Gladsaxe til transportminister: Vi havde forventet mere
Vejdirektoratets anbefaling om at fastholde udvidelse af Motorring 3 trods massive støjproblemer får Gladsaxes kommunalpolitikere på barrikaderne.
– Nu har vi ventet mere end et år på en undersøgelse af, hvordan pengene til en udvidelse af Motorring 3 i stedet kunne bruges på at løse støjproblemerne på strækningen. Så vi havde ærlig talt forventet mere end at blive smidt tilbage til start, siger en skuffet Trine Græse, borgmester i Gladsaxe.
Hun var bannerfører for det massive pres fra hovedstadskommunerne, som i slutningen af 2023 fik transportminister Thomas Danielsen til at sætte den planlagte udvidelse af Motorring 3 på pause for at gennemføre yderligere undersøgelser af støjkonsekvenserne. De nye undersøgelser tegner et dystert billede af, hvordan støjbelastningen fra motorvejene er et alvorligt problem, der ikke for alvor tages hånd om, selvom det har store sundheds- og miljømæssige konsekvenser for de mennesker, der udsættes for den. Samtidig viser alle undersøgelser, at vejudvidelser resulterer i flere biler på vejene.
Flere biler frem for mindre støj
I afrapporteringen peger Vejdirektoratet på to scenarier: ét, som fastholder udvidelsen af Motorring 3 med hastighedsnedsættelse til 90 km/t og forskellige mindre støjtiltag, eller at pengene i stedet anvendes til at bygge en seks meter høj støjskærm i midterrabatten, der kun vil have begrænset effekt på støjen. Derudover foreslår Vejdirektoratet som alternativ at udarbejde en helhedsorienteret plan for støjafskærmning på Motorring 3. Men Vejdirektoratet anbefaler fortsat at fokusere på kortsigtet bekæmpelse af trængsel og fastholder udvidelse af Motorring 3, på trods af de konsekvenser det har for de mange støjramte borgere og deres by.
Derfor har Gladsaxe Kommunes Trafik- og Teknikudvalg nu skrevet til transportministeren og Folketingets transportordførere og opfordret regeringen til at tage støjproblemerne alvorligt.
Nedsat hastighed nedsætter støjen væsentligt
– Hele Hovedstadsområdet er plaget af trafikstøj, og det går ud over borgernes helbred og trivsel. I Gladsaxe Kommune, som gennemskæres af Motorring 3, Hillerødmotorvejen og Ring 4, er halvdelen af samtlige boliger støjbelastede over miljølovgivningens vejledende grænseværdi. Derfor er der brug for handling, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse og fortsætter:
– Vejdirektoratet anerkender, at selv små nedsættelser af hastigheden har indflydelse på støjniveauet, og vores egne analyser i det grønne partnerskab Gate21 viser, at hvis hastigheden på alle motorveje i Hovedstadsområdet nedsættes til 80 km/t og maks. 50 km/t på de kommunale veje, så kan antallet af stærkt støjbelastede boliger næsten halveres, og antallet af støjbelastede boliger sænkes med en fjerdedel. Og da der ikke er råd til begge dele, opfordrer jeg indtrængende til, at regeringen sammen med forligskredsen skrotter udvidelsen af Motorring 3 og i stedet benytter denne enestående lejlighed til at tage grundlæggende fat på de massive støjproblemer og undersøge, hvordan vi kan få en helhedsorienteret støjafskærmning på Motorring 3, siger Trine Græse.
Modeller medregner ikke helbredseffekter
På den korte bane opfordrer Gladsaxes politikere til, at hastigheden på motorvejene nedsættes til 80 km/t i byområder, og at der udlægges drænasfalt. Samtidig kritiserer de, at den samfundsøkonomiske model, der bruges til at analysere transportinfrastruktur, ikke medregner de sundhedsmæssige konsekvenser af støj, og de foreslår, at ny viden om de negative sundhedseffekter indarbejdes i analyseværktøjet.
Planerne om udvidelse af Motorring 3 er en del af regeringens infrastrukturpakke 2021.
Kontakter
Ulla BadenKommunikationschef
Tlf:22765622ulla.baden@gladsaxe.dkVedhæftede filer
Følg pressemeddelelser fra Gladsaxe Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Gladsaxe Kommune
Gladsaxe hylder valg af bæredygtig transport28.2.2025 08:37:39 CET | Pressemeddelelse
Gladsaxe Kommune har netop skudt en kampagne i gang, som hylder alle, der vælger at transportere sig bæredygtigt til gavn for klima, trængsel og sundhed.
Gladsaxe indfører straksforbud mod turbokyllinger27.2.2025 08:53:06 CET | Pressemeddelelse
Fremover vil Gladsaxe Kommune kun købe økologiske kyllinger eller kyllinger med dyrevelfærdsmærket tre hjerter.
PostNord Danmark Rundt 2025: Gladsaxe er eneste målby på Sjælland25.2.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Som den eneste by på Sjælland er Gladsaxe den 13. august 2025 målby for Danmarks største etapeløb PostNord Danmark Rundt 2025. Der er igen i år lagt op til en stor folkefest med liv og glæde i gaderne.
Gladsaxe indvier sit syvende svanemærkede børnehus6.2.2025 10:04:03 CET | Pressemeddelelse
Med børnehuset Olympen markerer Gladsaxe Kommune sig endnu en gang som frontløber inden for bæredygtigt byggeri og byudvikling.
Gladsaxe har Danmarks første svanemærkede kommunalt drevne kantine20.12.2024 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Gladsaxe Rådhus’ kantine har opnået Svanemærket som den første kommunalt drevne kantine i Danmark.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum