Det tuder om natten

De fleste uglers døgnrytme er vendt om, ikke mindst natuglens, og der skal held og søgen til at finde uglens skyggefulde dagsskjul op mod en stamme - højst med missende øjne bliver man ugleset.

Der er exceptionel ikonisk kvalitet over ugler. Med to fremadrettede øjne i et velafgrænset ansigt, stort rundt hoved og opret positur har ugler mere menneskeligt over sig end alle andre fugle. De har til alle tider fundet plads i mytologi, religion, heraldik, kunst, okkultisme og eventyr, de er symboler på klogskab og visdom, guders fortrolige, hekses allierede – husdyr for opvakte alumner og sendebud for snedige rektorer på magiske kostskoler i England. Men uglens attributter grunder sig i tilpasning akkumuleret gennem årmillioner.

Få andre fugle er så ekstremt tilpasset et speciale, som mange ugler er det i deres levevis som natlige rovdyr. De fremadrettede øjne er store og meget lysfølsomme optiske organer, fast ophængt i deres huler. Det giver et snævert binokulart synsfelt til optimal afstandsbedømmelse, men medfører, at uglen må dreje hele hovedet for at skifte synsretning. Hovedet kan så til gengæld dreje næsten hele vejen rundt. 

Øreåbningerne sidder over øjnene, tilsvarende store og fremadrettede, i centrum af tragter dannet af specialfjer og med drejelige hudfolder som på et rovpattedyr. Dette specielle stereofoniske høreorgan er dog usynligt, gemt bag to mere eller mindre fuldstændige kranse af fjer, centreret om hvert sit øje – uglens såkaldte slør. De former tilsammen uglens umiskendelige ansigt og fungerer som akustisk parabol for ørerne. 

Uglearter, som tilmed har fjerhorn på toppen af hovedet, får en vis lighed med katte. Med til udstyret hører skarpe, krumme klør og et krumt næb - samt en løs fjerstruktur, der gør uglens flugt lydløs. Det er ikke mindst den unikt retningsfølsomme høresans, der gør uglen til en formidabel fjende for dyr op til en vis størrelse, som er sent ude om natten. Forsøg har vist, at slørugler kan fange mus i totalt mørke.

Det er gået op og ned for de danske uglearter gennem tiden – i de senere årtier glædeligvis mest op. Ugler tilknyttet åbent kulturland har det svært, især den lille kirkeugle, som er på nippet til at forsvinde, på grund af mangel på biller, regnorme og firben ude på landet. Musespecialisten sløruglen med det unikt hjerteformede, hvide slør er i fremgang, godt hjulpet af de milde vintre. 

Det øgede skovareal er gunstigt for en del arter, bl.a. for den middelstore natugle, vores mest almindelige ugle. Højst overraskende har flere højnordiske arter bredt sig mod syd; de små arter perleugle og spurveugle har enkelte steder etableret sig i gamle, ikke for tætte nåleplantager i Midtjylland – og den store, grå lapugle med det runde kæmpehoved er sensationelt nået helt ned til Skåne – vil den mon krydse Øresund? 

Stor hornugle, en af verdens største ugler, er tilbage i Jylland efter at have været udryddet med gift og hagl siden 1880´erne - nu tilbage som afkast fra et nordtysk avlsprogram. Det første indvandrerpar slog sig ned i en sønderjysk grusgrav i 1984, efter hundrede års fravær. Siden har den bidt sig fast. 

Det er en ikonisk fugl i fødekædens absolutte top – en formidabel natlig jæger, som ikke går af vejen for at pelse et pindsvin, nakke en vildkat, en krage, en voksen hare, en duehøg på nattekvisten eller sågar tømme en vandrefalkerede på en klippeafsats.

Om nogen tuder den om natten, et dybt ”OOO-hå”, anden stavelse svagere - en stemningsskabende lyd, som digteren St. St. Blicher har været fortrolig med på sin hjemegn i Jylland for 200 år siden. Skønt udpræget standfugl kunne han ikke nære sig for at medtage stor hornugle i sin lyriske naturcyklus ”Trækfuglene” fra 1838, med indledningen ”Hvilken frygtelig Fagot”. Senere gjorde den jagt- og naturromantiske forfatter Svend Fleuron Danmarks sidste oprindelige store hornugler i skovene omkring Tjele til hovedpersoner i sin dramatiske bog ”Det tuder om natten”.