H.M. Dronningen og børne- og undervisningsministeren besøgte Skolestyrken-skole
Elevrådet på Pilehaveskolen præsenterede H.M. Dronningen og børne- og undervisningsministeren for deres forslag til, hvordan skoledagen kan blive bedre. Ministeren og gæsterne fra Mary Fonden, Børns Vilkår og Red Barnet besøgte skolen i Vallensbæk, fordi den er en del af skoletrivselsprogrammet Skolestyrken.

De nationale trivselsmålinger viser, at elevernes trivsel i folkeskolen er faldet siden 2015. Og for nylig kom Trivselskommissionen med sine anbefalinger til, hvordan børn og unges mistrivsel og sårbarhed kan forebygges og afhjælpes.
Med helskoleprogrammet Skolestyrken har Mary Fonden, Børns Vilkår og Red Barnet et bud på, hvordan flere elever kan komme til at trives og blive en del af trygge fællesskaber i skolen. En netop offentliggjort evaluering af programmet viser, at elever på skoler med Skolestyrken oplever signifikant bedre social trivsel sammenlignet med elever på lignende skoler. Udviklingen ses allerede et år efter, at skolens personale er begyndt at arbejde med programmet.
I sommeren 2023 besluttede kommunalbestyrelsen i Vallensbæk, at alle tre folkeskoler i kommunen skulle arbejde med Skolestyrken. Siden har Pilehaveskolen været godt i gang med at uddanne personalet og implementere de forskellige værktøjer.
Mandag den 17. marts besøgte bestyrelsesformand for Mary Fonden, H.M. Dronningen, børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye, direktør i Mary Fonden, Helle Østergaard, direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, og generalsekretær i Red Barnet, Johanne Schmidt-Nielsen, Pilehaveskolen i Vallensbæk for at få indblik i skolens erfaringer med Skolestyrken.
”At Skolestyrken bruges på alle kommunens folkeskoler betyder, at vi, ikke bare på vores skole, men sammen i kommunen, har fået et fælles sprog til at tale om og også prioritere trivsel. Skolestyrken har bidraget til, at det trivselsfremmende arbejde bliver et vedvarende fokus, og så har vi fået brugbare værktøjer til at håndtere, hvis der opstår mobning,” siger skoleleder på Pilehaveskolen, Mette Juel.
Elevinddragelse er en central del af Skolestyrken. Og på besøget blev gæsterne blandt andet præsenteret for Pilehaveskolens elevråd, der kom med deres bud på, hvad der skal til for at styrke trivslen på skolen. Et forslag er en temauge på skolen for at skabe flere og nye relationer på tværs af klasser og klassetrin, mens et andet er mere fællesskabende undervisning med fokus på gruppearbejde, mere bevægelse og at få undervisningen ud af klasselokalet.
”Elevrådets gennemarbejdede forslag understreger, hvor stor værdi det giver os voksne at inddrage børn og unge, når vi samarbejder om, at flere skal have en plads i et trygt fællesskab. Det var spændende at se, hvordan Skolestyrken kan bidrage til den proces og høre om skolens erfaringer i lyset af Skolestyrkens nyligt offentliggjorte evaluering,” siger Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.
Skolestyrken er udviklet i samarbejde mellem Mary Fonden, Børns Vilkår og Red Barnet og er finansieret af A.P. Møller Fonden, TrygFonden, Ole Kirk’s Fond og Mary Fonden
Læs og se mere på www.skolestyrken.dk
Fakta: Skolestyrken
En evaluering af Skolestyrken foretaget af Rambøll fra februar 2025 viser, at elever på skoler med Skolestyrken oplever signifikant bedre social trivsel sammenlignet med elever på skoler, der ikke har benyttet sig af Skolestyrken. Udviklingen ses allerede et år efter, at skolens personale er begyndt at arbejde med programmet og findes både i indskolingen, på mellemtrinnet og i udskolingen.
Evalueringen viser også, at personalet på Skolestyrken-skoler oplever, at:
- have fået en mere fælles tilgang til trivselsarbejdet.
- Skolestyrkens værktøjer og redskaber bidrager til en ensartet tilgang til trivselsarbejdet på skolen.
- arbejdet med Skolestyrken styrker elevernes mulighed for at engagere sig i skolens trivselsarbejde.
Skolestyrken, som blev lanceret i 2020, er det første trivselsprogram i Danmark, der tilbyder én samlet indsats for hele skolen til arbejdet med både at fremme skoletrivsel og forebygge og håndtere mobning fra 0. til 10. klasse. Indtil nu har omkring 70 skoler været en del af Skolestyrken.
Skolestyrken bygger på forskning og internationale undersøgelser, der viser, at antimobbeindsatser, der involverer alle på og omkring skolen – en såkaldt whole school approach – og som arbejder på flere niveauer samtidig, er de mest succesfulde.
Fakta: Elevtrivsel
Ifølge den seneste nationale trivselsmåling i 2023/24 udtrykker 86,1 procent af eleverne høj trivsel. Det er en lavere andel end skoleåret 2022/2023, hvor 87,5 procent af eleverne havde høj trivsel. Tilsvarende er andelen af elever med lavere trivsel steget fra 12,5 procent i skoleåret 2022/2023 til 13,9 procent i 2023/2024.
Resultaterne viser også, at mobningen i skolen for elever i 4. til 9. klase stiger. I 2023/24 oplevede 13,3 procent af børnene mobning. I 2021/22 var det 9,9 procent.
Kilde: Statistik om Elevtrivsel, Børne- og undervisningsministeriet (uddannelsesstatistik.dk)
Kontakter
Nynne Bisbjerg HimmelstrupKommunikationschef
Tlf:29635270nbh@maryfonden.dkBilleder

Links
Om Mary Fonden
Mary Fonden er stiftet med det formål at bekæmpe social isolation. Fondens indsats er koncentreret inden for tre områder: Mobning og Trivsel, Vold i Hjemmet og Ensomhed, hvor projekter identificeres, udvikles og gennemføres i partnerskaber med forskere, fonde og organisationer.
Skolestyrken
Skolestyrken er et skoletrivselsprogram, der tilbyder én samlet indsats for hele skolen til arbejdet med at fremme skoletrivsel og bremse mobning fra børnehaveklasse til 10. klasse.
Programmet er udviklet i
samarbejde med: Børns Vilkår og Red Barnet
Projektet er finansieret af:
A.P. Møller Fonden, TrygFonden, Ole Kirk’s Fond og Mary Fonden

Følg pressemeddelelser fra Mary Fonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Mary Fonden
Elever på Skolestyrken-skoler oplever bedre social trivsel5.2.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
En ny evaluering af skoletrivselsprogrammet Skolestyrken viser, at elevernes sociale trivsel har en mere positiv udvikling, et år efter skolen er begyndt med Skolestyrken, end elever på sammenlignelige skoler.
Mary Fonden og Badminton Danmark sætter fokus på børns trivsel og fællesskab på badmintonbanen27.1.2025 11:36:59 CET | Pressemeddelelse
Nu lanceres Antibulli Badminton, som skal hjælpe klubberne med at gøre trivsel og sammenhold til en naturlig del af træningen.
Ny undersøgelse viser massiv ensomhed blandt unge voksne17.6.2024 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny omfattende befolkningsundersøgelse fra Mary Fonden viser store udfordringer med ensomhed, særligt blandt unge voksne, og giver for første gang et dybdegående indblik i danskernes viden og holdninger til ensomhed. For mange unge er oplevelsen af ensomhed uafhængig af, om de er alene eller sammen med andre.
Sundhedsplejersker lykkes med at screene for vold blandt nybagte forældre7.6.2024 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Siden marts sidste år har sundhedsplejersker i fem kommuner screenet for partnervold hos nybagte forældre. Og metoden ser ud til at virke. I dag finder sundhedsplejerskerne flere par, der lever med vold eller voldsomme konflikter end tidligere. Screeningen er en del af projekt Sammen uden vold – Småbørnsforældre, som Mary Fonden, Dialog mod vold og Ole Kirk’s Fond står bag.
Erhvervsskoler tager kampen op mod mistrivsel: Sociale kompetencer bliver en del af tømreruddannelsen23.5.2024 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Erhvervsskolerne vil bekæmpe ensomhed og styrke sociale kompetencer ved at gøre trivselsarbejdet til en fast del af grundforløbet gennem indsatsen Me&We.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum