Ministeren for ligestilling vil skabe mere tryghed for kvinder i nattelivet

Del

10 nye initiativer skal bidrage til øget tryghed i nattelivet, med særlig fokus på unge kvinder. "Vi skal ikke have et samfund, hvor kvinder er utrygge eller bange for overgreb. Det skal vi ændre på," siger minister for ligestilling Magnus Heunicke.

Alt for mange kvinder føler sig utrygge, når de færdes ude i aften- og nattetimerne.  Blandt de 20-24-årige er hver tredje utryg ved at gå i deres kvarter efter mørkets frembrud, og kvinders frygt for seksuelle overgreb er steget. Justitsministeriets seneste tryghedsundersøgelse viser, at en større andel kvinder end mænd føler sig utrygge på stier, i baggårde, gyder og tunneler, på parkeringspladser og i parkeringskældre og på stationer og ved stoppesteder.

Derfor præsenterer minister for ligestilling Magnus Heunicke nu en handlingsplan for øget tryghed i nattelivet, særligt for unge kvinder. Handlingsplanen består af 10 initiativer, der fokuserer på at komme trygt hjem fra nattelivet og at bidrage til en tryg og sikker ungdomskultur.

Et af initiativerne handler om at øge trygheden på vej hjem fra nattelivet gennem lokale løsninger, herunder f.eks. etablering af opholds- og afhentningssteder, hvor de unge kan søge hen i forbindelse med deres hjemtur. Der kan fx også etableres trygge ruter fra nattelivet til afhentningszoner med både sikker cykelparkering, taxaholdepladser, afhentningsmulighed for fx forældre, busser mv.  Der er afsat 10 mio. kr. til initiativet.

"Alt for mange unge, særligt unge kvinder, er utrygge, når de færdes ude om aftenen og i nattetimerne. Samtidig er flere unge kvinder blevet bekymret for seksuelle overgreb. Frygten og utrygheden gør, at unge kvinder tager ekstra forholdsregler, når de skal hjem fra nattelivet. Lader som om, at de taler i telefon, har nøglerne klar i hånden, går en omvej. Vi skal ikke have et samfund, hvor kvinder er utrygge eller bange for overgreb. Det skal vi ændre på. Derfor kommer regeringen nu med 10 tiltag for at øge trygheden i nattelivet, særligt for unge kvinder," siger minister for ligestilling Magnus Heunicke.

Ministeren for ligestilling igangsætter også en kortlægning af problemet med drugging i nattelivet. 1 ud af 8 kvindelige ofre for voldtægt eller voldtægtsforsøg mener eller mistænker, at der blev anvendt bedøvende midler eller lignende i forbindelse med overgrebet. Drugging er aldrig blevet systematisk undersøgt i Danmark. Derfor skal Det Kriminalpræventive Råd nu lave en landsdækkende og repræsentativ undersøgelse, der kan hjælpe med til at forstå og forebygge problemer med drugging og øge trygheden i nattelivet fremadrettet.

Handlingsplanen skal derudover styrke den specialiserede rådgivning om digital stalking og styrke tilskuddet til Natteravnene og Unge Ravnes vigtige tryghedsskabende arbejde. 

Læs alle initiativerne herunder og hele handlingsplanen her.

INITIATIVER

Kom trygt hjem fra nattelivet  

1. Lokale løsninger til en tryg hjemtur fra nattelivet

2. Tilskud til Natteravnene og Unge Ravne

3. Opdateret vejledning om reglerne for ansøgning om alkoholbevilling

4. Viden om udvikling i undgåelsesadfærd i SUSY-undersøgelsen

En tryg og sikker ungdomskultur

5. Kriminalisering af stealthing

6. Oplysning og vejledning om samtykkeregler for unge

7. Evaluering af samtykkereglerne

8. Alliancen mod seksuel chikane sætter fokus på trygge ungefællesskaber

9. Undersøgelse af omfang og karakter af drugging i nattelivet

10. Specialiseret rådgivning om digital stalking

Yderligere oplysninger:

Presserådgiver Malena Chandrasekaran Pirasath, Miljø- og Ligestillingsministeriet, tlf. 21 72 53 93.

Følg pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye