Københavns første sidste skoledagsfestival løber af stablen på fredag
For at give folkeskolens afgangselever en tryg og festlig afslutning inviterer Københavns Kommune og UngEnrgi til byens første sidste skoledagsfestival – et pilotprojekt og alkoholfrit alternativ til uformelle fejringer.

Over 1.700 afgangselever har tilmeldt sig Sidste Skoledagsfestivalen 2025 – en endagsfestival med fokus på fællesskab, glæde og gode minder, der markerer en ny og positiv måde at fejre overgangen til næste kapitel i de unge københavneres liv. Og på fredag den 16. maj fra klokken 12.00 til 20.00 går det løs med festivalen i Bellahøjparken.
Initiativet har fra start mødt stor politisk opbakning fra Københavns Borgerrepræsentation, og flere af politikerne kigger forbi festivalen på fredag for at bakke op om en vellykket debut.
– Københavns børn og unge fortjener en festlig afslutning på ti år i folkeskolen. Derfor er jeg er glad for, at vi nu prøver idéen med en sidste skoledagsfestival. Det har været en vigtig prioritet for mig som både børne- og ungdomsborgmester og som far. Jeg har en klar ambition om, at København skal være Danmarksmester i børne- og ungeliv og med fagligt stærke skoler og en festlig afslutning er vi godt på vej, siger børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager, Konservative.
Når sidste skoledag er rundet af på skolerne, fortsætter eleverne sammen med deres lærer til Sidste Skoledagsfestivalen 2025, som byder på liveoptrædener med populære navne som Valentin, Omar, Berg og Icekiid. Der er lagt op til en dag i fællesskabets tegn – med god musik, mad og alkoholfrie drikke til elevvenlige priser og trygge rammer.
Lokalt initiativ skabt af unge – for unge
Festivalen er skabt af folkeskolelærerne Viktoria Hartmann og Elisabeth Lynggaard fra Brønshøj og Højdevangens Skole, som brænder for en sundere ungdomskultur med fællesskab og tryghed – i tæt samarbejde med de unge selv.
- Dagens program er sat sammen ud fra en tæt dialog med både Københavns Fælleselevråd og vores Ungepanel med elever der går i 9. klasse i København. Og så har vi sat en tryg ramme for festen med et stærkt hold af frivillige kræfter, eksterne vagter og et hold samaritter, fortæller Elisabeth, medstifter og lærer på Højdevangens Skole.
Forud for festivalen har UngEnrgi gennemført spørgeundersøgelser, der viser, at alkohol ikke er på afgangselevernes ønskeliste for sidste skoledag.
- Vi er lykkedes med at sætte fokus på alt det de unge ønsker sig allermest til sidste skoledag – nemlig en festlig dag med skolevennerne, en masse andre jævnaldrende, musik med deres favoritartister - og et fællesskab, hvor alle kan være med. På den måde er alkohol slet ikke en del af dagen, fortæller Viktoria, medstifter og lærer på Brønshøj Skole.
De unge glæder sig – og ordet har spredt sig
Annonceringen af festivalen har skabt stor begejstring blandt københavnske elever. Vera Lydia Svea Holritzer, 9. klasse på Brønshøj Skole, siger:
- En alkoholfri sidste skoledag er en fantastisk idé, fordi det skaber en tryg og hyggelig afslutning for alle. Det handler ikke om at drikke sig fuld – men om at fejre, at vi har gået i skole sammen i mange år, og nu skal videre i livet. Det ville være fedt, hvis endnu flere skoler begyndte at gøre det på samme måde, siger Vera Lydia Svea Holritzer, der bakkes op af skolekammeraten Sofie Yigen Korsholm:
- Min holdning er, at festivaler gør, at man kan have det sjovt og prøve nogle forskellige og nye ting. For mig kommer sidste skoledag til at være uforglemmelig.
Skolelærere og forældre håber koncept bliver en tradition
Alle afgangselever fra skolerne i Brønshøj-Husum og Vanløse er automatisk tilmeldt festivalen. Øvrige skoler i København har også haft mulighed for at deltage. Festivalen har nu nået sit maksimale deltagerantal og er blevet godt modtaget – især af lærerne, der ser det som en meningsfuld markering for både elever og dem selv midt i en travl tid med prøver og afsked.
- En sidste skoledagsfestival er en god måde at afslutte med sine elever på en hyggelig og festlig måde. Det er en eftermiddag hvor fokus bliver fjernet fra afgangsprøver og eksamens pres for en stund og det er rigtig dejligt, siger Mads Christian Toft Salomonsen fra Brønshøj Skole.
Forældrene støtter også projektet og håber, at festivalens koncept gentages fremadrettet. En af dem, Regitze Brønnum, mor til en 8. klasses elev på Kildevældskolen på Østerbro, siger:
- Jeg håber virkelig, at dette initiativ kan fortsætte. Det kan være med til at styrke fællesskabet, skabe gode rammer og nye traditioner for kommende afgangsklasser. Det er vigtigt at unge i folkeskolen bliver guidet lidt, og når det sker i øjenhøjde og med fokus på fællesskab og gode oplevelser, tror jeg på, at det kan gøre en stor forskel.
Nøgleord
Kontakter
PressetelefonenBørne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune
Tlf:29 45 40 73presse@buf.kk.dkViktoria Lundehøj Hartmann & Elisabeth Valentin LynggaardStiftere og folkeskolelærer i KøbenhavnForeningen UngEnrgi
Tlf:+45 23 65 10 15Tlf:+45 60 14 83 99ungenrgi@gmail.comwww.ungenrgi.dk/sidste-skoledags-festivalFakta om Sidste Skoledagsfestival 2025
Sidste Skoledagsfestival er et alkoholfrit og fællesskabsorienteret alternativ til fejring af folkeskolens afgangselever. Skabt af unge, for unge, og støttet af Københavns Kommune, afholdes festivalen som et pilotprojekt i 2025. Deltagelse er gratis for både skoler og elever. Skoler i Brønshøj/Husum og Vanløse er automatisk tilmeldt, og øvrige skoler i kommunen kan også deltage. Festivalen er udviklet i samarbejde med lokale unge og Københavns Fælleselevråd. I Københavns Kommunes Overførselssagen 2024/2025 er der afsat 1,3 mio. kr. til UngEnrgi og festivalen. Tilskuddet gælder kun for 2025.
Dato: 16. maj 2025
Tid: 12:00 – 20:00
Sted: Bellahøj Markedsplads, Hvidkildevej 66, 2400 København NV
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Børne- og Ungdomsforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Børne- og Ungdomsforvaltningen
OL-ånden flytter ind på amagerskoler: Skole OL-finalen starter i morgen16.6.2025 14:33:33 CEST | Pressemeddelelse
Skole OL-finalen er igen tilbage i København efter en årrække i Jylland, og næsten 8000 skoleelever fra hele landet skal de kommende fire dage dyste på Sundby Idrætspark på Amager. Frivillige kræfter og to amagerskoler har sikret overnatning for de mange tilrejsende finalister.
Nyt initiativ giver Københavns 7. klasser indblik i fremtidens arbejdspladser10.6.2025 10:48:29 CEST | Pressemeddelelse
Den 11. juni fyldes København af omkring 4.000 nysgerrige 7.-klasseselever, der forlader klasselokalet for at opleve arbejdspladser rundt om i byen. Erhvervsdagen 2025 – inspireret af Kulturnatten og Motionsdagen – skal give eleverne et hands-on indblik i forskellige brancher og styrke koblingen mellem skole og erhvervsliv.
I København er vi godt i gang med at sikre høj kvalitet i byens dagtilbud23.5.2025 10:39:57 CEST | Pressemeddelelse
I København har vi høje ambitioner for den pædagogiske kvalitet, og vi ser derfor VIVE og EVA’s nye undersøgelse af kvaliteten i kommunale daginstitutioner som en tydelig bekræftelse af behovet for det arbejde, vi allerede gør for at styrke kvaliteten i hovedstadens daginstitutioner.
I dag spiser skoleelever første måltid fra nyt kæmpekøkken20.5.2025 12:33:13 CEST | Pressemeddelelse
Da tusindvis af københavnske skoleelever i dag satte sig til frokost, var det ikke bare dagens ret, de fik serveret – det var den allerførste, der er produceret i skolemadordningen EAT’s nye storkøkken.
Ny undersøgelse viser høj trivsel blandt medarbejderne i de københavnske skoler og dagtilbud – men særligt to forhold kalder på fokus6.5.2025 11:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Kommunens seneste trivselsundersøgelse viser, at der fortsat er høj trivsel i arbejdet blandt de ansatte i Børne- og Ungdomsforvaltningen. Samtidig peger undersøgelsen på to områder, hvor der er behov for nysgerrighed og handling.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum