4 ud af 10 danske erhvervsledere: Det er blevet sværere at nå vores klimamål
En stor andel af de danske erhvervsledere vurderer, at det er blevet sværere for deres virksomhed at nå deres klimamål, og én ud af 10 erhvervsledere forventer ikke længere at kunne nå deres fastsatte klimamål. De peger samtidig på behovet for at fjerne administrative byrder inden for bæredygtighedsrapportering for at sikre erhvervslivets konkurrenceevne, viser en ny pulsmåling fra PwC.
En ny pulsmåling fra PwC om erhvervslivets syn på klimamål viser, at 46 % af virksomhederne har et klimamål, og blandt dem forventer 11 % ikke at nå det. 74 % forventer at nå deres fastsatte klimamål, hvor de resterende ikke har taget stilling hertil.
“Vores måling viser, at langt størstedelen af virksomhederne forventer at nå i mål med deres fastsatte klimamål, men der er også en væsentlig andel, der ikke forventer at nå deres klimamål. Således ses der også nu eksempler på virksomheder, som reducerer deres relative emissionsmålsætninger eller udskyder tidspunktet, hvor de forventer at nå deres mål, eller begge dele. Målingen peger særligt på, at manglende politiske rammebetingelser, herunder incitamenter, der kan gøre det mere attraktivt at investere i grøn omstilling, har gjort det sværere at nå de fastsatte mål,” fortæller Lars Baungaard, adm. direktør og Senior Partner i PwC.
Ifølge PwC’s pulsmåling peger hver femte erhvervsleder således på manglende politiske rammebetingelser, herunder utilstrækkelige incitamenter til at investere i grøn omstilling. Derudover er usikkerhed om krav og regler samt høje omkostninger ifm. grønne investeringer ifølge målingen medvirkende til, at det er blevet sværere for virksomhederne at nå klimamålene.
“Erhvervslivet befinder sig i et udfordrende økonomisk klima præget af stor usikkerhed og geopolitiske spændinger. Dette kræver øget fokus på fleksibilitet, risiko- og omkostningsstyring. Og på trods af bæredygtighedens betydning, kræver disse udfordringer i stigende grad ressourcer og opmærksomhed fra virksomhederne. Så meget desto vigtigere er det, at incitamenter til at investere i den grønne omstilling bliver øget, og at der kommer større klarhed og mere enkle regler på bæredygtighedsområdet, hvis man vil komme i mål med den grønne omstilling," understreger Lars Baungaard.
7 ud af 10 efterlyser enklere regler for bæredygtighedsrapportering
Ifølge pulsmålingen mener 7 ud af 10 erhvervsledere, at kravene til bæredygtighedsrapportering bør forenkles. Hver tredje (35 %) er desuden blevet mere negative over for bæredygtighedsrapportering det seneste år. Hver tredje virksomhed, blandt dem, der er blevet mere negative, mener at kravene er for høje eller for omkostningstunge, og hver femte virksomhed mener direkte, at rapporteringen ikke giver nogen målbar værdi for dem. PwC pulsmåling viser desuden, at knap 4 ud af 10 erhvervsledere vurderer, at de administrative krav fra EU, herunder især CSRD, negativt påvirker virksomhedens evne til at levere forretningsmæssig værdi. 22 % vurderer, at kravene påvirker i en positiv retning.
“Undersøgelsen peger på, at en del virksomheder finder, at reglerne i dag er for komplekse og dermed påvirker forretningen negativt. Kompleksiteten i kravene fra især CSRD kan således risikere at defokusere ledelsens eksekvering på andre væsentlige agendaer, mindske virksomhedernes økonomiske modstandskraft og sætte nødvendige investeringer, herunder også i den grønne omstilling, på pause,” vurderer Lars Baungaard.
Behov for at reducere administrative byrder
Pulsmålingen viser, at erhvervslederne mener, at EU bør have størst fokus på følgende tre områder i de kommende 12 måneder: Styrke konkurrenceevnen i forhold til Kina og USA, fjerne administrative byrder samt øge sikkerhed og forsvar.
“Det er alle tre vigtige områder, som sin vis hænger sammen. I PwC hilser vi derfor også Ursula von der Leyens udspil om at reducere de administrative byrder ved bæredygtighedsrapportering velkommen. Det bliver interessant at følge, hvad den kommende “Omnibus”-forenklingspakke fra EU, som forventes at blive udsendt den 26. februar 2025, vil indeholde af konkrete ændringer mht. især CSRD, EU Taxonomi-forordningen og CSDDD, og herunder også i form af en mere strømlinet lovgivning nu og fremadrettet.”
Om undersøgelsen
275 danske erhvervsledere har deltaget i spørgeundersøgelsen “Erhvervslivets syn på klimamål”. Besvarelserne blev indsamlet i perioden fra 9. december 2024 til 6. januar 2025. Respondenterne blev blandt andet spurgt om deres vurdering af virksomhedens klimamål, herunder udfordringer og muligheder i forhold til at nå disse mål, samt deres holdning til bæredygtighedsrapportering.
Vedhæftede filer
Om PwC
I PwC arbejder vi for at styrke tilliden i samfundet og være med til at løse væsentlige problemstillinger. Det gør vi med udgangspunkt i vores viden inden for revision, skat og rådgivning. Vores kunder kommer fra alle dele af erhvervslivet og den offentlige sektor, og vi er ca. 2.800 medarbejdere og partnere, som brænder for at gøre en positiv forskel for kunder og kolleger. Globalt er vi 328.000 PwC'ere i 152 lande, og i Danmark er vi markedsledende. Mød os over hele landet. Vi er der, hvor du er.
Succes skaber vi sammen …
Følg pressemeddelelser fra PwC
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra PwC
De danske toplederes tro på vækst er tilbage på niveauet før krigen i Ukraine20.1.2025 18:54:33 CET | Pressemeddelelse
Danske toplederes optimisme er tilbage på niveau med 2022, og andelen af danske topledere med tro på vækst i verdensøkonomien er mere end fordoblet på blot et år. Usikkerhed forbundet med cyber- og geopolitiske risici udgør de største trusler for erhvervslivet. Det viser PwC’s CEO Survey 2025.
Mindre skat for de fleste i 2025: Her er de vigtigste ændringer27.12.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Større beskæftigelsesfradrag, højere topskattegrænse og bedre vilkår for aktieindkomst betyder, at mange danskere kan se frem til en lavere skattebetaling næste år.
Øgede forventninger driver et stigende fokus på bæredygtighed i installatørbranchen23.12.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Installatørvirksomheder oplever et stigende fokus på bæredygtighed i branchen, der især er drevet af øgede forventninger fra både offentlige og erhvervskunder. Det viser PwC’s brancheanalyse for installatørvirksomheder.
Ny afgørelse fra Landsskatteretten: Kørselsfradrag kan begrænses ved valg af længere rute20.12.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Landsskatteretten har med en nylig afgørelse skærpet fokus på, hvilken rute der kan danne grundlag for kørselsfradrag. I sagen blev en længere rute via Storebæltsbroen ikke godkendt, da en kortere og mere økonomisk rute via Odden-Aarhus/Ebeltoft vurderedes som "den normale transportvej".
Investorer: AI vil ikke fjerne behovet for medarbejdere18.12.2024 08:05:39 CET | Pressemeddelelse
7 ud af 10 investorer opfordrer virksomhederne til at investere i både AI og opkvalificering af medarbejdere. Investorer ser således vigtigheden i at investere i mennesker sammen med teknologi, og 74 % forventer, at virksomhederne vil øge investeringerne i opkvalificering. Det viser PwC’s Global Investor Survey 2024.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum