Dansk frugt og grønt er under voldsomt pres – stærke kræfter går sammen for at vende udviklingen
Ni ud af ti forbrugere mener, det er vigtigt, at vi har alsidig produktion af frugt og grønt i Danmark. Alligevel er kun en fjerdedel af vores grøntsager danske, og udfordringerne hober sig op for de hårdt pressede producenter. Derfor går 31 aktører fra hele værdikæden nu sammen for at få mere dansk frugt og grønt på tallerkenen.

Frugt og grønt har en birolle i madkulturen i Danmark, mens kødet som regel indtager rampelyset. Vi spiser langt fra de anbefalede seks om dagen – og for hver fire grøntsager på tallerkenen er kun én produceret herhjemme, viser en ny analyserapport fra Madkulturen, der belyser de mange udfordringer, dansk frugt og grønt står overfor fra jord til bord.
Et stort flertal af forbrugerne foretrækker ellers at købe dansk frem for importeret grønt. Samtidig synes ni ud af ti, at det er vigtigt, at vi dyrker grønt i Danmark, fordi det indeholder færre pesticider, har en lavere klimabelastning fra transport, skaber arbejdspladser og sikrer forsyningen af mad, hvis importen en dag skulle svigte.
Alligevel er de danske råvarer langt fra sikret en plads i indkøbskurven, hvilket skyldes både vaner og pris. Godt nok er to tredjedele af forbrugerne klar til at betale lidt mere for danske varer, men det er ikke altid nok.
”Når vi står i grøntafdelingen, tænker vi ikke nær så meget på de gode grunde, der er til at vælge dansk grønt. Her bliver prisen vigtigere, og den er typisk noget højere for de danske råvarer. Samtidig har vi vænnet os til et stabilt udvalg, så vi følger vanen med at købe ind til de samme retter året rundt - uden at skæve til grøntsagernes sæson herhjemme,” fortæller Judith Kyst, som er direktør i Madkulturen.
Forbrugerne kan ikke løse det alene
Andre væsentlige årsager til den lave andel af dansk frugt og grønt i indkøbskurven skal findes hos detailhandlen og producenterne. Annoncer for frugt og grønt udgør fx kun en tyvendedel af annoncerne for fødevarer i detailkædernes tilbudsaviser, og i ydersæsonerne udgør dansk grønt kun en lille del af dette, viser rapporten.
”Selv hvis man går specifikt efter dansk grønt, er udvalget ret begrænset om vinteren og foråret. Samtidig er næsten alle frostvarer og convenienceprodukter lavet med udenlandsk grønt. Skal vi have mere dansk grønt på tallerkenen, skal der derfor ske noget i forskellige led i værdikæden”, forklarer Judith Kyst.
Hun har derfor taget initiativ til at samle 31 centrale aktører fra hele værdikæden i tænketanken, Madtanken. De mødes for første gang i dag, 11. marts, for at drøfte den fælles udfordring og mulige løsninger.
Svært at konkurrere med import
Nogle af de største udfordringer ses hos producenterne af frugt og grønt i Danmark. De er i hård konkurrence med gartnerier i bl.a. Polen, hvor lønniveauet er meget lavere. Det kan ses på bundlinjen hos danske gartnere. Mange har svært ved at finansiere nye investeringer i fx drivhuse, og ny teknologi, hvilket gør det endnu sværere at klare sig i konkurrencen.
”Det er få, meget store og specialiserede bedrifter, som leverer en meget stor del af den danske produktion, vi finder i supermarkederne. Hvis bare et par af dem forsvinder, vil det kunne mærkes på udvalget, som i forvejen er begrænset”, siger Judith Kyst.
I dag udgør gulerødder og løg 45 % af den samlede produktion af frugt og grønt i Danmark, og for disse to råvarer har produktionen en skala, som også gør det muligt at eksportere. Ellers er mønsteret, at selv typiske nordiske grøntsager som fx rosenkål, nu primært fås fra store producenter i udlandet, ifølge Madkulturens nye rapport.
Det billede kan snart blive endnu mere udtalt, hvis ikke det lykkes at gennemføre et generationsskifte på de danske grøntsagsgartnerier, hvor gennemsnitsalderen blandt ejerne er 60 år – og stigende.
"Det er en svær opgave, vi har foran os, men den er vigtig. Derfor er jeg også glad for, at vi er lykkedes med at samle en så stærk kreds af aktører til samarbejdet om at sikre mere dansk frugt og grønt både på forbrugernes tallerkener”, siger Judith Kyst.
Hent Madkulturens nye rapport her:
Mere dansk frugt og grønt – Derfor er det vigtigt. Derfor er det svært.
MEDLEMMER AF MADTANKEN
- Anders René Jensen, indkøbs- og marketingdirektør, Rema 1000
- Claus Bech, direktør, Bejo Nordic
- Claus Krogh, head of Corporate Affairs, Lidl
- Claus Meyer, kok og gastronomisk entreprenør
- Dorrit Andersen, ejer, RootConsult/Axel Månsson
- Eva Tingkær, vicedirektør, Diabetesforeningen
- Flemming Nør-Pedersen, viceadm. direktør, Landbrug & Fødevarer
- Henning Otte Hansen, seniorrådgiver, IFRO
- Henrik Vinther Olesen, VP – kommunikation, bæredygtighed og PA, Salling Group
- Jacob Brejnholt Jacobsen, medejer, Torup Bakkegård
- Jakob Lave, branchedirektør DI Fødevarer, Dansk Industri
- Jens Nannerup, direktør, GASA Odense
- John Wagner, professionelt bestyrelsesmedlem og politisk kommentator
- Kristian Palmberg, direktør, Cater Grønt
- Louise Køster, medstifter, Levedygtigt Landbrug
- Mads Ulrik Pedersen, CEO, Nordic Greens Bellinge A/S
- Michael Allerup Nielsen, næstformand, Kost og Ernæringsforbundet
- Michael Kongstad, næstformand, Dansk Gartneri
- Pernille Skipper, bestyrelsesformand, Coop a.m.b.a.
- Rasmus Willig, medstifter og forperson, Andelsgaarde
- Rasmus Prehn, administrerende direktør, Økologisk Landsforening
- Richo Boss, kædedirektør/CEO, Meny
- Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening
- Sandra Villumsen, medstifter, Regenerativt Jordbrug
- Signe Wenneberg, klimajournalist
- Svend Brodersen, slotsejer, Gram Slot
- Søren Ejlersen, kok og iværksætter
- Trine Krebs, grøn chef & fundraising, Food
- Uffe Krogh Jepsen, administrerende direktør, Dangrow
- Ulrich Christensen, strategisk indkøber, Hørkram
- Winnie Grosbøll, direktør, Forbrugerrådet Tænk
FAKTA
Forbrugernes holdning til dansk frugt og grønt
- 89 % af forbrugerne finder det vigtigt, at vi producerer mange slags frugt og grønt i Danmark.
- 78 % foretrækker generelt at købe dansk frem for importeret frugt og grønt.
- 2/3 ser lavere klimabelastning fra transport som en vigtig grunde til at dyrke grønt i Danmark.
- 1/2 ser forsyningssikkerhed med fødevarer som en vigtigt grund.
- 64 % er villige til at betale mere for frugt og grønt, der er produceret i Danmark.
- 26 % er den gennemsnitlige merpris, forbrugerne er villige til at give for dansk frugt og grønt.
Tilbudsaviser fokuserer sjældent på dansk frugt og grønt
- 5 % fylder frugt og grønt af annoncer for fødevarer i tilbudsaviser fra danske dagligvarekæder.
- 17 % af fødevareannoncerne reklamerer for kød.
- 10 % af annoncerne for frugt omtaler dansk frugt.
- 48 % af annoncerne for grøntsager omtaler danske grøntsager.
Fakta om produktionen af frugt og grønt i Danmark
- 26 % af de grøntsager, vi bruger, er produceret i Danmark.
- 9 % af den frugt, vi bruger, er produceret i Danmark.
- I 1963 var 92 % af grøntsagerne og 48 % af frugten produceret i Danmark.
- 6 ud af 10 heltidsgartnerier med frilandsgrøntsager er forsvundet de seneste 15 år.
- 60 år er gennemsnitsalderen blandt frugt- og grøntsagsproducenter i Danmark.
OM RAPPORTEN
Madkulturens nye analyserapport omhandler både forbrugerne og produktionen af frugt og grønt i Danmark. Den bygger bl.a. på:
- En forbrugerundersøgelse fra februar 2025 med 1.032 respondenter.
- 16 dybdegående interviews med centrale aktører fra hele værdikæden.
- Madkulturens store datasæt om udviklingen i mad- og måltidsvanerne i Danmark fra 2015 til 2024.
- Analyser af data om tilbudsannoncer og omsætning i detailhandlen samt produktion og regnskaber fra gartnerier i Danmark og EU.
Nøgleord
Kontakter
Charlotte Kjeldbjerg KristensenPresseansvarlig
Tlf:50721282charlotte@madkulturen.dkLinks
Madkulturen er en selvejende videns- og forandringsinstitution under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Vores mission er at styrke madkulturen i Danmark og dermed bidrage til at løse store samfundsudfordringer. Det gør vi gennem partnerskaber og projekter, som øger danskernes muligheder og færdigheder i relation mad og måltider. Læs mere på madkulturen.dk.
Følg pressemeddelelser fra Madkulturen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Madkulturen
Banebrydende treårig indsats skal inspirere mere end en halv million børnefamilier til grønnere og sundere mad6.2.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Børnefamilier landet over får nu en stor tilskyndelse til at ændre madvaner med udgangspunkt i De officielle Kostråd. Gennem tre år vil børnefamilier i hele landet møde grøn inspiration flere forskellige steder i hverdagen – fra det lokale supermarked og kantinen til idrætsklubben og madkundskabslokalet. DR vil parallelt sætte fokus på madkulturen i Danmark, både nu og i fremtiden.
Mere mobil og mindre bordskik - det fælles måltid er under forandring25.11.2024 11:36:05 CET | Pressemeddelelse
Mobiltelefonen tager i stor stil plads ved middagsbordet, og vi byder gerne gæster på takeaway i sofaen. Men selvom udviklingen går mod mere uformelle rammer, har måltidet stadig en samlende kraft, viser en ny undersøgelse fra Madkulturen
Børnefamilier får hjælp til flere grønne hverdagsmåltider6.9.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mange forældre vil gerne spise flere grøntsager og bælgfrugter derhjemme, men vanerne spænder ben i en travl hverdag. Nu indgår Madkulturen og Netto et samarbejde for at give familierne en håndsrækning til grønnere madlavning.
Plantekorpset skal starte en ung-til-ung bevægelse i det grønne køkken6.5.2024 14:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et talenthold bestående af 35 unge madentusiaster er blevet udvalgt til at inspirere og motivere deres jævnaldrende til at omfavne flere økologiske, plantebaserede måltider.
Skoleelever i kamp for madkundskabsfaget: Herfølge Friskole kan kalde sig danmarksmestre30.4.2024 18:41:40 CEST | Pressemeddelelse
200 børn fra hele landet demonstrerede i dag deres kålkompetencer ved DM i Madkundskab 2024. En vigtig begivenhed for næste generations maddannelse, ifølge Madkulturens direktør Judith Kyst.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum