Region Sjælland

Nu bliver det nemmere at få fysioterapi med tilskud

Del

Borgerne i Region Sjælland kan fra i dag mandag den 31. marts gå direkte til fysioterapeut og få behandling med tilskud uden en henvisning fra deres praktiserende læge.

Har du ondt i muskler eller led, eller har du af andre årsager brug for behandling hos en fysioterapeut, bliver det nu nemmere at få fysioterapi med tilskud, hvis du bor i Region Sjælland.

En ny forsøgsordning betyder, at borgere i Region Sjælland nu kan gå til en fysioterapeut i Region Sjælland og få almindelig fysioterapi med tilskud uden en henvisning fra den praktiserende læge.

- Det skal være nemt at bruge sundhedsvæsenet, når man som borger har brug for hjælp til sit helbred. Jeg er glad for, at vi nu gør det nemmere at få hjælp hos en specialist for borgere som for eksempel har behov for at styrke svage muskler efter sygdom eller som har hold i ryggen, siger regionsrådsformand Trine Birk Andersen.

Nemmere og tidligere behandling kan have stor betydning
Når borgerne fremover kan gå direkte til fysioterapeuten og få behandling med tilskud, sikrer det hurtigere behandling, viser et tidligere forsøg med en lignende ordning.

Udover at gøre det nemmere at bruge sundhedsvæsenet for den enkelte borger, forventes ordningen også at have en forebyggende effekt.

- Det kan have stor betydning, hvor hurtigt man får den nødvendige behandling. Også når det er en fysioterapeut, der er behov for. Hurtig behandling kan være med til at forebygge unødvendige forværringer, men også være afgørende for, om der bliver behov for en operation på et senere tidspunkt, siger Trine Birk Andersen.

Forventningen er også, at nogle af de borgere, som i dag helt fravælger at gå til fysioterapeut, fordi, de synes, det er for besværligt, nu vil opsøge behandling.

Fysioterapeuter har erfaring med at modtage patienter direkte
Både Danske Fysioterapeuter og Praktiserende Lægers Organisation har anbefalet at gøre det muligt for borgerne at få behandling med tilskud hos en fysioterapeut uden en forudgående lægehenvisning.

Derfor er der også glæde i begge organisationer over, at ordningen nu gælder i Region Sjælland.

- Vi har store forhåbninger til, at projektet bliver et afgørende skridt på vejen mod en landsdækkende ordning. Det er en oplagt og klog måde at indrette sundhedsvæsenet på, og vi er klar til at tage det ansvar, det kræver, siger Jeanette Præstegaard, der er formand for Danske Fysioterapeuter.

Også de praktiserende læger er begejstrede over, at ordningen nu gælder i hele Region Sjælland:

- I lyset af den store travlhed og det stigende arbejdspres i almen praksis er vi i PLO-Sjælland glade for denne forsøgsordning. Direkte adgang betyder, at patienterne får en lettere vej til behandling, de praktiserende læger får mere tid, og samfundet sparer penge. Det er en ordning, som vi i PLO-Sjælland har ønsket i mange år, siger Peter Wied, formand for PLO-Sjælland.

Nogen skal stadig opsøge læge
Der vil stadig være situationer, hvor borgerne skal inddrage deres praktiserende læge, før de eventuelt opsøger behandling hos en fysioterapeut.

For eksempel hvis man har feber, for nylig har haft en infektion, eller oplever generel utilpashed, bør man først tage fat i den praktiserende læge. Derudover bør man som borger inddrage lægen, hvis man er i tvivl.

Ordningen igangsættes efter godkendelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet og omfatter almindelig fysioterapi.

Borgere, som ønsker vederlagsfri fysioterapi, skal fortsat forbi deres praktiserende læge. Ligeledes skal man fortsat have en lægehenvisning, hvis man ønsker behandling fra en fysioterapeut i hjemmet, også kaldet mobil fysioterapi.

Ordningen med direkte adgang til behandling hos fysioterapeut med tilskud gælder fra 31. marts og frem til udgangen af 2026.

Fakta

  • Borgere med bopæl i andre regioner skal fortsat bruge en henvisning fra deres praktiserende læge for at få behandling hos en fysioterapeut. Dette gælder også, hvis de opsøger behandling hos en fysioterapeut i Region Sjælland. Borgere fra Region Sjælland, som opsøger hjælp hos en fysioterapeut beliggende i en anden region, skal også fortsat bruge en henvisning fra den praktiserende læge.

  • Ordningen gælder hos 78 fysioterapeut-klinikker rundt omkring i Region Sjælland. Borgerne kan finde en oversigt over behandlere på sundhed.dk.

  • Borgerne skal stadig selv betale for en del af behandlingen. Det offentlige tilskud dækker cirka 40% af behandlingen.

  • Borgerne kan opleve, at de hos fysioterapeuten får at vide, at deres tilstand ikke lever op til kravene til behandling med tilskud, og de selv skal betale fuldt ud for et videre forløb.

  • Find mere information om ordningen på sundhed.dk eller Region Sjællands hjemmeside.

Kontakter

Trine Birk Andersen, Regionsrådsformand, Region Sjælland, tlf. 93577726.

Tina Guldmann Gustavsen, Pressechef, Danske Fysioterapeuter, tlf. 33414646.

Camilla Kamstrup, Politik- og pressekonsulent, Praktiserende Lægers Organisation, tlf. 28732822

Følg pressemeddelelser fra Region Sjælland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Region Sjælland

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye