Fiske-fiksfakseri

Her kommer en beretning fra mit arbejde i Europaudvalget, hvor fisk, fiskeri og havpolitik har været på dagsordenen mange gange. Det er en rejse gennem bureaukrati og skrivebordsøvelser, der tilsander den reelle politik. 

Hensigt vs. virkelighed
Rigsrevisorerne skriver i deres nyligt udgivne beretning om muslingefiskeriet i Limfjorden, at det tog Danmark 15 år at lave en vejledning for, hvordan fiskere skulle følge EU lovgivning om størrelsen på bådmotorer. Fiskeristyrelsen, hvis ansvar det var at implementere loven, har trods advarsler slet ikke ført tilsyn med størrelsen på bådmotorer i de seneste 20 år. 

Beretningen vidner om, at trods politik og love om skånsomt fiskeri, så tyder det på, at hensigten hos Fiskeristyrelsen er, at fiskeriet skal fortsætte som hidtil. På trods af, at den ene videnskabelige rapport efter den anden fastslår, at den nuværende praksis vil føre til et økologisk kollaps og fiskeribranchens egen ende.

Den sidste fisk skal fiskes
Når man dykker ned i fiskeripolitikens dyb er der desværre intet tegn på, at noget som helst vil ændre sig, før der decideret ikke er mere at fiske. På bunden af fiskeripolitikken, hvor fundamentet står, finder vi de fiskekvoter, der bliver fastlagt af EU.

Hvert år skal de europæiske fiskekvoter fastlægges gennem forhandlinger mellem medlemslandene i EU. Kvoterne tager bl.a. udgangspunkt i den videnskabelige rådgivning fra ICES (International Council for the Exploration of the Sea), som de baserer på målinger af de europæiske fiskebestande. 

Det er et godt system, hvor man har besluttet, at europæisk fiskeripolitik skal være videnskabeligt baseret. 

De videnskabeligt baserede kvoter har de seneste år været på en nedadgående spiral. ICES anbefaler lavere og lavere kvoter, fordi fiskebestandene enten får det værre, eller blot ikke får det bedre. Flere bestande har nu en decideret nul kvote, altså det er forbudt at fiske dem. Skulle man tro. 

Nul kvote, men …
Der er flere fisk, der slet ikke må fiskes. Alligevel sker det i stor grad. Hvorfor? Det er her al skrivebords-fiskfaskeriet kommer ind i billede. 

For det første har man opfundet bi-fangskvoter. Det betyder, at for hver en fiskebestand er en kvote for det der tilladt at fiske, og en bifangstkvote for, hvor meget det er tilladt “at komme til” at fiske.  I praksis betyder det, at de fisk, hvor der var nul kvoter, så alligevel fiskes - blot under et andet navn, ikke kvote, men bifangstkvote. 

Men jeg tror fisken er lidt ligeglad med hvad kategorien hedder. 
EU er opmærksom på problemet, og den videnskabelige rådgivning siger, at bifangstkvoterne også skal reduceres kraftigt. Hvorfor sker det så ikke? 

Fordi mange EU-lande, heriblandt Danmark, mener at det er umuligt at få mindre bifangst.

I dag fiskes der nemlig med store, tunge, bundslæbende net kaldet bundtrawl. Det betyder, at der slet ikke kan differentieres mellem en fisk, som det er tilladt at fiske, og en fisk, det er forbudt at fiske. Alt kommer med op i nettet, også havbundens søstjerner, slangestjerner og andet stort og småt. 

Samtidig har EU indført landingsforpligtelsen, der betyder, at alle fisk der fiskes op af havet, skal med ind til land og registreres. Så længe der fiskes med bundtrawl burde en stor del af fiskeriet derfor være ulovligt, da de ikke kan undgå at få en bifangst af forbudte fisk, og de pga. landingsforpligtelsen skal registrere alt de får i nettet. 

I denne situation kunne man have løst problemet ved at forbyde den skadelige bundtrawl, og i stedet indføre et mere skånsomt og selektivt fiskeri. 
Det har man i højere grad gjort i Middelhavet, hvor bundtrawl flere steder er forbudt og hvor fiskerne bliver økonomisk kompenseret. 

I de nordlige farvande, hvor Danmark er en stærk politisk aktør, ønsker man ikke at gøre brug af den model. I stedet gør man brug af den alternative fiskekvote, nemlig den såkaldte bifangstkvote. 

”Alt i alt står vi i en situation, hvor vores fiskeripolitik er hullet som en si, og vores tilsyn er tæt på ikke eksisterende. Hver gang en undtagelse eller lempelse er mulig, kan vi stole på, at Danmark vil benytte sig af den”

Torskens skæbne
Et godt eksempel er torsken. Torsken fiskes både i Kattegat, Nordsøen, Skagerrak, Øresund og Østersøen. Kun i Øresund, hvor der i mange år har været bundtrawls-forbud er torsken i fremgang. For de øvrige bestande går det rigtig skidt. Kvoten for torsk i Kattegat har i en længere årrække kun været tilladt som bifangst.

Argumentet fra dansk side er, at torsk kan ikke undgås som bifangst i Kattegat, f.eks. når der bundtrawles efter den kostbare og eftertragtede jomfruhummer. Størstedelen af den bifangstkvote på torsk, som EU fastlægger, tilfalder danske fiskere. Imens lover Danmark, at de vil fiske med “selektive redskaber”, for at nedsætte skadeligheden af jomfruhummerfiskeriet i Kattegat. 

Konsekvenserne ved jomfruhummerfiskeriet i Kattegat er blevet afdækket flere gange af forskere, der har påvist, at fiskeriet har voldsomme konsekvenser for naturen, og dermed også fiskebestandene i området. Derudover har fiskeriet et meget højt klimaaftryk. Det mest fornuftige, både for naturen, klimaet og fiskeriets egen fremtid, ville altså være at omstille jomfruhummerfiskeriet. 

Men igen er der lagt en kattelem ind. Det andet skrivebords-fiskfakseri. 

EU vil nemlig gerne have, at bådene er udstyret med elektronisk monitorering, så det nemmere kan kontrolleres, om de følger den føromtalte landingsforpligtelse. Fiskeriministeren har derfor lavet en frivillig ordning for jomfruhummerfiskeriet i Kattegat, hvor fiskerbåde udstyret med et kamera fritages kontrol af fangst, får en højere torske-bifangstkvote og bliver fritaget fra krav om selektive redskaber. 
Smart. 

Hullet som en si
Alt i alt står vi i en situation, hvor vores fiskeripolitik er hullet som en si, og vores tilsyn er tæt på ikke eksisterende. Hver gang en undtagelse eller lempelse er mulig, kan vi stole på, at Danmark vil benytte sig af den.

Samtidigt bliver det sværere og sværere at tjene penge på fiskeriet i fremtiden - alene af den årsag at der er færre fisk. Den danske regering vil ikke anerkende, at grunden dertil ikke er for meget regulering, men for meget og for skadeligt fiskeri. 

Skrivebords-fiksfaskeriet er et godt eksempel på:
•    hvordan politiske intentioner fordufter i kafkask bureaukrati
•    hvordan undtagelse på undtagelse på undtagelse gør den eksisterende lovgivning de facto ikke-eksisterende

Hykleriet er værst
Derfor er det reelt mere tåleligt at forholde sig til en politiker som Trump, som ikke pakker sort miljøpolitik ind i pænt grønt papir. 

Vi ser i stedet dele af et system, der med vilje skaber et kafkask bureaukrati. Det gør den reelle praksis umuligt at gennemskue uden et langt forudgående udredningsarbejde. Der er masser af gode intentioner. Men reelt er resultatet lige dårligt for miljøet.