Energinet ruster elnettet mellem Aarhus og Aabenraa til den grønne omstilling
Energinet udvider elnettets motorveje med en ny kraftigere 400 kV-luftledningsforbindelse mellem Aabenraa og Aarhus, der erstatter den eksisterende forbindelse fra 1970’erne. Samtidig forstærkes og udbygges elnettet blandt andet i Aarhus. Projektet er udvalgt til at bruge en ny og hurtigere miljøvurderingsproces, som kan fremskynde projektet med op til to år.

Energinets bestyrelse har godkendt et nyt projekt, der frem mod 2034 skal lave en gennemgribende renovering af elnettet fra Aabenraa til Aarhus. Projektet ruster elnettet langs den jyske østkyst til den kraftige stigning i elforbruget, der følger med den grønne omstilling. Allerede i 2030 vil elforbruget være fordoblet, og i 2050 kommer danskerne til at bruge fire gange så meget strøm som i dag.
Den omkring 200 km lange 400 kV-forbindelse bliver en ny el-motorvej, der kan forsyne forbrugere og virksomheder fra Aarhus til Aabenraa. Samtidig kan den flytte store mængder grøn strøm over store afstande. Den nuværende forbindelse fra 1970’erne er nedslidt, og en gennemgribende renovering ville være nødvendig, hvis den vitale 400 kV-forbindelse fortsat skal holdes i drift. Det er også en af grundene til, at den nye forbindelse laves med en ny linjeføring. På den måde kan vi opretholde forsyningssikkerheden, samtidig med vi bygger.
”Det er nødvendigt at bygge en ny og kraftig forbindelse i stedet for at renovere den eksisterende, som allerede om få år vil være overbelastet. Samtidig med at vi laver en helt ny og stærkere elforbindelse, kan vi i samme ombæring lave en ny og bedre struktur for elnettet i Aarhusområdet og erstatte en masse af 150 kV-luftledningerne med kabler i jorden”, siger Søren Damsgaard Mikkelsen, hovedprojektleder i Energinet.
Det er meget vanskeligt at lave elforbindelser på det højeste spændingsniveau, 400 kV, som nedgravede kabler. Energinet vurderer, at det er teknisk muligt at lave op til 30 km ud af de i alt 200 km som jordkabler. De fordeles på få strækninger, hvor der er behov for at tage særlige hensyn til natur og miljø.
Nyt elnet i Aarhus
På flere dele af den eksisterende strækning mellem Aarhus og Aabenraa hænger der et eller to 150 kV-systemer på de samme master som 400 kV-forbindelsen. De bliver sammen med flere andre eksisterende 150 kV-forbindelser, der også har udtjent deres levetid, erstattet med nedgravede kabler. Flere af Energinets højspændingsstationer i området bliver i den forbindelse renoveret eller flyttet for at gøre plads til tilslutning af de nye forbindelser.
“Hovedparten af elnettet i Aarhus er fra 60’erne og 70’erne og står over for en gennemgribende renovering. Derfor benytter vi lejligheden til at omlægge det og lave en ny struktur, der ruster nettet til den fremtidige forsyning af hele Aarhusområdet med grøn energi og et kraftigt stigende elforbrug. På den måde styrker vi forsyningssikkerheden og fjerner en masse luftledninger i og omkring Aarhus”, siger Søren Damsgaard Mikkelsen.
Mellem Vejle og Aabenraa hænger der også et 150 kV-system på de eksisterende 400 kV-master. Det erstattes af en nedgravet forbindelse på samme strækning. Mellem Horsens og Billund etableres der en ny kabelforbindelse for at styrke forsyningen i området.
I alt forventer Energinet, at der skal laves omkring 240 km nedgravede 150 kV-forbindelser.
Ny miljøvurderingsproces skruer op for hastigheden
Inden jul indgik regeringen og en række af Folketingets partier en aftale om hurtigere udbygning af elnettet, herunder brugen af såkaldte fremskyndelsesområder - en ny proces, som kan skære år af den ofte lange miljøvurderingsproces. Det er et resultat af ny EU-lovgivning, der skal fremme den grønne omstilling.
Projektet mellem Aarhus og Aabenraa er udvalgt som et af tre projekter, der skal benytte den nye proces. Energinet forventer at kunne reducere tiden, det tager at få en miljøtilladelse til projektet, med to år.
" Vi skal selvfølgelig leve op til krav og målsætninger i miljø- og naturbeskyttelseslovgivningen, men vi er meget glade for, at vi får mulighed for en hurtigere og mere smidig proces. De nye regler betyder, at vi kan sikre, at elnettet bliver klar til de store forandringer, der venter, og holde et højt tempo på den grønne omstilling,” siger Søren Damsgaard Mikkelsen.
Tidlig dialog med kommuner og berørte borgere
Projektet er stadig i en tidlig planlægningsfase og afventer en endelig godkendelse af Klima-, Energi- og Forsyningsministeren. Energinet har startet på en indledende dialog med de 13 kommuner, som projektet kan berøre.
“Vi har brug for en tæt dialog med kommunerne, så vi kan lave en forbindelse, der tager så mange hensyn som muligt. Når vi er klar med et forslag til, hvordan projektet skal laves og placering af linjeføringen for de enkelte forbindelser, så skal vi i dialog med de borgere, der bliver berørt af projektet”, siger Søren Damsgaard Mikkelsen.
Fakta
Projektet omfatter fire dele:
- En ny 400 kV-luftledningsforbindelse mellem Aabenraa og Aarhus, der erstatter den eksisterende luftledningsforbindelse, som efterfølgende nedtages. Forbindelsen er omkring 200 km lang. Det er teknisk muligt at lave 30 km af forbindelsen som nedgravede kabler, mens resten laves med luftledninger, der hænger på elmaster. Flere stationer på forbindelsen udvides eller flyttes.
- Det eksisterende 150 kV-net i Aarhus-området omstruktureres, hvor eksisterende luftledninger tages ned og erstattes med nedgravede kabelforbindelser. Flere stationer udvides eller flyttes.
- En ny nedgravet 150 kV-forbindelse mellem Horsens og Billund vil yderligere forstærke elnettet i området.
- Den nuværende 150 kV-forbindelse, der hænger på de eksisterende master mellem Vejle og Aabenraa, tages ned og erstattes af en nedgravet kabelforbindelse. I alt forventer Energinet, at der skal laves omkring 240 km nedgravede 150 kV-forbindelser.
Læs mere om projektet på www.energinet.dk/aarhus-aabenraa
Nøgleord
Kontakter
Søren Damsgaard MikkelsenHovedprojektleder
Tlf:23338519SDM@energinet.dkSune Juul-SørensenKommunikationskonsulent
Tlf:+45 22616470son@energinet.dkBilleder

Om Energinet
Vi varetager samfundets interesser og ejer energiens "motorveje". Vi har ansvaret for at forsyne Danmark med el og gas, skabe fair konkurrence og fremme klimavenlige energiløsninger. Læs mere på www.energinet.dk
Følg pressemeddelelser fra Energinet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Energinet
Energinet udskifter 400 kV-luftledninger og master mellem Odense og Middelfart15.8.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den ældste og sydligste af de to elforbindelser mellem Fraugde ved Odense og Kauslunde ved Middelfart er udtjent. Derfor går Energinet nu i gang med at renovere den 52 kilometer lange strækning.
Energinet inviterer til dialogmøder om ny elforbindelse mellem Aarhus og Aabenraa14.8.2025 11:28:44 CEST | Pressemeddelelse
Energinet gør elnettets motorveje klar til den grønne omstilling med en ny og kraftigere 400 kV-luftledningsforbindelse mellem Aabenraa og Aarhus. Samtidig forstærkes og udbygges det underliggende elnet. Derfor inviteres berørte borgere til dialogmøder på strækningen mellem Aarhus og Aabenraa.
Arbejdet med at lægge søkabel ud mellem Hellerup og Amager går i gang i juli - hold afstand til skibene7.7.2025 08:10:00 CEST | Pressemeddelelse
Energinet er i gang med at etablere en ny kabelforbindelse fra Amagerværket til Nordhavn og Gentofte. I slutningen af juli skal kablet føres i land ved Amagerværket og derefter lægges ud på havbunden, føres i land på Nordhavn og videre hen til kysten ved Hellerup. Herfra fortsætter det som landkabel til Glentegård Højspændingsstation. Andre sejlere på vandet skal holde afstand for deres egen sikkerheds skyld.
Omkørsel på en del af Strandvejen i Hellerup fra mandag 14. juli til og med 11. august2.7.2025 08:09:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter kabelarbejdet på Strandvejen i Hellerup skal midterrabatten nu retableres. Derfor ensrettes Strandvejen på en kort strækning i fire uger fra midten af juli. De første to uger er Strandvejen ensrettet i nordlig retning, dvs. ud af byen. De næste to uger er vejen ensrettet i sydlig retning, dvs. ind mod byen.
Energinet er klar til strøm fra Danmarks største havvindmøllepark18.6.2025 09:34:25 CEST | Pressemeddelelse
Energinet sætter flueben ved anlægsaktiviteterne i forbindelse med tilslutning af Thor Havvindmøllepark ud for Nissum Fjord. Anlægsarbejdet har været i gang i godt to år og er færdigt til aftalt tid.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum