen er blevet mindre udsatte. Det er et så vigtigt arbejde at fortsætte. For selvom vi ikke længere har boligområder på listen over parallelsamfund, så er der fortsat forebyggelsesområder. Derfor skal vi blive ved med at løfte boligområderne i byen. Vi skal have flere med i fællesskaberne, og vi skal hjælpe til med, at flere udsatte kommer i beskæftigelse,” siger Lars Weiss (S), overborgmester i Københavns Kommune.
”Det skal ikke være unges postnummer, der afgør deres fremtid. Indsatsen i de udsatte byområder skal åbne dørene, så flere unge får endnu flere muligheder. Derfor er jeg meget stolt af de resultater, vi allerede har lavet i Tingbjerg, hvor vores indsats for at få unge ind på en ungdomsuddannelse har været en stor succes. I 2022 fortsatte 100 procent af afgangseleverne fra Tingbjerg Skole på en ungdomsuddannelse. De erfaringer skal vi tage med videre, så vi kan gøre en forskel for flere af byens børn,” siger Jakob Næsager (K), børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune.
”København er en blandet by på godt og ondt, og det betyder, at den sociale ulighed i sundhed er stor. Derfor er det vigtigt, at vi løfter vores udsatte byområder. For beboerne hér bliver oftere indlagt, har flere psykiske og somatiske sygdomme og modtager mere hjælp og støtte i den sidste del af livet end resten af københavnerne. Der skal en langsigtet indsats til, hvis vi vil forbedre sundhedstilstanden i byens udsatte områder. I Tingbjerg har vi for eksempel et rigtig godt samarbejde med store og små aktører om at rykke sundhedstilbud tæt på borgerne. Og andre steder har vi succes med at tilknytte socialrådgivere til lægepraksisser. Det giver mulighed for at give den rette hjælp til borgere, som både har sundhedsmæssige og sociale udfordringer,” siger Sisse Marie Welling (SF), sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune.
”Kultur- og fritidslivet tilbyder mange positive fællesskaber for børn og unge, der kan bidrage til både fysisk og mental trivsel. Og det er helt afgørende, at også børn og unge i de udsatte boligområder bliver en del af fællesskaberne og får den rette hjælp til at finde og indgå i disse.
Erfaringer viser, at det at være en del af kultur og idrætslivet og indgå i lokale fællesskaber er afgørende for både trivsel og livsmestring,” siger Mia Nyegaard (RV), kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune.
”Parallelsamfundsloven har været en gave til København. Med solide værktøjer i hånden har vi gjort op med de mørke pletter på københavnerkortet og er godt på vej mod at skabe en by, hvor alle dele af København er ved at blive til attraktive byområder. Den udvikling skal vi fortsætte, så vi får en ægte blandet by, hvor der ikke er områder, hvor danske værdier er skubbet i baggrunden til fordel for et formørket syn på kvinders rettigheder og frihed til at være den, man er. Uanset hvilken baggrund man har, så skal man bidrage til fællesskabet. Nogle kan bidrage med mere end andre, men det afgørende er, at alle er med, for det eneste mirakelmiddel, der findes, er at få mennesker i beskæftigelse. Derfor er jeg glad for, at der også i den kommende politik for udsatte byområder er fokus på både beskæftigelse, men også bekæmpelse af negativ social kontrol,” siger Jens-Kristian Lütken (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune.
”De sociale helhedsplaner i de almene boligområder er afgørende for at skabe lige vilkår for alle. Her er det beboerne i de enkelte boligområder, der er med til at udvikle og prioritere indsatser, og det er afgørende for succes. Vi kan læse i den årlige børnefattigdomsundersøgelse, at uligheden mellem de forskellige bydele vokser. Derfor skal vi sætte ind dér, hvor behovet er størst, og samtidig have fokus på ikke at slippe en bydel, når vi opstarter indsatser i en ny. Kontinuitet er vigtig for at fastholde en positiv udvikling,” siger Karina Vestergård Madsen (EL), socialborgmester i Københavns Kommune.
Frem mod 2035 er det vores fokus at sikre, at København bliver en by, som danner ramme om det gode hverdagsliv for alle københavnere. Vi har to strategiske mål:
- Alle københavnere skal have gode livschancer og muligheder, uanset hvor de bor.
- Alle københavnere skal opleve trygge og attraktive byområder, der skaber rammerne for et godt liv
I perioden 2025 til 2035 måles udsathed på kriterier, der støtter op om de to strategiske mål: nedbringelse af børnefattigdom, tryghed i by- og boligområdet, sundhed og unges overgang til ungdomsuddannelse, ligesom der fortsat måles på udsathed i form af andelen af beboere uden uddannelse, deres indkomst og ledighed.
FAKTA:
Sammenfatning af resultaterne af arbejdet med Politik for Udsatte Byområder 2017 – 2025
Der har i perioden 2017 – 2025 været særlig positiv inden for følgende:
- Højere fagligt niveau blandt folkeskolens elever i de udsatte byområder
- Færre udsættelser af bolig i de udsatte byområder
- Øget lighed i sundhed i de udsatte byområder
- Færre børn med sproglige vanskeligheder i de udsatte byområder
- Færre unge kriminelle i udsatte byområder
- Flere børn i de udsatte byområder går i dagtilbud
- Flere unge i de udsatte byområder får en uddannelse
- Flere børn og unge i udsatte byområder skal være aktive i kultur- og fritidslivet
- Bedre byliv i de udsatte byområder
- Mere sammenhængende by
- Mere attraktive boliger af tidssvarende kvalitet i de udsatte byområder
Udviklingen har vist en mindre fremgang i forhold til følgende:
- Flere borgere over 30 år i udsatte byområder kommer i job og uddannelse
- Færre utrygge i de udsatte byområder
- Mere blandet boligmasse i de udsatte byområder
Endelig viser udviklingen ingen fremgang eller utilstrækkelig datakvalitet i forhold til:
- Færre unge i de udsatte byområder oplever diskrimination
- Mere medborgerskab i de udsatte byområder
- Færre unge i de udsatte byområder oplever social kontrol
- Flere borgere i udsatte byområder stemmer til kommunalvalg
Nøgleord
Kontakter
Teknik- og Miljøforvaltningens pressevagt
Tlf:2327 8090presse@tmf.kk.dkFølg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen
København har vedtaget en ny klimastrategi for de næste 10 år18.9.2025 18:20:17 CEST | Pressemeddelelse
Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune har nu vedtaget en historisk ambitiøs klimastrategi, der for første gang i København også har målsætninger for byens globale klimaaftryk. Den vedtagne Klimastrategi 2035 sætter retningen for byen på klimaområdet de næste 10 år. Strategien erstatter den nuværende Klimaplan KBH2025, der udløber i år.
Københavns Kommune har modtaget endelig sikkerhedsrapport om Njals Tårn11.9.2025 11:37:19 CEST | Pressemeddelelse
Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget den endelige rapport, som analyserer bygningen Njals Tårns tilstand og sikkerhed. Rapporten bekræfter, at bygningen i sin nuværende tilstand fortsat er sikker, men skal forstærkes før byggeriet evt. kan fortsætte.
Line Barfod om københavnsk budget: Stolt af det største cykelbudget nogensinde4.9.2025 10:34:13 CEST | Pressemeddelelse
Årets budgetaftale i Københavns Kommune er den største nogensinde, når det kommer til beløb afsat til cykelrelaterede projekter. Der er i alt afsat over 600 mio. kr. til projekter, som forbedrer København som cykelby og gør det mere trygt og sikkert at færdes i byen på cykel.
Vinderen fundet: Ny kæmpepark i Nordhavn får plads til både stilhed, strand, sport og vilde naturoplevelser27.8.2025 07:36:28 CEST | Pressemeddelelse
Rum til ro og natur, fodboldbaner og aktivitetsmuligheder samt laguner, stensætninger, sandstrand og træbrygger, der understreger parkens placering ved kysten. Det er nogle af de elementer, københavnerne kan se frem til i den nye park i Nordhavn. Team SLA har vundet arkitektkonkurrencen om den enestående park, der kommer til at sætte et stort positivt præg på den fremtidige udvikling af København og Nordhavn.
Under Copenhagen Sprint kan du nu genbruge din take-away emballage21.6.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I denne weekend under Copenhagen Sprint kan man aflevere sin genbrugsemballage i en stander 21 steder på cykelruten ved Statens Museum for Kunst, Rådhuspladsen og Runddelen. Indsatsen finansieres af EU-midler og Københavns Kommune står for projektet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum