Beskæftigelsesministeriet

Bedre hjælp til forældre i sorg eller med indlagte spædbørn

Del

Nye regler for ret til fravær og dagpenge skal give større sikkerhed for forældre, der har mistet et barn eller har nyfødte, der er indlagt eller er hjemsendt fra hospitalet til behandling hjemme i vante omgivelser.

Lovforslaget, der blev 1. behandlet i går, skal sikre større tryghed for forældre, der enten mister et barn eller har nyfødte indlagt over længere tid.

De nye regler vil betyde, at spørgsmål om økonomi vil fylde mindre for forældre, der står midt i en livskrise. Færre forældre risikerer, at store dele af deres tid med barselsdagpenge bliver brugt på at passe det syge barn hjemme. Samtidig vil forældre, der har mistet et barn, kunne gå længere tilbage i tid og få beregnet deres ret til dagpenge ud fra indkomsten op til tiden med tabt arbejdsfortjeneste.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen:

- Det her lovforslag handler om, at vi i højere grad griber forældre, der står i en ubegribelig svær situation. Med lovforslaget sikrer vi bedre vilkår og muligheder for at få dagpenge, så økonomisk utryghed fylder mindre i en tid, hvor kræfterne skal bruges på familien. 

Med lovforslaget bliver forældres ret til fravær og barselsdagpenge forlænget fra i alt tre måneder tilsammen til 12 måneder for hver forælder i forbindelse med hospitalsindlagte nyfødte børn. Samtidig sidestiller man såkaldt ”tidligt hjemmeophold” med behandling i hjemmet med hospitalsindlæggelser, så forbedringerne også gælder for dem, der bliver hjemsendt til færdigbehandling i eget hjem.

Derudover bliver retten til dagpenge under sorgorlov udvidet for forældre, der mister et barn, og som har modtaget tabt arbejdsfortjeneste ved pasning af et sygt barn i hjemmet i mere end to år. Lovforslaget indebærer, at der ved opgørelsen af beskæftigelseskravet for ret til dagpenge under sorgorlov vil kunne ses bort fra alle perioder, hvor forælderen har modtaget tabt arbejdsfortjeneste.

De to initiativer på barselsområdet udspringer af aftalen om finansloven for 2025 indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre. 

Initiativet om bedre barselsvilkår til forældre med indlagte nyfødte børn foreslås at træde i kraft 1. januar 2026. Ændringen vil omfatte forældre til børn, der er født eller modtaget den 1. januar 2026 eller senere.

Initiativet om udvidet ret til dagpenge under sorgorlov foreslås at træde i kraft 1. juli 2025. Det betyder, at ændringen vil omfatte forældre, der begynder en periode med sorgorlov den 1. juli 2025 eller senere.

Ændringerne skønnes at medføre offentlige merudgifter før skat og tilbageløb på 5,7 mio. kr. i 2025 og 18,6 mio. kr. årligt fra 2026 og frem.

Kontakter

Beskæftigelsesministeriet
Pressevagt: 51232830

Følg pressemeddelelser fra Beskæftigelsesministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Beskæftigelsesministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye