Dømte kriminelle i retspsykiatrien får frataget forsørgelsesydelser
Det skal ikke længere være muligt at få udbetalt forsørgelsesydelser fra det offentlige, når man bliver dømt til anbringelse eller behandling i retspsykiatrien. Det fremgår af en delaftale under forhandlingerne til en ny beskæftigelsesreform.
Det skal ikke længere være muligt for retspsykiatriske patienter dømt til anbringelse eller behandling at modtage forsørgelsesydelser, mens de er anbragt i retspsykiatrien. På den måde ensretter man reglerne for udbetaling af forsørgelsesydelser mest muligt med dem, der allerede gælder for indsatte og varetægtsfængslede i fængsler og arresthuse.
Aftalen er lavet af regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.
Efter de gældende regler kan en person godt få udbetalt fx førtidspension, selvom vedkommende er dømt til anbringelse eller behandling i psykiatrien, mens udbetalingerne stopper, hvis afsoningen derimod sker i et fængsel.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen:
- Vi har tidligere set konkrete eksempler på personer, som har begået alvorlig kriminalitet, og derfor er anbragt i retspsykiatrien, hvor de får betalt kost og logi. Så er det da dybt uretfærdigt og urimeligt, at de samtidig kan hæve en førtidspension måned efter måned. Det får vi sat en stopper for nu. Du skal ikke kunne få penge fra det offentliges kasse, når du er blevet dømt for grov kriminalitet, og komme ud med en mindre formue, når du bliver løsladt eller udskrevet – uanset om du sidder i fængsel eller er anbragt i retspsykiatrien.
Beskæftigelsesordfører Kim Valentin, Venstre:
- Det er på tide, at reglerne nu gøres ens for indlagte i retspsykiatrien og fængselsindsatte. Det er for mig en selvfølge, at man ikke modtager offentlige ydelser, når man er dømt for en forbrydelse og nu afsoner sin dom. Det skal naturligvis være sådan, at det er ligegyldigt, om det er en fængselsdom eller en behandlingsdom i retspsykiatrien.
Beskæftigelsesordfører, Nanna W. Gotfredsen, Moderaterne:
- Regelforenkling, såvel egentlig forenkling som oprydning i og på tværs af regelsæt, er en vigtig dagsorden for os i Moderaterne. Dette ikke mindst, så gældende ret er til at forstå og mødes af accept fra flest muligt. Ydelser til udgifter, man ikke har, er ikke rimelige. Det skridt, der her tages, samtidig med at der bliver givet et mindre beløb til fornødenheder, er allerede på den baggrund et både rimeligt og fornuftigt skridt at tage.
Beskæftigelsesordfører Charlotte Munch, Danmarksdemokraterne:
- Vi løftede den her sag i folketingssalen, og derfor er jeg også glad for, at regeringen har valgt at bakke os op. Det giver simpelthen ikke mening, at dybt kriminelle anbragt i psykiatrien har kunnet leve med gratis kost og logi og samtidig fortsætte med at modtage sociale ydelser. Når man får sin dom, så er det for at udstå en straf – og ikke for at kunne spare en mindre formue op under sin anbringelse.
Beskæftigelsesordfører Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti:
- Er det rimeligt og godt for retsfølelsen, at man kan afsone en dom med kost og logi, og at man samtidig kan spare op af den overførselsindkomst, som netop skulle gå til, at man kan få et sted at spise og sove? Det synes vi ikke i Det Konservative Folkeparti. Vi mener heller ikke, at det er ansvarlig forvaltning af skatteyderes penge. Derfor er vi med i denne aftale, der sætter en forsørgelsesydelse på pause under afsoning i retspsykiatrien.
Beskæftigelsesordfører Nick Zimmermann, Dansk Folkeparti:
- Nu tager vi et lille skridt i den rigtige retning. Reglerne ensrettes mellem retspsykiatrien og fængslerne ved at lave et stop for forsørgelsesydelser under afsoning. Ydelserne bliver dog genoptaget ved løsladelse, og derfor er det heller ikke en holdbar løsning ift. de mange kriminelle udlændinge, der i dag udnytter det danske samfund. Kriminelle udlændinge skal ikke have en eneste krone af den danske stat, men i stedet hjemsendes. Det skal være slut med, at vi er til grin for egne penge.
Beskæftigelsesordfører Samira Nawa, Radikale Venstre:
- I Radikale Venstre mener vi, at det er helt rimeligt, at ydelsen ophører, hvis man bliver idømt behandling i retspsykiatrien. Det samme gør sig i dag gældende for ydelsesmodtagere, der får en fængselsdom, og det er kun rimeligt, at de to grupper sidestilles. Det har været vigtigt for os, at udbetaling af den relevante ydelse genoptages, når behandlingen i retspsykiatrien er ophørt.
Beskæftigelsesordfører Jens Joel, Socialdemokratiet:
- Det er ikke rimeligt, at økonomien for indsatte er så forskellig alt efter hvilken dom, man har fået. For man skal selvfølgelig ikke have mulighed for at modtage offentlige ydelser og spare store summer op, hvis man samtidig er dømt til længere ophold på psykiatrisk afdeling og ikke har udgifter til hverken kost eller logi. Derfor er jeg glad for, at vi med aftalen ligestiller indsatte i fængsler og i retspsykiatrien.
Reglerne skal både gælde for nuværende og kommende anbringelses- og behandlingsdømte. De seneste tal fra 2022 viser, at omkring 1.600 personer svarende til omtrent 65 pct. af alle igangværende foranstaltningsdomme i retspsykiatrien vil være omfattet. Indlæggelsen i retspsykiatrien er vederlagsfrit. De pågældende borgere vil i stedet kunne modtage et månedligt beløb til personlige fornødenheder.
Det forventes, at de nye regler frigiver et samlet provenu på 145 mio. kroner årligt. Midlerne vil indgå i forhandlingerne om en ny beskæftigelsesreform.
Kontakter
Beskæftigelsesministeriet
Pressevagt: 51232830
Følg pressemeddelelser fra Beskæftigelsesministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Beskæftigelsesministeriet
EU’s beskæftigelsesministre sætter tydelig retning for mere fair og konkurrencedygtige arbejdsmarkeder8.7.2025 15:09:54 CEST | Pressemeddelelse
Konstruktive drøftelser på det netop overståede uformelle ministermøde for EU’s beskæftigelsesministre peger frem mod mere fair og konkurrencedygtige arbejdsmarkeder i EU. I Aalborg havde EU-ministrene særligt fokus på at sikre fair arbejdsvilkår og undgå social dumping. Det blev også drøftet, hvordan man kan skabe mere konkurrencedygtige arbejdsmarkeder i EU, og mødedeltagerne blev introduceret til partssamarbejdet i praksis i den danske model.
Invitation til uformelt ministermøde for EU’s beskæftigelsesministre den 7.-8. juli i Aalborg om fair og konkurrencedygtige arbejdsmarkeder i EU3.7.2025 07:57:06 CEST | Pressemeddelelse
Den 7.- 8. juli afholdes det første uformelle ministermøde under det danske EU-formandskab i Aalborg. Fri og fair bevægelighed i EU og EU-landenes konkurrenceevne er på dagsordenen for EU’s beskæftigelsesministre.
Ny overenskomstordning for udenlandsk arbejdskraft og nye initiativer mod social dumping30.6.2025 11:23:03 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen præsenterer en ny overenskomstbaseret erhvervsordning, som skal sikre dansk erhvervsliv nemmere adgang til udenlandsk arbejdskraft fra udvalgte lande på danske løn- og arbejdsvilkår. Derudover præsenterer regeringen nye initiativer mod social dumping, herunder krav om ID-kort på større bygge- og anlægsprojekter.
Invitation til doorstep om udenlandsk arbejdskraft og initiativer mod social dumping30.6.2025 09:36:22 CEST | Pressemeddelelse
Der afholdes i dag doorstep om en ny ordning for udenlandsk arbejdskraft og nye initiativer mod social dumping.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensens kommentar til lønmodtagerbeskæftigelsen for april 202520.6.2025 08:08:23 CEST | Pressemeddelelse
I april 2025 var der 3.055.700 lønmodtagere i job. Det er 5.400 flere end måneden før svarende til en stigning på 0,2 procent. Siden april 2024 er der dermed samlet set kommet 35.200 nye beskæftigede til. Ser man på den private sektor, er der kommet 5.200 flere lønmodtagere fra marts til april 2025. I samme periode er der kommet 200 flere offentligt ansatte. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger: "Der er fortsat stor aktivitet i vores virksomheder, og beskæftigelsen har endnu en gang taget et hop opad. Det er virkelig bemærkelsesværdigt, at dansk erhvervsliv formår at stå så stærkt i en urolig verdensøkonomi med konstante trusler om international handelskrig". "Virksomhederne har stadig brug for nye medarbejdere og rigtig mange - herunder seniorer - er i job og spiller en vigtig rolle på vores arbejdsmarked. Der er også masser af potentiale i de 43.000 unge, der i dag står uden job og uddannelse. Det glæder mig, hver gang virksomheder giver unge mennesker med udfordringer
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum