Den danske landmand er lillebitte i den store verden

Hvad ville der ske, hvis dansk landbrug ved et trylleslag fra en ond heks ophørte med at producere fødevarer den dag i morgen? Intet.

Jamen, hvad skulle vi spise? Importerede fødevarer? Ja, og det gør vi allerede i stort omfang, og for næsten alle produkter ville det være billigere for forbrugerne. 

Vi spiser spansk inspireret paté med peberfrugter fra Belgien, rødt oksekød fra Brasilien, solmodne tomater fra Spanien og svinekød i alverdens udskæringer fra Polen. Faktisk importerer Danmark (2022) hele 27.041 tons svinekødsprodukter fra Polen, mens dansk bacon fra danske Tulip produceres i Tyskland, hvorfra vi samme år importerede 108.085 tons. Den samlede 2022-import af svinekødsprodukter til ’svineriget Danmark’ løb op i 190.693 tons – eller 33,5 kilo til hver eneste dansker.

Forklaringen er selvfølgelig, at prisen er kongen i supermarkedet.

Paradokset burde være åbenlyst for enhver. Landbrugslandet Danmark (og Luxembourg) har de dyreste fødevarer i EU med et prisniveau på hele 21 pct. over EU-gennemsnittet. Dernæst følger Malta og Irland med hhv. 18 og 16 pct. over EU-gennemsnittet. Retter man blikket mod vores nabolande lå Sverige 14 pct. over EU-gennemsnittet, mens Tyskland lå 6 pct. over EU-gennemsnittet. De billigste fødevarer findes i Rumænien og Polen. Således er priserne på mad i Danmark næsten dobbelt så høje som i Polen. 

Men hvad så med den globale befolkningstilvækst? Kommer de nye milliarder af verdensborgere ikke til at gå sultne i seng, hvis dansk landbrug slukker og lukker? Nej. Det er kun i reklamefilms, at danske landbrugsvarer mætter andre befolkningsgrupper end velnærede velhavere i vores industrialiserede nabolande som Tyskland, Sverige og England. Langt størstedelen af eksporten går til de europæiske lande, mens Kina, Norge, USA og Japan er de store eksportmarkeder uden for EU.

Den barske kendsgerning er, at dansk landbrug reelt intet betyder i den store verdens madhusholdning. Uanset hvor mange reklamemillioner landbrugslobbyisterne investerer i tv-spots, der dramatiserer en stor global fortælling, så har dansk landbrugsproduktion kun betydning for danske landmænd og for danskerne og deres drikkevand og natur. Stort set.
Det siger næsten sig selv, at sådan må det være. Alene ud fra vores produktionsarealers yderst beskedne størrelse er det indlysende, at vi hurtigt må komme til kort i det globale fødevareræs. Denne påstand vil blive bekræftet, hvis man et øjeblik studerer de nøgne produktionstal. Lad os gøre det.

Bjerge af korn
Korn, det dyrker vi på lidt over halvdelen af de danske marker, der beslaglægger to tredjedele af nationens areal. I et rimeligt normalt år løber høsten op i 9-10 mio. tons. En pæn stor dynge og isoleret set kan den virke imponerende, indtil man sætter den danske høst i forhold til den globale produktion på 2.604 mio. tons. Der præsterer vi så blot 0,38 pct. 

Ovenikøbet fyldes hovedparten af den danske kornhøst4 i svinene, så det reelle bidrag til at dække den globale efterspørgsel på planteprotein er ikke-eksisterende. Tværtimod. Oveni det danske kornbjerg skal der lægges en årlig proteinimport på 1,6-1,8 mio. tons soja for at dække foderbehovet hos danske svin og kvæg. Uden hjælp fra de store sojafarme i Argentina og Brasilien ville dansk landbrug være ilde stedt.

Den danske tænketank Concito har påvist, at den danske import af soja har betydelige negative klima-og miljøeffekter. Efterspørgslen på foderproteiner, som den store danske animalske landbrugsproduktion bidrager til, presser til stadighed naturområder og biodiversitet i især Sydamerika og medfører en betydelig udledning af drivhusgasser. Concito skønner, at dansk landbrugs import forårsager et udslip af ca. seks mio. tons CO2 om året. Det svarer til over 80 pct. af udledningen fra samtlige danske personbiler eller næsten halvdelen af den nationale udledning fra dansk landbrug.

Floder af mælk og millioner af kyllinger
Samme historie kan fortælles om mælk. År for år lykkes det mælkeproducenterne at malke større mængder mælk ud af de stadig færre danske køer, så takket være nogle af verdens mest effektive landmænd – og sojaimporten fra Sydamerika – er der sket et produktionsspring fra lidt mere end 7000 kilo om året i 2001 til mere end 10.000 kilo i dag i gennemsnit pr. ko. Det giver en årlig mængde på 5,48 millioner tons. 

Imponerende, ja, men i global sammenhæng er det blot en dråbe i verdenshavet af mælk. Alene i EU produceres der årligt 154,8 mio. tons, altså præcis 28 gange den danske præstation. Globalt produceres der 674,5 mio. tons mælk om året. Heraf udgør den danske andel blot 0,81 pct.

Eller tag slagtekyllinger. Vi producerer 148.000 tons årligt, men i EU er produktionen 15.200.000 tons6. Vi står altså for knap 1 pct. eller 25 kilo pr. dansker. Det rækker bare kun lige til vores eget forbrug, men da vi har en stor eksport af salmonellafrie kyllinger, må vi importere betydelige mængder fjerkræ for at tilfredsstille den indenlandske efterspørgsel. Verdensproduktionen ligger på 118.080.000 tons, så det danske bidrag udgør blot 0,13 pct.

Svineriget Danmark
Endelig er der dansk landbrugs store flagskib, svineproduktionen. 

Danmark er det mest svinetætte land i verden, forstået på den måde at ingen anden nation accepterer så stor en svineindustri som vi, men selv om mange synes, det er for meget, batter de danske svin ikke alverden globalt. Den samlede danske svinebestand omfatter 11-12 mio. svin på årsbasis, men det er altså ikke flere end hvad den største enkeltproducent på det internationale marked huser i sine stalde. Amerikanske Smithfield Foods/WH Group har 1.231.000 søer skarpt forfulgt af den største kinesiske enkeltproducent Wens med 1.100.000 søer.

Og selvom vi har en svinebestand, der tæller mere end dobbelt så mange dyr, som vi er danskere, er 12-13 mio. svin for intet at regne mod verdensbestandens 794 mio. svin. Vi huser altså blot 1,6 pct. af verdens svin. Alene Kina er hjemsted for mere end halvdelen af alle verdens svin med 435 mio. (2017).

I EU-sammenhæng er vi den 5. største svinenation efter Tyskland, Spanien, Frankrig og Polen. Vi producerer 6,45 pct. af fællesskabets svinekød og eksporterer 1.517.000 tons årligt, men det bliver alligevel kun til 1,4 pct. af de 105.996.000 tons, som verdens svineproducenter eksporterede i 2017. 

Plantemad ril 20 mio. mennesker

Hov – hov vil nogen måske protestere – vi producerer immervæk vegetabilske produkter nok til at mætte 20 mio. mennesker, selvom vi kun selv er 5,86 mio. danskere. Skal det ikke nævnes?

Den protest er ikke helt forkert, bortset fra at vi putter plantemaden i de mange millioner af svin, hvor den batter fire gange så lidt, som hvis vi spiste den direkte. Men i teorien serverer vi da mad for 14,14 mio. borgere ude i verden, det er bare ikke mennesker, der ville sulte uden den danske indsats, jævnfør hvilke lande vi eksporterer til. 

Og så skal det atter gøres lidt talgymnastik. Mad til 14,14 mio. mennesker fylder kun et lillebitte hjørne på verdens middagsborde. Sættes den globale befolkning til 7,6 mia., så bidrager danske landmænd altså blot med ”mad” til 0,19 pct. 

Fremtidens landbrug
Allersidst – men aldeles ikke mindst – er der grund til at aflevere en meget stor buket rosende ord til de verdensmestre i dansk landbrug, der faktisk findes. 

Disciplinen hedder ”fremtidens landbrug”, og her er der ingen grund til at holde igen med de store ord. Danmark er de suveræne verdensmestre, når det gælder både produktion og forbrug af økologiske produkter. 

Og roserne bør deles med det hastigt voksende segment blandt danske forbrugere, der stiller krav til landbruget om at dyrke jorden uden sprøjtegifte og opdrætte husdyrene uden medicin. Også detailhandlen, der villigt leverer de efterspurgte produkter i stærk indbyrdes priskonkurrence, bør roses.

Intet andet land i verden kan fremvise så store nøgletal for forbrug og produktion af økologiske landbrugsprodukter som Danmark. I 2017 lå den økologiske andel af det samlede fødevaresalg i Danmark på 13,3 pct. som det største globalt set. Sverige og Schweiz fulgte i Danmarks fodspor med henholdsvis 9,1 og 9,0 pct. 

Samme år blev der eksporteret økologiske oste, æg, skinker, gulerødder og andre danske økovarer for knap tre mia. kr. Det var en fremgang på hele 21 pct. på ét år. Dermed var den danske økoeksport næsten fordoblet på fire år. 

I 2018 nåede antallet af økologiske jordbrug op på 3.794 bedrifter eller 9,8 pct. af de 38.618 bedrifter i alt i landet, altså en ud af hver ti danske landmænd var nu økologer. 

Det økologiske produktionsareal11 i 2018 omfattede 279.299 hektar og udgjorde dermed 10,5 pct. af det totale produktionsareal i Danmark. Her ligger vi også i den høje ende, men overgås dog markant af lande som Liechtenstein (37,9 pct.), Samoa (37,6 pct.), Østrig (24 pct.) og Sverige (14 pct.). I fjorten lande verden over dyrkes 10 pct. eller mere af landbrugsarealet nu økologisk.

Hør, hvor vi gungrer
Vi fylder altså ikke meget, når kolde tal og kontante fakta får lov at placere dansk landbrug på den rette hylde i verdenssamfundet. Sagt mere brutalt betyder dansk landbrug ikke en døjt i den globale sammenhæng. Ingen ville gå sultne i seng, hvis dansk landbrug ophørte den dag i morgen, allerhøjst ville nogle millioner sove ind en smule mindre overmætte. 

Danmarks agroproducenter bidrager kun med mikroskopiske mængder til den globale fødevareproduktion, og dette minimale kosttilskud eksporteres ikke til lande, hvor befolkningstilvækstens sultne spøgelse truer. Tværtimod. Tyskland, Storbritannien, Sverige og Kina aftager broderparten med 53 pct. af vores landbrugseksport.

Uanset hvor mange millioner af kroner, der investeres i forførende tv-reklamer om verdens bedste fødevarer, så betyder danske fødevarer altså intet i det store billede. Uanset om der sælges lidt Danbo ost i New York, en smule grøn salat i Italien eller første klasses dansk svinekød på restauranter i Tokyo, så ville det næppe udløse noget større savn, om de danske leverancer udeblev. 

Alt det er værd at huske, når lobbyisterne på Axelborg affyrer deres kanoner mod politikerne på Christiansborg. Der er løst krudt i granaterne.