Lyngby-Taarbæk KommuneLyngby-Taarbæk Kommune

På Lindegårdsskolen svømmer og danser børnene sig til bedre trivsel

Del

Lindegårdsskolen har taget et vigtigt skridt for at styrke elevernes hverdag. I samarbejde med Lyngby Svømmeklub og Lyngby Dans skaber skolen en stærk bro mellem skole- og fritidsliv, der giver børnene mulighed for at indgå i nye fællesskaber.

Pressemeddelelse afsendt af DGI Storkøbenhavn 8. april 2025

Lindegårdsskolen har taget et vigtigt skridt for at styrke elevernes hverdag. I samarbejde med Lyngby Svømmeklub og Lyngby Dans skaber skolen en stærk bro mellem skole- og fritidsliv, der giver børnene mulighed for at indgå i nye fællesskaber.

Fra skole til foreningsliv – en tryg overgang

Samarbejdet, der blev igangsat i marts 2024, har allerede givet 82 af Lindgårdsskolens børn adgang til nye idrætsfællesskaber i en af de to klubber. Målet er at skabe en tryg og nem overgang fra skolen til fritidslivet, så flere børn kan opleve glæden ved idræt og samværet med andre jævnaldrende.

Svømme- og danseholdene er tilrettelagt, så alle børn – uanset tidligere erfaringer – kan deltage. Formålet er at styrke børnenes sociale relationer og skabe et solidt fundament for bedre trivsel både i skolen og fritiden.

Indsatsen er en del af Partnerskabsaftalen mellem Lyngby-Taarbæk Kommune og DGI Storkøbenhavn, der løber i perioden fra 2024 – 2026.

Stærkt samarbejde skaber resultater

Louise Lego, skoleleder på Lindegårdsskolen, udtaler:
”Jeg er meget begejstret for, at eleverne på Lindegårdsskolen har fået muligheden for at gå til svømning og dans. De oplever glæden ved bevægelse og fællesskab, hvilket styrker deres sociale kompetencer og læring i skolen. Børnene og forældrene er meget glade for tilbuddet på skolen – også fordi det er nemt og overskueligt, at aktiviteterne foregår i umiddelbar forlængelse af skoledagen.” 

Klubchef for Lyngby Svømmeklub, Stine Arneskov, oplever også stor værdi i samarbejdet:
”Det er fantastisk at se, hvordan børnene bruger tiden i vandet til at styrke venskaberne på tværs af årgange, engagere sig i svømmeteknik og udfordre sig selv på en legende måde. Det er også rørende at opleve, hvordan børnene knytter sig til trænerne. Trænerne bliver en ekstra vigtig voksen i deres liv, og det er en stor glæde at se børnenes begejstring, når vi henter dem på skolen. Det er mit indtryk, at samarbejdet med SFO’en for flere har skabt en naturlig bro til foreningslivet, hvilket kan bidrage til, at flere børn får en tryg og positiv oplevelse med idræt.”

Et vigtigt skridt mod bedre trivsel

Samarbejdet mellem Lindegårdsskolen, SFO’en og idrætsforeningerne er et konkret eksempel på, hvordan stærke partnerskaber kan skabe øget trivsel hos kommunens børn. 

Mette Schmidt Olsen (C), formand for Skoleudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune, udtaler:
"Dette samarbejde er et strålende eksempel på, hvordan vi kan skabe meningsfulde forbindelser mellem skolelivet og fritidsaktiviteter. På Lindegårdsskolen giver vi børnene mulighed for at dyrke bevægelse, skabe nye venskaber og opbygge sociale fællesskaber. Det er den type initiativer, der både fremmer trivsel og læring, og som gør en konkret forskel i børns hverdag."

Caper Strunge (C), formand for Kultur- og Fritidsudvalget er også glad for, at samarbejdet mellem skoler og idrætsforeninger åbner helt nye døre for nogle børn: ”Børn, der kommer fra familier, hvor foreningsliv ikke er en naturlig del af dagligdagen, får med denne ordning en mulighed for at på egen krop at mærke, hvad det det vil sige at være i et fællesskab, der baserer sig på idræt, leg og gensidig respekt. Det kan blive til vigtige byggesten for det enkelte barn.”

Fakta:

Lyngby Svømmeklub har et fast svømmehold hver onsdag kl. 13.30 – 15.00, for Lindegårdsskolens børn. Klubben følger børnene fra skolen til svømmehallen hver uge. Holdet er fyldt og har 16 på venteliste.

Lyngby Dans har et fast hold på Lindegårdsskolen hver mandag kl. 16-16.45.

Projektet er finansieret af DGI Storkøbenhavn, der i alt har modtaget 1,1 mio. kr. fra Social- og Boligstyrelsen, der er målrettet til at styrke børns trivsel gennem forpligtende og varige idrætsfællesskaber i kommuner beliggende i Storkøbenhavn.

Indsatsen er en del af Partnerskabsaftalen mellem Lyngby-Taarbæk Kommune og DGI Storkøbenhavn, der løber i perioden fra 2024 – 2026. Formålet er bl.a. at få flere børn og unge ind i sunde og trivselsfremmende fællesskaber i idrætsforeningerne.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Lyngby-Taarbæk Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Lyngby-Taarbæk Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye