Lav lever livet på vågeblus

Mens man med længsel venter på forårets fuglekor og alt det livsaligt lysegrønne, kan man på vinterskovturen trøste sig med laverne. De byder sig til med en mangfoldighed af farver og former, når blot man standser op og stiller skarpt. De fleste kender de lysegrågrønne, krusede rensdyrlaver fra juledekorationer og gravstedspynt, ofte garneret med mos, men ellers er de op mod tusind arter laver i den danske natur hovedsageligt et interessefelt for en lille kreds af eksperter, såkaldte likenologer (liken = lav).

Ordet lav kommer fra oldnordisk lafa, som betyder ’dingle, hænge’ - og i visse gamle og fugtige skove kan laver, bl.a. skæglaver, hænge tæt ned fra grene og stammer, som lange, muganløbne kineserskæg. Sådanne mystiske eventyrskove er sjældne, men laver antager utallige former og vokser i øvrigt på en mangfoldighed af næringsfattigt underlag - udover bark, på sten, klipper, mure, tage, sandet bund og mere til. Lav kan så at sige leve på en sten, steder hvor intet andet kan gro, og denne evolutionære trumf grunder sig i en snedig strategi:

Lav er en dobbeltorganisme, et symbiotisk partnerskab mellem en svamp og encellede alger. Ud fra devisen ’sammen er vi stærke’ får de to parter gensidig fordel, der bringer dem til at kunne trives under forhold, hvor de hver for sig og alle andre levende organismer må give op. Svampen får sin næring fra algernes fotosyntese, og algerne får beskyttende værtskab af svampen, indlejret som de er i svampevævet. 

Men det er et liv på vågeblus: Algecellernes produktion er lav, og svampen og konsortiet må nøjes med vand og en smule næringssalte fra nedbør og støv. Under tørke eller frost tørrer laven ind til et passivt skelet, for så igen at vækkes til live, når vand og varme forbedrer forholdene. Den årlige tilvækst er derfor yderst beskeden, den skal måles i få millimeter, og for nogle arktiske arters vedkommende i hundrededele af millimeter. Sådanne ultratræge lavskjolde på en grønlandsk klippeblok kan til gengæld blive flere tusinde år, ja næsten uendeligt gamle. 

Form og struktur af en lav er bestemt af begge partnere, dog mest af svampen, der som konsortiets ’strateg’ bestemmer, om laven nøjes med at brede sig fladt ud eller gror i tre dimensioner, som et krat af tæt forgrenede lilleputtræer, eller som skåle, pokaler, lamper, trompeter, koraler, vandtårne, alt i miniformat.

Farven er bestemt af begge parter, de grønlige nuancer kommer fra algerne, andre farver fra svampevævet og især deres frugtlegemer, som f.eks. hos arter af bægerlaver er ildrøde knapper.

Lavsvampen huser foruden sine encellede grønalgepartnere også ofte de såkaldte cyanobakterier (’blågrønalger’), og hvor der derudover er andre bakterier med i konsortiet, giver det multiple symbiotiske relationer - et samvirkende netværk som et helt miniatureøkosystem. 

Laver er i al deres lavmælte fremtoning fascinerende eksempler på komplekse livsudfoldelser. 

Læs mere om laver, især de danske arter på sandbund, i ”Lav i klit og hede” af lavspecialisten Ulrik Søchting, lektor emeritus fra Københavns Universitet. Alene bogens fantastiske fotografier må åbne alles øjne for lavernes mageløse miniverden.