Startskud for byggeriet af Danmarks nye forskningsskib
DTU indgår værftskontrakt om byggeriet af forskningsskibet Dana V, som er tegnet af danske skibsdesignere. Skibet vil kunne anvendes af alle forskningsmiljøer i Rigsfællesskabet.

Byggeriet af Danmarks kommende forskningsskib Dana V kan gå i gang i april 2025. Efter en EU-udbudsrunde er der valgt et værft, som kan imødekomme de omfattende tekniske krav til Dana V. Fire værfter var prækvalificeret til at afgive bud, og værftskontrakten blev tildelt det spanske værft Construcciones Navales P. Freire, S.A.
Freire-værftet har solid erfaring med at konstruere skræddersyede, højteknologiske fartøjer, der er beregnet til at udføre meget komplekse operationer. Freire har status som et internationalt benchmark-værft, som andre værfter sammenligner sig med i forhold til at opnå et højt niveau af kvalitet, effektivitet og innovation.
Ved en underskriftsceremoni på DTU kunne rektor på DTU Anders Bjarklev og general manager Marcos Freire fra det spanske skibsværft skrive under på en værftskontrakt.
”Vi er utroligt glade for, at det er lykkedes at indgå en værftskontrakt for Dana V. Skibet markerer et helt nyt kapitel i dansk havforskning og bliver en forsknings- og uddannelsesplatform på højeste internationale niveau til gavn for alle danske forskningsmiljøer og Rigsfællesskabet. Dana V vil kunne begejstre unge til at uddanne sig som havforskere og maritime ingeniører, og på den måde videreføre stolte danske traditioner som maritim nation,” siger Anders Bjarklev.
Byggeriet af Dana V bliver sat i gang i april 2025 og afsluttes forventeligt i efteråret 2027. DTU er ansvarlig for projektets overordnede ledelse, mens den skibstekniske projektledelse og tilsyn på værftet udføres af det danske firma OSK Design A/S. I byggefasen vil studerende få mulighed for at komme i praktik og få indsigt i områder som design og bygning af skibe, fremdriftsteknologi, maritim bæredygtighed og mange andre aspekter, ligesom de fik indsigt i den tidligere designfase, der blev gennemført af Dansk Dana Konsortium bestående af Knud E. Hansen A/S, Naval Architects og Odense Maritime Technology A/S.
To gange Rundetårn
Dana V bliver et unikt skib, designet helt fra bunden. Skibet bliver med sin 70 meter lange stålkonstruktion dobbelt så langt, som Rundetårn er højt, og har en samlet vægt på 2.545 tons. Det bliver konstrueret, så det både kan udføre opgaver i isfyldt farvand i Arktis, sejle langt over oceaner og bevæge sig nærmest lydløst gennem vandet.
Dana V’s fremdriftsteknologi er tilrettelagt, så skibet kan koble fra motor til batteri, når det løser opgaver, som kræver særlig stille fremdrift. Dana V kan sejle så støjsvagt, at lyden ikke påvirker akustiske sensorer til undersøgelser i havet, så det er muligt at udføre forskning med minimal påvirkning.
I forhold til klimamæssig bæredygtighed bliver Dana V udstyret, så det kan sejle på (bio)diesel og batteri. Grundige undersøgelser har afdækket, at (bio)diesel og batteri er de to fremdriftsteknologier, der er praktisk mulige inden for en længere årrække, når forskningsskibet blandt andet skal sejle i arktiske farvande.
Både forsknings- og uddannelsesskib
Dana V bliver en forsknings- og undervisningsplatform i international topklasse. En af skibets kerneopgaver er at kunne varetage de moniteringsopgaver, som Danmark er forpligtet til at gennemføre som del af EU’s Fælles Fiskeripolitik og bidrage til implementeringen af EU's miljødirektiver.
I forhold til fiskemonitering bliver Dana V udstyret med moderne instrumenter, der vil sikre høj datakvalitet og -mængde. Skibet har kapacitet til at undersøge fiskestimer, marine økosystemer, vandstrømme og forandringer i havets biodiversitet, interaktion mellem biolog, fysik og klima, og undersøgelse af geologiske forhold i havbunden og havbundens overflade.
Dana V udgør som skib også en testplatform med laboratoriefaciliteter, som giver fleksible muligheder for både forskere og studerende, f.eks. er der direkte adgang til at følge og aflæse data for drift i skibets maskinrum. På den måde kan de studere forhold om f.eks. skibets forbrug af brændstof og data for støj. Alle rum er designet som åbne, fleksible rum, der skal kunne indrettes, så de kan rumme fremtidens gode ide og nye tilgange til forskning og undervisning.
Skibet bliver udrustet med det nyeste videnskabelige udstyr, som kan udføre undersøgelser i hele oceandybden. Instrumentpakken ombord er omfattende og rummer teknologier som videnskabeligt højpræcisionsekkolod, sonar, lydhastighedsmåler og systemer til at monitorere trawl og meget mere. Desuden designes skibet, så det videnskabelige udstyr kan tilpasses efter behov fra togt til togt, f.eks. ved at placere laboratoriecontainere på dækket.
Dana V har plads til 38 personer – 18 i en-personers kamre og 20 i dobbeltkamre.
Finansiering
Finansieringen af Dana V er blevet mulig med afgørende tilskud fra statens forskningsreserve og af to afgørende donationer på 50 mio. kr. hver fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal samt fra Aktieselskabet Dampskibsselskabet Orient’s Fond, og herudover DTU's medfinansiering.
Fakta
Dana V – Danmarks fremtidige forskningsskib
Dana V ejes, ligesom forgængeren Dana IV, af DTU, men kan anvendes af alle forskningsmiljøer i Rigsfællesskabet under koordination af Dansk Center for Havforskning, der har som formål at styrke og stimulere dansk havforskning.
Ud over at være et forsknings- og uddannelsesskib er Dana V en forudsætning for, at DTU kan udføre nationale opgaver med forskning og overvågning af fiskeri, levende marine ressourcer og havmiljø for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt Miljø- og Ligestillingsministeriet.
Dana V skal ud over overvågning og forskning anvendes til at uddanne bl.a. havforskere, geologer og fremtidens maritime ingeniører, der arbejder med design, konstruktion og vedligeholdelse af skibe og test af nye grønne skibsløsninger og teknologi til at foretage state-of-the-art-observationer under vand.
Dana har gennem mere end 100 år været navnet på Danmarks største forskningsskibe. De har bidraget til vores viden om livet i havet og har været med til at definere Danmark som en havforskningsnation. Dana I bidrog til identifikation af den europæiske åls gydeområde i Sargassohavet i 1920/21. Dana II gennemførte en af de første videnskabelige ekspeditioner rundt om på kloden i 1928-30, mens Dana III i 1937-77 undersøgte stort set alle Nordatlantiske søområder. Det nuværende Dana IV har sejlet siden 1981 og i 2025 skal skibet på togt i 180 dage.
Kontakter
Claus NielsenUniversitetsdirektør
Tlf:45 25 10 02Tlf:24 26 00 07Direktor@Adm.Dtu.DkDTU Presse
Pressekontakten varetages alle hverdage fra kl. 9-16
DTU - Danmarks Tekniske Universitet
DTU er et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde og standard. Vores mission er at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet.
Følg pressemeddelelser fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet
DTU-rektor Anders Bjarklevs 40-års jubilæum: ”Erfaringerne med at starte virksomhed formede min vision som rektor”27.5.2025 15:00:18 CEST | Pressemeddelelse
Trangen til at omsætte viden til konkrete løsninger har banet karrierevejen for DTU’s rektor Anders Bjarklev, der onsdag den 28/5 kan fejre 40-års jubilæum som ansat i staten.
DTU i top tre over populære ingeniørarbejdspladser i Danmark23.5.2025 15:47:46 CEST | Pressemeddelelse
Ingeniører og studerende placerer DTU som den tredje mest populære ingeniørarbejdsplads i Danmark. Det viser en profilanalyse foretaget af Teknologiens Mediehus.
Ny institutdirektør på DTU Aqua8.5.2025 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Professor Anna Rindorf vil som ny leder af DTU Aqua bakke op om innovation på både instituttet og i samfundet: ”Vi skal vokse videre på trods af en usikker verden.”
DTU Startup Day sætter spotlys på fremtidens teknologivindere og Europas tech-policy5.5.2025 11:58:28 CEST | Pressemeddelelse
DTU inviterer indenfor i et af Europas førende økosystemer for innovation og videnstungt iværksætteri. Økosystemet har blandt andet udmærket sig ved at blive placeret i toppen af europæiske startup hubs i Financial Times, blive fremhævet i Harvard Business Review og ikke mindst ved at tiltrække 20% af al dansk venture kapital til sine startups i 2024. Til DTU Startup Day 15. maj bliver der sat spotlys på entrepreneurskab, netværk og gode debatter og talks, pitches og showcases fra 70 startups.
DTU rammer plet: Lander lille overskud i 20242.5.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Regnskabet for sidste år er gjort op og viser et overskud på en million kroner. ”Ansvarlig drift er forudsætningen for, at vi kan udvikle os,” siger en tilfreds universitetsdirektør.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum