Kvantekapløb i lysets hast: Nyt dansk projekt vil levere fotoner til fremtidens supercomputere
Et nyt forskningsprojekt skal designe, fabrikere og teste lyskilder, der kan udsende kvantiseret lys til anvendelse i fremtidens fotoniske kvantecomputere. Innovationsfonden har investeret 18.9 mio. kr. i projektet.

Et internationalt kapløb finder i øjeblikket sted om at udvikle fremtidens kvantecomputere, som kan løse vanskelige beregningsopgaver indenfor f.eks. lægemiddeludvikling, kemi og optimering, som nutidens computere må give op overfor. Flere firmaer deriblandt Quandela i Europa og PsiQuantum i USA satser på den fotoniske platform, hvor kvanteberegningerne udføres ved hjælp af kvantiserede lyspartikler, også kaldet fotoner. I dag eksisterer der dog endnu ikke lyskilder, der kan levere fotoner til storskalakvantecomputere på tilstrækkelig effektiv vis.
I et nyt forskningsprojekt med navnet ”Quantum Light Sources for Quantum Computing - QLIGHT” skal et konsortium bestående af DTU Electro, Danmarks Nationale Metrologiinstitut og det franske firma Quandela løse netop dette problem. Målet er at udvikle højeffektive lyskilder, der kan integreres i en industriel fotonisk kvantecomputerplatform, og dermed muliggøre langt større kvanteberegninger, end hvad der kan lade sig gøre i dag. Den høje effektivitet skal opnås ved at placere et såkaldt kvantepunkt, der udsender fotonerne i en mikrosøjlestruktur, der dirigerer lysudsendelsen ind i en optisk fiber. For at levere høj effektivitet, skal kvantepunktet fremstilles i et ultrarent miljø ved hjælp af materialer med særdeles høj renhed.
- Teknologien minder om den kendt fra traditionelle halvlederlasere. Men for at lyskilderne kan udsende kvantiseret lys på effektiv vis, stilles der skærpede krav til materialerne, siger projektleder Niels Gregersen, som er professor på DTU.
Derfor har DTU allieret sig med Danmarks Nationale Metrologiinstitut, som skal dyrke højkvalitets halvledermateriale i et ultrahøjt vakuum i en ny-etableret Molecular Beam Epitaxy maskine.
Dr. Sabbir A. Khan, leder af Quantum Materials (QMAT)-gruppen på DFM, understreger den afgørende rolle, som ultrarene materialer spiller i kvantecomputingplatforme:
- Ydelsen af fotoniske kvantekomponenter er direkte forbundet med materialernes egenskaber, der er designet på atomart niveau. Hos DFM fokuserer vores QMAT-team på præcist at konstruere og finjustere halvlederstrukturer atom for atom. Gennem dette projekt sigter vi mod at udvikle en yderst effektiv lyskilde ved at optimere halvlederplatformen, forklarer han.
Danmark er lige nu i en stærk position inden for forskning i fotoniske kvanteteknologier.
- Det overordnede projektmål er at anvende DTUs know-how til at levere en teknologisk løsning, der kan bidrage til opbygningen og styrkelsen af den kommercielle danske kvanteindustri, siger Niels Gregersen.
Specifikt skal investeringen fra Innovationsfonden muliggøre udvikling af eksperimentelle prototyper, hvis høje ydeevne i øjeblikket kun er demonstreret numerisk. Disse lyskilder skal testes i Quandelas industrielle kvantecomputerplatform, og ved projektets afslutning forventes lanceringen af en dansk spin-out virksomhed, der kan levere lyskilder f.eks. til Quandela.
Det globale internationale kvanteteknologiske marked er i en rivende udvikling, og den fotoniske del alene forventes at udgøre 6 mia. USD i 2034. Selv om universelle fuldt funktionelle kvantecomputere stadig er 10-15 år fremme i tiden, forventes de til den tid at revolutionere samfundet ved at løse komplekse problemer inden for kryptografi, medicin, kunstig intelligens og materialevidenskab, som nutidens klassiske computere må give op overfor.
Fakta
- Innovationsfondens investering: 18,9 mio. kr.
- Samlet budget: 23,4 mio. kr.
- Varighed: 4 år
- Officiel titel: Quantum Light Sources for Quantum Computing - QLIGHT
Om partnerne
DTU Electro er en af Europas største offentlige forskningsinstitutter inden for elektronik og fotonik og dækker en lang række optiske discipliner inklusive grundlæggende lys-materiale-vekselvirkning og optisk telekommunikation samt anvendt forskning og innovation. Kvanteteknologi er et centralt langsigtet forskningsområde på instituttet.
DFM, Danmarks Nationale Metrologiinstitut, er et GTS-institut med det højeste niveau af målekompetence i Danmark på tværs af en række kritiske målinger. Det huser også Quantum Denmark, et centralt kvanteinitiativ finansieret af den danske regering. Derudover er DFM en del af DIANA NATO Quantum Test Centret og Danish Chip Competence Centret, hvor det understøtter både danske og europæiske kvanteinitiativer. Med en stærk baggrund inden for kvanteteknologi, standarder og metrologi specialiserer DFM sig i kvantecomputing, kvantekommunikation og kvantesensorer.
Quandela er en førende fransk virksomhed inden for fotoniske kvantecomputere, grundlagt i 2017. Virksomheden har udviklet sig til den førende udbyder af komplette fotoniske kvantecomputerløsninger og beskæftiger over 100 medarbejdere fra 20 forskellige nationaliteter, hvoraf størstedelen er forskere og ingeniører inden for optik, algoritmer og informationsvidenskab.
Kontakter
Line SkouboePresse- og kommunikationsrådgiver
Tlf:61905039line.skouboe@innofond.dkNiels GregersenProfessorDanmarks Tekniske Universitet
Tlf:45 25 37 89ngre@dtu.dkBilleder

Om Innovationsfonden
Innovationsfonden accelererer forskning og innovation til løsninger, der styrker det danske samfunds konkurrenceevne og bæredygtighed.
Følg pressemeddelelser fra Innovationsfonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Innovationsfonden
Bæredygtig kemi fra ålegræs skal revolutionere landbruget14.5.2025 08:31:58 CEST | Pressemeddelelse
Dansk forskningsprojekt gør klar til at erstatte skadelige pesticider og kemikalier i landbruget med et bæredygtigt stof produceret ved hjælp af fermentering. Innovationsfonden investerer millionbeløb.
Nyt dansk AI-partnerskab skal bane vejen for bedre medicinske behandlinger og hurtigere opdagelse af bivirkninger12.5.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt dansk partnerskab vil udvikle en AI-motor, der skal sikre patienter bedre behandlinger ved at hjælpe klinikere med at opsamle evidens hurtigt og præcist og opdage vigtige sammenhænge, som ellers ville tage år at finde.
Forskningsprojekt vil knække koden til kvantelyskilder og kvantenetværk12.5.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt dansk-tysk forskningssamarbejde skal udvikle nye lyskilder, der har potentiale til at revolutionere kryptografi og netværk mellem kvantecomputere. Innovationsfonden investerer 40 mio kr. i projektet.
Mikrober skal skabe bæredygtige proteiner til fremtidens fødevarer9.5.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mikrosvampe skal omdanne biologisk affald til værdifulde fødevareingredienser. Det er målet i et nyt forskningsprojekt, der vil bidrage til reduktion af klimaudledninger fra animalsk fødevareproduktion og til at sikre mad til verdens voksende befolkning.
Nyt forskningssamarbejde skal føre til billig og ren energi fra vand8.5.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Stort nyt forskningssamarbejde mellem Danfoss, DTU Kemiteknik og SaltPower™ skal udvikle højtryksmembraner og høste energi fra osmose. Innovationsfonden investerer 15 mio. kroner i projektet
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum