Reform: Tiltrængt kvalitetsløft af vores vigtige professionsuddannelser
26.3.2025 13:45:59 CET | Københavns Professionshøjskole | Pressemeddelelse
Den nye reform af professionsuddannelserne giver bedre muligheder for holddeling og feedback – og styrker relationen mellem underviser og studerende. Og så glæder KP-rektor Anne Vang Rasmussen sig over det store fokus på livslang læring

”Politikerne har i årevis talt om vigtigheden af dygtige velfærdsprofessionelle i vores dagtilbud, skoler, sygehuse og bosteder. Vi har dog savnet reelle politiske beslutninger og investeringer i professionsuddannelserne, mens vores ansøgertal er faldet år for år. I dag tillader jeg mig at være oprigtig optimistisk. Stor ros til Christiansborg for denne gang at være så ambitiøse”.
Sådan lyder reaktionen fra Anne Vang Rasmussen, rektor på Københavns Professionshøjskole, ovenpå den netop indgående politiske reformaftale til næsten 2 mia. kr. om året på uddannelsesområdet. Aftalen sikrer nemlig et markant kvalitetsløft af professionsuddannelserne ved at løfte den såkaldte uddannelsestakst – det tilskud som professionshøjskolerne får til gennemført studieaktivitet.
Samlet set får de velfærdsrettede professionsbacheloruddannelser 210 mio. kr. ekstra om året fra 2025 – stigende til 320 mio. kr. årligt fra 2029. Reformen styrker også praktikken på professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelsesområdet med 190 mio. kr. om året frem mod 2029.
”Vores engagerede undervisere her på KP må ofte gennemføre undervisningen på alt for store undervisningshold, hvor relationen mellem undervisere og studerende ikke er tæt nok. Vores studerende savner mere feedback og vejledning, som vil styrke både deres faglige og sociale trivsel. Så her ser jeg et stort potentiale for at løfte kvaliteten i undervisningen, når reformen bliver rullet ud”, fortæller Anne Vang Rasmussen.
Anne Vang Rasmussen håber også, at reformen kan få flere til at søge ind på Københavns Professionshøjskole. Sidste år modtog KP 16.836 ansøgninger til vores grunduddannelser, heraf 5.818 førsteprioritetsansøgninger. Det er en tilbagegang på hele 26 procent over en femårig periode, hvor det især er uddannelser som pædagog og lærer, der er hårdt ramt.
Mere fokus på livslang læring
Det er ikke kun grunduddannelser som fx pædagog, sygeplejerske, fysioterapeut og socialrådgiver, der kan se frem til forbedrede vilkår. Regeringen og aftalepartierne har også et særligt fokus på livslang læring. Fra 2030 bliver det gratis for nuværende velfærdsprofessionelle at deltage i efter- og videreuddannelse. Og som noget nyt får professionshøjskolerne allerede fra 2026 mulighed for at udbyde en række praksisnære professionsmasteruddannelser, som skal være med til at finde løsninger på komplekse opgaver på velfærdsområdet.
”Det er vigtigt at skabe attraktive karrieveje for vores dimittender, så de løbende kan dygtiggøre sig inden for deres fagområde igennem hele arbejdslivet. Vi skal som uddannelsesinstitution i endnu højere grad sige ’på gensyn’, når vi sender dimittender ud i velfærdsinstitutionerne – og de løbende vender tilbage igennem deres arbejdsliv for at lære mere om fx inklusion, kræftsygepleje og demens”.
Endelig skaber reformaftalen bedre muligheder for meritstuderende. Forligspartierne har besluttet at fjerne deltagerbetalingen fra meritlæreruddannelsen fra 2030, samt at etablere to helt nye merituddannelser til sygeplejerske og socialrådgiver, som også skal være uden deltagerbetaling. Til gengæld er merituddannelserne ikke en del af det generelle kvalitetsløft i reformen.
”Hele meritområdet er i stor vækst på Københavns Professionshøjskole. Fx er antallet af meritpædagogstuderende fordoblet fra ca. 500 til 1.000 over de seneste fem år, og vi oplever en stigende interesse fra voksne ansøgere midt i livet, der overvejer et sporskifte i deres arbejdsliv. Det ser vi frem til at folde endnu mere ud, selv om vi ærgrer os over, at selve undervisningen ikke bliver løftet på merituddannelserne”, siger Anne Vang Rasmussen.
Reformaftalen betyder, at professionshøjskolerne skal være klar med en række helt nye professionsuddannelser allerede fra sommeren 2026.
For yderligere oplysninger:
Anne Vang Rasmussen, rektor, Københavns Professionshøjskole, tlf.: 20691393
Nøgleord
Kontakter
Michael AndersenPressechef
Tlf:23445383micn@kp.dkBilleder
Links
Fakta om Københavns Professionshøjskole:
Københavns Professionshøjskole (KP) er med mere end 20.000 studerende en af de største videregående uddannelsesinstitutioner i Danmark. KP uddanner fremtidens pædagoger, sygeplejersker, lærere, socialrådgivere, fysioterapeuter, jordemødre og mange flere. I alt udbyder vi 23 praksisnære videregående uddannelser – også kaldet professionsbacheloruddannelser.
Hos os er livslang læring og karriereveje særligt i fokus. Det betyder, at vi har et rigt udbud af videreuddannelser, ligesom vi også tilbyder merit- og sporskifteuddannelser, som typisk tages senere i livet. Derudover bedriver vi praksisnær og anvendelsesorienteret forskning inden for de områder, vi uddanner i og til. På den måde udvikler vi ny viden, som bruges i vores undervisning, bidrager til udvikling af vores fagprofessioner og er med til at løse nogle af samfundets største udfordringer.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Professionshøjskole
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Professionshøjskole
Forskning tæt på børn og pædagoger skal styrke børnelivet23.3.2026 09:43:52 CET | Pressemeddelelse
Ny viden om de yngste børns liv i dagtilbud skal i de kommende år styrke det gode børneliv i tæt samarbejde mellem forskning og praksis.
Kvote 2: Flere vil være pædagog og lærer på Bornholm og i Hillerød15.3.2026 13:58:27 CET | Pressemeddelelse
Læreruddannelsen i Hillerød og pædagoguddannelsen på Bornholm har begge fået en flot søgning til kvote 2. Det har stor betydning for lokalområdet, understreger KP-rektor Anne Vang Rasmussen.
Kvote 2: Fremgang på alle de store velfærdsuddannelser15.3.2026 13:07:08 CET | Pressemeddelelse
Københavns Professionshøjskole (KP) har modtaget 9.642 ansøgninger via kvote 2, heraf 3.710 førsteprioritetsansøgninger – en samlet fremgang på 10 procent i forhold til sidste år.
Ny undersøgelse: Lærere på erhvervsskoler efterlyser kompetencer til relationsarbejde12.3.2026 09:07:51 CET | Pressemeddelelse
I et nyt studie fortæller faglærere på erhvervsuddannelserne, at arbejdet med relationer til eleverne er en central opgave – men at kompetencer til relationsarbejde ofte fylder mindre i skolernes kompetenceudvikling
Stort projekt skal kickstarte EPX i Region Hovedstaden9.3.2026 13:00:00 CET | Pressemeddelelse
Syv uddannelsesinstitutioner i hovedstadsregionen har tilsammen modtaget 26 millioner kroner fra Region Hovedstaden og Socialfonden til projektet Sammen om EPX. Målet er at indsamle erfaringer og dele viden om læring og elevtrivsel frem mod 2030, hvor EPX-uddannelsen træder i kraft.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

