”2025 - ET LOVENDE ÅR”

Statsministeren lovede ”mere statsstøtte”. Det kan man vælge at opfatte som en lovning på, at små og naturnære landbrug og landbrugsfællesskaber får den støtte, der skal til for at konkurrere på lige vilkår og til at genoplive døde marker, døde have og luften, hvor der i det ny år forhåbentlig bliver ikke færre, men flere insekter og fugle - og det åbne land, hvor flere mennesker vil færdes

Af Ole Kjærulff Davidsen. Forperson i landboorganisationen Frie Bønder - Levende Land

 Kongen talte til forskel fra statsministeren direkte om jordbruget:
”Naturens rigdomme er til låns. Ingen ejer himlen eller havet. Skovene eller dalene. Engene eller stjernerne. Ingen af os har magt til at sætte selv det mindste blad på en nælde. Vores lod er at passe på vores jord, for i morgen er der også en dag.”
   
Her var hip til fedtemøgets fædre og mødre, til dem der med ny GMO vil til at spille Gud, og til dem der skal dyrke jorden. Dét er lovende - så meget desto mere som statsministeren brugte meget af sin tale på at stille sig bag kongen.

   Begge mægtige mennesker glemte dog et vigtigt fælles ansvar: vores husdyr - selvom kongen med sit ny våbenskjold har tildelt Vædderen en større rolle, sammen med den vilde hvide Bjørn.

   Dén mangel rådede mediet TV2 bod på den 12-12 med en udsendelse, der nødvendigvis må give håb - for det kan dårligt blive værre: ”Hvem passer på grisene?” gav et billede af de ubærlige livsvilkår, der bydes vore nære slægtninge. Dokumentaren indeholdt en lang række eksempler på grove overtrædelser af dyreværnsloven og i øvrigt uacceptable forhold i danske svinestalde. Det fremgik tillige, at de beskrevne ulovligheder blev begået rutinemæssigt og i et overvældende omfang. Og så fik man et klart indtryk af, at Fødevarestyrelsen, der har tilsynsmyndigheden, systematisk ser igennem fingre med kriminaliteten.

   Der var sådan set ikke noget afgørende nyt i udsendelsen. Det nye er blot, at forholdene i svinestaldene igennem de forgangne år er blevet endnu værre, og at myndighedernes medskyld er vokset. Hvis landets lov og ret gjaldt også i landbruget, stod et betragteligt antal mennesker til fængselsstraf, og fødevareministeren ville miste sin stilling straks.

   Man tør dog godt love de ansvarlige, at de heller ikke i det ny år vil blive stillet til regnskab. Ramaskriget vil udeblive og reaktionerne indskrænke sig til en moralsk fordømmelse af svineproducenterne, tilsynsmyndigheden og måske de politisk og økonomisk ansvarlige. Når ubehaget ved synet af de mange blodører, brok, halebid, endetarmsudfald, fikserede søer, smågrisemassedød, etc., etc. har lagt sig, kan mishandlingerne fortsætte uhindret. Det står jo også skrevet, at den, der dømmer, dømmer sig selv. Man skal ikke pege fingre, siger man i dag.

   Situationen synes således håbløs - og dog. For måske kan minkskandalen give stof til at eftertænke risikoen for en svineskandale. En pludseligt opstået epidemisk sygdom (COVID-19 blandt menneskene udløste, at hele minksektoren likvideredes over hals og hoved. Hvad det kommer til at have kostet den danske statskasse, er endnu uvist, men skøn på ca. 30 mia. kr. er blevet nævnt. Der skal en betydelig fantasi til for at forestille sig de fulde konsekvenser af en tilsvarende nedlukning af svineindustrien. Det må dog stå klart, at det vil være fatalt for Danmarks økonomi som helhed. Dén risiko vil man dog vel ikke lade hvile over landet året ud?

   Fra lægeligt hold er der længe blevet advaret om farerne for folkesundheden forbundet med den omfattende svineproduktion, dog hidtil uden effekt. Men måske kan en økonomisk argumentation omsider motivere et kursskifte. Ikke blot er produktionen behæftet med betydelig risiko for at forårsage et samfundsøkonomisk havari, men med tiden har bundlinjerne i sektorens regnskaber antaget en stadig dybere rød farve. Det betyder så meget som at samfundet, der vel at mærke fattes arbejdskraft, med fordel kunne bruge sine ressourcer på at producere noget andet. Dette vil tilmed antagelig også være en økonomisk fordel for landdistrikterne, hvor de for omgivelserne ofte meget ubehagelige svinefabrikker medvirker til fraflytning. Også for grisene er der således håb i det ny år.

   Hermed er vi fremme ved det helt aktuelle, centrale landbrugspolitiske issue: Implementeringen af Den grønne Trepartsaftale. Her står udtalelserne fra minister for grøn trepart Jeppe Bruus i skærende kontrast til de netop offentliggjorte vurderinger fra landets førende landbrugsøkonomer. (Rapporten ”Landbrugets økonomi 2024"; se også J.P. Erhverv 18-12-2024: ”Topøkonomer: Politikere skaber kaos”). Hvor den tidligere skatteminister forventer, at en omfattende ændring af landets arealanvendelse vil være på plads ved udgangen af 2025, forudser økonomerne ”kaotiske” tilstande og et mangeårigt dødvande med hensyn til omstillingen (s. 54-56).

   Har sagkundskaben ret, står ikke blot regeringen, men landbrug og landdistrikter overfor en alvorlig social og økonomisk krise, og hele landet vil skulle leve med havdød, dalende biodiversitet og et fortsat elendigt CO2e-regnskab langt ud i fremtiden. Og så er der jo også lige det med grisene.

   Nu er det så heldigt, at de to problemer, svineindustriens manglende bæredygtighed og defekterne ved trepartsaftalen, kan - og skal - løses i én og samme bevægelse. Den grundlæggende fejl ved aftalen er nemlig, at den rummer en misforståelse af forholdet mellem jordbrug og natur: Landets arealer skal, mener man, enten bruges til at drive industrielt landbrug og skovbrug på, eller også skal det være uproduktivt og helst såkaldt ”urørt”. Det er rigtig fint på den måde at redde nogle rødlistede arter, rejse mere skov og beholde et produktivt landbrug. Men det er ikke i orden at basere hele løsningen på udelukkende at fremme to ekstremer. I iveren efter et kompromis har man glemt, at man også kan drive landbrug baseret på naturlige processer, og at dette netop rummer de løsninger, der efterlyses: Det binder kulstof og kvælstof, det øger biodiversiteten, og mennesker trives med det.

   Der er dog ét problem ved denne form for naturnært landbrug: Det kræver flere hænder end det industrielle og vil altså gå ud over arbejdskraftudbuddet, som økonomerne vil sige. Til det må man svare, at her er der tale om en national nødsituation, der desuden involverer kritisk infrastruktur, nemlig jorden - og det forstår de godt i EU, skal straks tilføjes.

   I forvejen er der rigtig mange penge på spil, og dem skal ikke blot en snæver kreds af investorer, men hele landet have glæde af. Her skal tænkes kreativt, men dog ikke i teknologiske fremtidsfantasier. Med indførelse af kvindelig værnepligt og en fornuftig, uddannelsesorienteret beskæftigelse af værnepligtige i landbruget - som Den Grønne Ungdomsbevægelse har foreslået det - kunne man allerede komme langt. Med etablering af en national jordbrugsfond, der fordeler råderetten til jord, så flere ansvarlige og kyndige mennesker involveres, kunne man nå endnu længere. Og med en revision af planloven, så den fremmer ny bosætning på landet, ville man kunne komme tæt på målet. Selv om mere selvfølgelig skal til.

   Situationen er alvorlig, for landets borgere og bønder, miljøet - og dyrene, ikke at forglemme. Der er hidtil spildt trecifrede milliardbeløb på løsningsforsøg, der ikke virkede. En jordreform er prøvet før med succes, nemlig med statshusmandsloven og lensafløsningen i 1919. Uden den reform havde vi næppe haft en velfærdsstat i dag. Så til politikerne i den siddende flertalsregering må vi sige: ”Vis noget mod og realisme. Læg en plan for afvikling af produktionsformer, der ikke er bæredygtige, og sørg for en fremtidig hensigtsmæssig indretning af det åbne land. Lov os nu at forvalte vores penge fornuftigt i det nye år!"