Region Sjælland

Sygehusene tager ansvar for behandlingen 96 timer efter indlæggelsen

Del

Region Sjælland udvider sit ansvar for behandlingen af patienter, der udskrives fra sygehuset, fra 72 til 96 timer efter indlæggelsen. Det betyder, at blandt andet hjemmeplejen kan tage kontakt til den afdeling, hvor borgeren er behandlet, hvis der er uklarheder eller opstår komplikationer.

Anne Møller Ronex, formand for Sygehusudvalget i Region Sjælland.
Anne Møller Ronex, formand for Sygehusudvalget i Region Sjælland.

Fremover beholder sygehusene ansvaret for patienterne i 96 timer efter, at de er udskrevet. Det har Regionsrådet i Region Sjælland netop besluttet. Planen er, at det skal træde i kraft 3. juni 2025. 

- Jeg er glad for, at vores sygehuse nu tager et ekstra ansvar for vores patienter i op til fire dage, efter de kommer hjem fra en indlæggelse. Vi skaber dermed en mere tryg og sammenhængende overgang for borgerne og for hjemmeplejen, siger Anne Møller Ronex, formand for Sygehusudvalget i Region Sjælland.

Målgruppen er borgere over 18 år, der er færdigbehandlet fra et sygehus, har været indlagt i mindst 24 timer, og som udskrives til kommunal sygepleje. Det kan være i eget hjem, på en midlertidig døgnplads, et plejecenter eller bosted.

- Det vil gøre en stor forskel for patienterne, at deres plejepersonale i kommunerne kan få hjælp fra afdelingen, hvis der er uklarheder eller opstår komplikationer. Også fordi patienter vil kunne undgå belastende genindlæggelser, som vil betyde meget for patienterne, der ofte er ældre og skrøbelige, siger Anne Møller Ronex.

Med regeringens aftale om den kommende sundhedsreform i 2027 blev det besluttet, at det nuværende 72 timers behandlingsansvar udvides til 96 timer. Det opfyldes så allerede i år.

Region Sjælland indførte i 2023, at sygehusene forlængede deres ansvar for behandlingen af en udvalgt gruppe patienter til dengang 72 timer efter udskrivelsen. Det har omfattet knap 1900 patienter pr. måned ifølge tal fra 2024.

Kontakter

Anne Møller Ronex, formand for Sygehusudvalget i Region Sjælland, tlf. 21 22 56 10

Pressevagt, Region Sjælland, tlf. 57 87 50 52

Links

Følg pressemeddelelser fra Region Sjælland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Region Sjælland

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye