Tange sø-sagen – en dødssejler skal i havn

Den 3. februar 2025 var dagen, hvor den 23. minister dukkede op ved Tange sø for at løse en hårdknude. I dette tilfælde minister for grøn trepart Jeppe Bruus. Men udover de skiftende ministre har intet ændret sig, siden miljøminister Svend Auken i 1990’erne også besøgte Tange sø. Tange sø ligger der stadig, som en prop i hele Gudenåens økosystem.

På mødet ved Tange sø redegjorde ministeren for sit ønske om at skaffe sig mere information, inden en beslutning om søens skæbne træffes bl.a. ved at nedsætte endnu en arbejdsgruppe. Nu kan det jo godt være, at ministeren mangler information, men det betyder ikke, at den ikke allerede foreligger. Der er lavet over 100 rapporter fra Gudenåkomiteen og kommunernes side om Gudenåens økosystem, der er skrevet bøger, lavet konferencer, arrangeret studieture, konferencer, workshops, møder og meget andet gennem mere end 25 år, så hvis der er én ting, der ikke mangler for at træffe en beslutning, er det information.

Men sagen om reetableringen af Gudenåen, og dermed nedlæggelse af Tange sø, er også det mest åbenbare eksempel på de konsekvenser den danske miljøpolitik har haft for dansk natur og miljø de sidste 50 år. På snart sagt alle indeks ligger Danmark i bunden af divisionen – vores få beskyttede naturområder, den manglende biodiversitet, de alt for store udslip af kvælstof og fosfor til havmiljøet, store emissioner af kuldioxid, vores rekordstore arealanvendelse til landbrug, skovbrug og fiskeri, forureningen af drikkevandet, vores nærmest ikkeeksisterende oprindelige natur og vores firedobbelte økologiske fodaftryk i forhold til en bæredygtig tilgang til verden. Og intet sted portrætteres konsekvenserne af den danske miljøpolitik tydeligere end i forbindelse med Gudenåens økologiske tilstand.

Den position stammer jo fra et sted, og vi kan med ret stor nøjagtighed også udpege det sted. Den efterladenhed, den ligegyldighed, den ”business-as-usual” tilgang til klima, miljø og natur som politikerne har ageret ud fra, er kimen til at forstå vores bundplacering i divisionen. Den er også grundlaget for at forstå konflikten om Tange sø, Tangeværkets spærring og den manglende reetablering af Gudenåen.

ngen af de 23 miljøministre, som igennem tiderne har været involveret i sagen, har jo haft en naturvidenskabelig/biologisk baggrund. Havde man haft det, ville både problemformulering og -løsning formentlig have været meget anderledes. Samtidig synes det som om kun meget få ministre siden Svend Auken har været drevet af passionen. Det bedste eksempel er måske Ida Auken, som i sin seneste bog selv nævner, at hun ”måske ikke er det helt store naturmenneske.” Havde hun været det, ville sagen have været grebet helt anderledes an, da hun havde chancen for at gøre en forskel. Den samme manglende passion gør sig tilsyneladende også gældende for tidligere miljøminister Lea Wermelin. Hun nedsatte i 2021 en ”alle-skal-have-noget-arbejdsgruppe” til at se på Tange sø-sagen. Det hun helt misforstod, var det, som den tidl. socialdemokratiske amtsborgmester Bent Hansen allerede i år 2000 havde påpeget: ”Vi får aldrig enighed om en Gudenåløsning.”

Wermelin ville have en ”både-og” løsning og ikke en ”enten-eller” løsning. Hun ville løse cirklens kvadratur – fordi hun ikke forstod kerneproblemet, herunder at man ikke altid kan skaffe sig et kompromis, men politisk må skære igennem og beslutte sig for enten det ene eller det andet. Det mod havde hun ikke. En arbejdsgruppe skulle servere løsningen på et sølvfad så hun kunne klippe snoren over, når den tid kom. Kampen var nu overladt til interesseorganisationernes egne indbyrdes kampe.
Til gengæld må man sige, at miljøminister Magnus Heunicke har haft det mod de 21 tidligere miljøministre manglede. I modsætning til sine forgængere fremkom Magnus Heunicke nemlig nu i sommeren 2024 med et ønske om at ville reetablere Gudenåen og dermed sløjfe Tange sø. 

Men hvor lang tid var Adam i paradis? Ikke i ret lang tid! Sagen blev taget ud af hænderne på en passioneret Magnus Heunicke og nu lagt over til den grønne treparts minister Jeppe Bruus.
Som mange af sine forgængere har Jeppe Bruus en cand. scient. pol baggrund og er altså heller ikke – som sine tidligere kolleger - naturvidenskabelig funderet. Det er der i sig selv ikke noget ondt i, hvis problemformulering og -løsning ellers følger de kriterier som både samfundsvidenskaben og naturvidenskaben normalt arbejder ud fra. Problemet opstår kun hvis formalvidenskabens værdidomme får den altdominerende rolle.

Når det er værdibaserede ”synsninger” der overtager rollen som beslutningskriterium i stedet for de normale kriterier både natur- og samfundsvidenskaben arbejder med. Det fører os så over til et andet forklaringselement – lobbyismen. Venstres Kristian Pihl Lorentzen har bl.a. stået for den del af problemet. Pihl Lorentzen har som jo som sit hovedargument hævdet, at Tange sø er en ”naturperle”, og hvis man er er til en ”røv-og-nøgler” argumentation har det ”argument” åbenbart været nok til at overbevise folk. En værdidom – veneration for en sø - erstatter her et argument. Den går rent ind hos nogle. Vi andre sidder bare med åben mund og polypper.

Men det har åbenbart jo så medført, at en lokal borgmester siger nej til en investering på flere hundrede millioner kroner i sin kommune, siger ja til at ville oprense Tange sø for 20 mio. kr., ikke kan se ideen i et forøget kommunalt skattegrundlag på 38-53 mio. kr. om året, ønsker at bruge flere hundrede tusinde kroner på at udsætte fisk frem for at sikre en selvreproducerende bestand, siger ja til en lang række omkostninger som Tange sø og Tangeværkets spærring medfører for samfundet og nej til økonomisk og anden udvikling i lokalområdet. Han må jo have haft meget gode grunde til det. Problemet er, at disse grunde endnu ikke er sluppet ud til den undrende befolkning!

Men nu skal denne miljøpolitiske dødssejler så endelig finde frem til sin blivende havn. Ønsker ministeren at medvirke til en positiv økonomisk udvikling af det fremtidige lokalsamfund? Ønsker han at styrke biodiversiteten og forbedre miljøtilstanden i Danmarks nationalvandløb? Vil han leve op til de miljømålsætninger hans eget parti har formuleret? Ønsker han, at hele Danmark igen ser dette helt unikke naturområde igen kommer til syne for de fremtidige generationer?

Ingen ved det. Måske kommer denne dødssejler til på ny at kunne rigge til og sejle ud på det store blå ocean som flagskibet i den danske natur. Måske vil de flotte miljøpolitiske ambitioner blive hugget op og smidt til småt brændbart?

Én ting er imidlertid sikkert. Det er ikke information, der mangler. Det er politisk handling, og den har manglet i de sidste 25 år. Nu har Jeppe Bruus så som den 23. minister chancen for at gøre det rigtige og blive skipperen på det danske miljøskibs mest imponerende fartøj.