IDA: Lydoptagelser i butikker er rendyrket overvågning
23.1.2025 13:42:18 CET | Ingeniørforeningen, IDA | Pressemeddelelse
Overvågningen går for vidt, når butikker og supermarkeder fremover får mulighed for at optage alle samtaler mellem kunder og ansatte.
Det er et skridt på vejen mod totalovervågning af borgerne, at Folketinget med en ændring af straffeloven gør det muligt at optage alle samtaler i landets butikker.
Det mener Ingeniørforeningen IDA, der ser med stor alvor på, at butiksansatte fremover skal affinde sig med, at arbejdsgiveren optager deres samtaler med kunder og kolleger fra de møder på job og til fyraften.
”Én ting er, at kunderne risikerer at få optaget deres samtaler, som måske rummer detaljer om deres privatliv. Noget andet er de ansatte, der ikke længere frit vil kunne drøfte personalemæssige eller personlige emner i fortrolighed, fordi alt bliver optaget. Der er tale om overvågning af medarbejderne i en helt uhørt skala, og lydoptagelser kan let misbruges af arbejdsgiveren og stille medarbejderne i en dårlig situation”, siger Malene Matthison-Hansen, der er formand for Ansattes Råd i IDA.
Baggrunden for lovændringen, som træder i kraft den 1. februar, er, at regeringen sammen med De Samvirkende Købmænd og Dansk Erhverv ønsker nye værktøjer til at bekæmpe butikstyveri.
I lovforslaget hedder det, at butikkerne i dag har svært ved at dokumentere, når butikstyve truer butiksansatte, og det vil lydoptagelser angiveligt kunne ændre.
Men den præmis køber Malene Matthison-Hansen ikke:
”Konstant lydoptagelse er voldsomt indgribende for alle parter. Hensynet til de ansattes arbejdsforhold bør vægte højere end ønsket om at indføre skjulte optagelser af samtaler med kunderne. Problemet bør kunne løses ved, at medarbejderne kan trykke på en optageknap, hvis der er optræk til en ubehagelig situation med en kunde”, siger hun.
Hun anfægter også, at lovændringen ensidigt tilgodeser arbejdsgivernes interesser, mens arbejdstagerne ikke har været en del af forhandlingerne. Således oplyser HK Handel, som organiserer de butiksansatte, og Forbrugerrådet Tænk, at de slet ikke været indkaldt til drøftelserne.
HK Handel har i et høringssvar blandt andet påpeget, at konstant lydoptagelse er skadeligt for det psykiske arbejdsmiljø, og den opfattelse deler IDA.
”Jeg tror, de fleste arbejdstagere vil have det anstrengt med, at hver eneste ytring i løbet af en arbejdsdag bliver optaget og gemt af arbejdsgiveren. Det skaber grobund for mistrivsel, når du konstant er overvåget, og det er heller ikke befordrende for ytringsfriheden på arbejdspladsen”, siger Malene Matthison-Hansen.
Ifølge Justitsministeriets vurdering skal aflytning eller optagelse i butikker være tilladt, hvis det sker åbenlyst, for eksempel hvis der er opsat tydelig skiltning om, at butikken er aflyttet.
Men det er et meget markant brud med den hidtidige vurdering af, hvad der lovligt, når det gælder lydoptagelser i straffelovens paragraf 263.
I dag er det strafbart, hvis man ”ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler eller anden samtale mellem andre eller forhandlinger i et lukket møde, som den pågældende ikke selv deltager i”.
Ifølge Malene Matthison-Hansen tilsidesætter politikerne også den aftale om kontrolforanstaltninger, der er indgået mellem arbejdsmarkedets parter.
”Indsamlingen af privatlivsdata skal stå mål med det, man ønsker at opnå, og et bærende princip i GDPR er dataminimering. Det her er et udtryk for det modsatte. Derfor opfordrer vi til at finde en mindre indgribende løsning, som involverer de ansatte”, siger Malene Matthison-Hansen.
Nøgleord
Kontakter
Ole Hoff-Lund, presserådgiver i IDA, telefon 26 83 81 84
Følg pressemeddelelser fra Ingeniørforeningen, IDA
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Ingeniørforeningen, IDA
Ingeniøroptaget falder for andet år i træk27.7.2026 18:13:10 CEST | Pressemeddelelse
De unge står i kø for at blive ingeniører, og civilingeniører er for tredje år i træk den mest søgte uddannelse. Alligevel får færre en plads. IDA peger på, at den udvikling er ude af trit med samfundets behov.
Historisk mange kvinder har søgt ind på civilingeniøruddannelsen10.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Aldrig har flere kvinder søgt ind på civilingeniøruddannelsen end i år. Nye tal viser, at 32,4 procent af årets ansøgere til civilingeniøruddannelsen er kvinder. Det højeste niveau, siden man begyndte at måle i 1996.
Ingeniører topper igen-igen listen over de mest søgte uddannelser5.7.2026 19:51:57 CEST | Pressemeddelelse
Ansøgningerne til civilingeniøruddannelserne stiger igen i 2026 og topper listen over de mest søgte uddannelser.
IDA roser regeringen: Danmark har fået sin første teknologi-regering!2.6.2026 16:15:20 CEST | Pressemeddelelse
"Et trygt og sikkert Danmark kræver fokus på teknologi. Der er krig i Europa og i Mellemøsten. Vores energiforsyning og elnet er under pres, kunstig intelligens buldrer frem, og den grønne omstilling kræver stadig nye løsninger. I alle de store spørgsmål, vi står over for, spiller teknologi en hovedrolle. Derfor er det simpelthen så vigtigt, at teknologi går igennem regeringsgrundlaget som en rød tråd. Som en mulighed, vi skal gribe, og som et felt, hvor vi skal have kontrol over udviklingen. Jeg tror aldrig, det er set før. Det er modigt og ansvarligt og det fortjener stor ros”, siger Laura Klitgaard, formand i IDA.
Ny undersøgelse: Sundhedsteknologier giver tryghed og aflaster pårørende29.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny befolkningsundersøgelse fra IDA viser bred opbakning blandt danskerne til sundheds- og velfærdsteknologier, så længe datasikkerheden er på plads. Det er et klart mandat fra danskerne, siger IDAs formand og opfordrer politikerne til at udarbejde en strategi, der kan styrke kvaliteten og udbrede løsningerne i hele landet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum