Den danske landmand er en sprøjtegris

Glem alle de smukke ord om integreret planteavl (IPM), regenerativt landbrug og conservation agriculture (CA), når de markedsføres som dyrkningsformer med potentiale til at redde både klimaet og biodiversiteten. Tester man sandhedsværdien af de rosenrøde påstande mod de hårde fakta i den seneste Bekæmpelsesmiddelstatistik, så falder lovordene til jorden med et brag. 

Med en behandlingshyppighed på 5,37 sprøjteture i gennemsnit på hver eneste mark og et totalt forbrug af aktive giftstoffer på 3594 tons sætter danske landmænd en chokerende rekord. Den dementerer alle påstande om, at de meget omtalte dyrkningsformer, konventionelt regenerativt landbrug og conservation agriculture, skulle være fremtiden. Begge former bygger på den pløjefri metode, men prisen for at stille ploven væk er et stærkt øget giftforbrug. Formodentligt er det en del af forklaringen på det galopperende forbrug af sprøjtegifte.

Siden 1986 har skiftende regeringer og folketingsflertal vedtaget seks handlingsplaner, der alle sigtede mod at reducere forbruget af sprøjtegifte ud fra en voksende erkendelse af truslen fra den kemiske miljøforurening, som landbruget gør sig skyldig i. Ingen af planerne har virket, som det fremgår af de aktuelle forbrugstal, hvilket i høj grad skyldes, at de altid var baseret på ’frivillighed’.

Landbrugets førstemand er på sprøjten
Blandt de lovlige sprøjteprodukter i dag er der særdeles skrappe sager, men det afskrækker ikke rigtige landmænd. Det demonstrerer toppen af dansk landbrug.

En oplagt rollemodel for mange agroproducenter er svineproducent Søren Søndergaard fra Gadbjerg i Midtjylland. Han har været formand for lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer siden november 2020 og senest genvalgt i november 2024, så hans adfærd kan opfattes som typisk for udøvere i det danske landbrugserhverv.

Lad se nærmere på Søren Søndergaards forbrug af sprøjtegifte. 

Det fremgår af en aktindsigt i de lovpligtige sprøjteindberetninger til Miljøstyrelsen, at Søndergaard anvendte 34 forskellige sprøjtemidler i dyrkningssæsonen 2023. De blev brugt til et bekæmpe uønskede planter og insekter samt forebygge svampesygdomme i korn, raps, kartofler og rajgræs.

Ser man nærmere på Miljøstyrelsens advarsler på de enkelte produktetiketter, så anvendte Søndergaard 15 sprøjtegifte, der var mærket som ”meget giftig med langvarige virkninger for vandlevende organismer”, altså næsten halvdelen (44%) var faremærket som voldsomt skadelige for biodiversiteten. 

Nok så foruroligende vil det nok forekomme mange, at Søndergaard faktisk også har valgt at sprøjte med 7 produkter, der er faremærket som ”mistænkt for at skade det ufødte barn” og 5 produkter, der er faremærket som ”mistænkt for at fremkalde kræft”. Øvrige advarsler omhandlede bl.a. ”farlig for bier” og ”risiko for organskader”, ”livsfarlig ved indtag”, osv.

Se svineproducent Søren Søndergaard indberettede sprøjtninger fra planperioden 2022-23 (vedhæftet).

Hykleriet springer i øjnene
Spørgsmålet er, om Søren Søndergaard er en enestående sprøjtegris, eller om han repræsenterer gennemsnittet? 

En samlet analyse af de lovpligtige indberetninger viser, at Søndergaard faktisk ligger i den mere moderate ende af hitlisten over giftbrugere. Den toppes af virksomheden Brdr. Kjeldahl I/S på Samsø, der bl.a. producerer frugt og grønt til Salling-koncernens Netto-kæde. Brdr. Kjeldahl I/S indberettede i 2022 et sprøjtemiddelforbrug på 67 forskellige produkter. 

Betragter man Søndergaards giftforbrug i forhold til Landbrug & Fødevarers officielle politik for pesticider, springer hykleriet straks i øjnene. På hjemmesiden hedder det, at det er Landbrug & Fødevarers holdning, at pesticider skal bruges efter princippet ”så lidt som muligt, så meget som nødvendigt”. Lobbyorganisationen vil næppe kunne forklare og forsvare det som ”nødvendigt” for en veluddannet landmand at anvende sprøjtemidler, der mistænkes for både kræftfremkaldelse og fosterskader.

Samme diskrepans mellem de officielle ord og den faktiske virkelighed gør sig gældende i forhold til Miljøstyrelsens regulering af de skrappe sprøjtegifte. Indtil for få år siden lød den officielle erklæring, at pesticider kun bliver godkendt, hvis ”de kan anvendes sikkert i forhold til mennesker og miljø”. I lyset af de mange godkendte produkter, der mistænkes for at volde kræft og fosterskader samt langvarige virkninger på vandmiljøet virker det logisk, at denne erklæring i dag er fjernet fra styrelsens hjemmeside.

Ser stort på EU-direktivet
Værre er det, at Miljøstyrelsens politik er milevidt fra at være i overensstemmelse med EU-direktivet for bæredygtig anvendelse af pesticider.  Dette direktiv introducerede integreret planteavl (IPM) i medlemsstaterne i 2009.

Direktivet ”fastsætter en ramme, der skal sikre en bæredygtig anvendelse af pesticider ved at mindske risici og virkninger for menneskers sundhed og miljøet ved at fremme anvendelsen af integreret bekæmpelse af skadegørere og alternative metoder eller teknikker så som ikke kemiske alternativer til pesticider”.  

Sådan præsenterer Miljøstyrelsen direktivet, som blev vedtaget af EU i 2009. At myndighederne og landbrugserhvervet siden da har set stort på direktivet, fremgår med al tydelighed af det aktuelle rekordhøje forbrug af sprøjtegifte.

Så hvad gør den ansvarsbevidste landmand? Han holder op med at sprede sprøjtegifte, især hvis han har børn. 

Og hvad gør den bekymrede forbruger? Hun holder op med at købe fødevarer, der er fremstillet ved hjælp af sprøjtegifte. Så enkelt kan det siges.