Ny omgang gratis naturvidenskabelige foredrag i Bio Næstved
Bio Næstved og Næstved Bibliotek inviterer i fællesskab igen til videnskabsformidling i topklasse fra forskere ved Aarhus Universitet. Det sker på 6 tirsdagsaftener i foråret, hvor biografen lægger sal til de populære, livestreamede foredrag.

De videnskabelige foredragsrækker fra Aarhus Universitet har nu i flere år været meget velbesøgte, både i biografen og på biblioteket, der på skift har lagt lærred til forskernes formidling.
Senest er visningerne rykket til Bio Næstved på Kattebjerg 5 i Næstved. Her udgør biografens bløde sæder og store lærred den perfekte ramme for at opleve et bredt udvalg af emner, formidlet af nogle af Danmarks skarpeste hjerner.
Alle foredrag vises udvalgte tirsdage fra kl. 19:00-21:00, inkl. en lille pause undervejs. Vi opfordrer til at man møder op et kvarters tid inden foredragets start, så alle er på plads.
Hvad enten du har oplevet foredragene før eller det er første gang du møder op, kan du forvente tankevækkende og velformidlede indføringer i en række vidt forskellige, interessante emner – og ofte med et glimt i øjet og en god dosis humor. De forskere, der stiller op, er nemlig alt andet end tørre.
Foredragene er gratis, men kræver tilmelding via Bio Næstveds hjemmeside og billetsystem.
6 spændende foredrag i foråret
I løbet af foråret kan du opleve følgende:
Tirsdag d. 25. februar: DNA’en omkring os. I dette foredrag vil biolog Philip Francis Thomsen give et indblik i hvordan vores biodiversitet kan undersøges med miljøDNA-metoden, som han selv har været én af pionererne bag. Du kan bl.a. høre om hans forskning indenfor miljøDNA til kortlægning af vores kystnære havnatur, undersøgelser af diæten hos græssende køer og heste i rewilding projekter, samt analyser af insekt-DNA fra blomster på artsrige overdrev.
Tirsdag d. 11. marts: Udforskningen af Grønland, før og nu. I dette foredrag fortæller Vivi K. Pedersen og Kristian Hvidtfelt om, hvordan udforskningen af Grønland går langt tilbage i historien. Ekspeditioner gav viden om bl.a. øens natur og kultur. Og Grønland udforskes stadig. Fx for at klarlægge afsmeltningen af is, landskabet under og begges indflydelse på det globale havniveau.
Tirsdag d. 25. marts: Den meningsfulde hjerne. Oplev hjerneforsker Morten Kringelbach fortælle om, hvordan de nyeste hjerneskanninger, som måler aktiviteten i levende menneskehjerner, hjælper med at afdække hvilken betydning mange nydelser som fx natur, mad, babyer, musik, meditation og psykedeliske stoffer har for vores livskvalitet. Hvordan kan denne tværfaglige hjerneforskning bidrage til at forbedre vores liv?
Tirsdag d. 8. april: På tur i Mælkevejen igennem rum og tid. Forskerne Mia Sloth Lundkvist og Hans Kjeldsen tager dig med på en tur rundt i vores egen galakse, Mælkevejen, som, foruden milliarder af stjerner, består af blandt andet gas- og støvskyer, exoplaneter og et kæmpe sort hul i centrum. Du vil høre om Mælkevejens oprindelse og dens fortsatte udvikling i dag – og dykke ned i dens spiralarme, stjernehobe og gådefulde centrum.
Tirsdag d. 29. april: Dybhavet – nyt fra en ukendt verden. Ronnie N. Glud og Bo Barker Jørgensen sætter denne aften fokus på Dybhavet som dækker mere end halvdelen af Jordens areal. Det meste er uudforsket. Forskningen har dog fundet uventet liv på de største havdybder og dybt i havbunden. Hør om organismer der er tilpasset det ekstreme tryk samt om bakterier i havbunden der tager tusinder af år om at dele sig og som er afgørende for livsforholdene på Jorden.
Tirsdag d. 6. maj: Vil resistente bakterier slå os ihjel? Til forårets sidste foredrag ser Ditlev Brodersen og Hans Jørn Kolmos på et af de største fremskridt i lægevidenskaben, nemlig opdagelsen af antibiotika. Hvordan virker de egentlig og hvorfor rammer de ikke vores egne celler? Hør om bakterier, antibiotika og om mulige løsninger på de fremvindende resistente bakterier. Bakterierne lærer nemlig hurtigt at udvikle resistens, hvis antibiotikaforbruget bliver for stort.
Kontakter
Andreas Lønstrup PoulsenKulturformidler
Tlf:5588 4149alopou@naestved.dkMartin Rovang JensenKulturformidler
Tlf:55884138mrojen@naestved.dkBilleder



Næstved Bibliotek og Borgerservice
- består af Næstved Bibliotek, Fensmark Bibliotek, Fuglebjerg Bibliotek, Glumsø Bibliotek og Korskilde Bibliotek. Sammen driver vi et moderne biblioteks- og borgerservicetilbud for alle borgere i Næstved Kommune med det erklærede formål, at borgerne opnår indsigt og udsyn til at navigere i eget liv.
Følg pressemeddelelser fra Næstved Bibliotek og Borgerservice
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Næstved Bibliotek og Borgerservice
Mandlige seniorer holder hjernen frisk16.6.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Næstved Bibliotek starter endnu en række af Hold Hjernen Frisk aktiviteter for mænd i alderen 60+. Forløbet starter tirsdag den 26. august og slutter tirsdag den 28. oktober.
Tilbud til alle forfatterspirer13.6.2025 09:17:34 CEST | Pressemeddelelse
Næstved Bibliotek inviterer til tre dages skriveskole i sommerferien for børn fra 12 til 15 år. Det sker den 16.-18. juli kl. 9.00-12.00. Forløbet afsluttes med en bogreception for alle fredag den 18. juli kl. 15.30-17.00.
Foredrag om kunstig intelligens på Næstved Bibliotek – 'Frederik forklarer AI'9.6.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Onsdag d. 25. juni kl. 19:30-21:00 har du en perfekt mulighed for at få en tankevækkende og spændende indføring i kunstig intelligens, også tit omtalt som AI. Her fortæller journalist Frederik Kulager nemlig om den vilde teknologiske udvikling på godt og ondt i et foredrag på Næstved Bibliotek.
Introduktion til Lone Hørslevs forfatterskab28.5.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Tirsdag den 17. juni kl. 16.00-17.00 byder Næstved Bibliotek indenfor til en introduktion til Lone Hørslevs forfatterskab.
Få hjælp til lyd- og ebogstjenesten eReolen på Glumsø Bibliotek27.5.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Har du lyst til at låne lydbøger eller elektroniske bøger gennem biblioteket? Så kom forbi Glumsø Bibliotek torsdag d. 12. juni kl. 14:00-15:00.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum