Svinelandbruget anvender systematisk sult til at øge produktionen

Den store lobbyorganisation Landbrug & Fødevarer har formentlig adskillige tekstforfattere og andre ordjonglører ansat til at opfinde og udbrede ord til at påvirke danskernes holdninger til landbruget. Eksempelvis har ordet ’planteværn’ erstattet det grimmere ’sprøjtegifte’, som dækker over de tonsvis af giftige stoffer, det konventionelle landbrug sprøjter ud over afgrøderne for at dræbe insekter, svampe og uønskede planter. 

Et andet eksempel er ordet ’fravænning’, som især bruges i griseproduktionen, og som dækker over det faktum, at soens små pattegrise i en alder af bare tre til fire uger brat fjernes fra deres mor. Vi burde i stedet kalde det for en ’frarivning’, idet der ikke er tale om, at hverken pattegrisen eller soen kan nå at vænne sig til den nye situation. At vænne sig til noget tager tid. Alle ammende mødre kan sætte sig i soens sted.

Soen placeres i insemineringsstalden, og hvis det går, som landmanden ønsker, så er hun drægtig igen inden for få dage. De små grise sættes i store stier sammen med jævnaldrende, og deres umodne tarmsystem kvitterer med en ’fravænningsdiarré’, som efterfølgende behandles med antibiotika. 

Pæne ord for sult 
Ordet ’sult’ er i det konventionelle landbrug erstattet med kreative begreber som ’restriktiv fodring’ og ’huldregulering’. Disse, for almindelige mennesker, ukendte begreber er altså bare en bekvem afstandtagen til det faktum, at dyrene tildeles alt for lidt foder – de sultes.   

Her er forklaringen på, hvorfor landmænd i perioder af dyrenes liv systematisk sulter dem, på trods af at dyrene er avlet til ekstrem hurtig vækst og høj ydelse og derfor er konstant sultne.
Hvis man lod forældredyr til slagtekyllinger æde, hvad de kunne, så ville det gå dem, som det går deres afkom, slagtekyllingerne, der i løbet af få uger slet ikke kan gå. En så ekstrem vækst, som man har avlet disse dyr til at have, giver ødelagte knogler og led og alt for tunge kroppe. Turboracen ROSS 308 er nok den værste, men flere andre racer af slagtekyllinger har samme problem, og deres forældre sultes også.

De er så desperate af sult, at hvis man går ind i en flok af kommende forældredyr, så forsøger de at æde ens tøj og støvler. Det har jeg selv erfaret i mit virke som dyrlæge.

Grise æder hinandens haler 
I griseproduktionen anvendes systematisk sult flere gange i dyrenes liv. Når unge hungrise udtages til at blive avlsdyr, kaldes de polte. De er avlet til hurtig vækst og stor appetit, men da de skal leve længere end deres kommende afkom (slagtegrisene, der kun bliver et halvt år gamle) og gerne skal kunne gå og stå, mens de er avlsdyr, sulter man dem systematisk for at bremse væksten i et forsøg på at undgå de sygdomme, der ellers opstår i led og knogler.
Man siger, at man gerne vil lave ’robuste’ dyr. Man giver dem måske 85 procent af, hvad de kunne æde, hvilket udløser stress og stressreaktioner. Skulle landmanden være alt for nærig med foderet, viser poltene ham det ved at begynde at æde hinandens haler. 

Når en højtydende so ved frarivning får fjernet sine unger, vil landmanden gerne have hendes mælkeproduktion stoppet hurtigt, så hun kan blive insemineret igen. Helst inden for en til to uger. Ved at sulte soen stoppes mælkeproduktionen i løbet af nogle dage (ingen tænker på de smerter, en sådan so må have i sit yver), og samtidig bliver hun hormonbehandlet, så der hurtigt kan komme en brunst med mange ægløsninger og dermed mange nye fostre. 

Når soen så er blevet insemineret og ved scanning konstateret drægtig, flyttes hun til drægtighedsstalden, hvor hun igen sultes, fordi hendes egen vækst jo stadig er stor. En so vokser hele livet. Søer, der sultes udvikler en sygelig adfærd, der kaldes tomgangstygning. De laver endeløse og formålsløse tyggebevægelser, der resulterer i skumfråde, som ligefrem kan dryppe på gulvet i store mængder. Det er ulovligt at sulte dyr på denne måde, men det foregår i alle besætninger, og fødevarestyrelsen sanktionerer det af ukendte grunde ikke, som man kan se det i deres årlige opgørelser for indskærpelser. 

Som det blev vist i TV 2-dokumentaren ’Hvem passer på grisene?” så kan der i et stort navlebrok ligge tarme, som i fyldt tilstand bevirker, at brokket er så stort, at det måles med en kuglepen og er minimum 15 cm i omkreds, hvorfor grisen ikke må transporteres eller slagtes. Nogle landmænd kan så finde på at sulte grisen i flere dage, så tarmene bliver tomme, og brokket derfor mindskes, og grisen kan slagtes. 

Køer lider og mink er døden nær
Når en drægtig malkeko nærmer sig termin, ønsker landmanden at stoppe hendes mælkeproduktion, fordi cellerne i yveret trænger til en pause inden næste malkeperiode. En malkeko er i stort set hele sit korte liv både drægtig og mælkeproducerende. Omkring to måneder inden hun kælver, stopper man malkningen, men da hun ofte stadig yder meget mælk, som hun er avlet til, stopper man mælkeproduktionen ved at sulte hende. På Aarhus Universitet har man forsket i, hvad det betyder for en højtydende ko at blive sultet. Hun bliver selvfølgelig meget stresset og har sandsynligvis smerter i yveret. 

I produktionen af mink bruges sult i helt ekstrem grad. Metoderne og konsekvenserne har været genstand for meget forskning på Aarhus Universitet og beskrevet i mange rapporter.
Man sulter minktæverne voldsomt i vinterperioden, så meget at de taber op til 39 procent af deres kropsvægt, hvorefter man pludseligt tildeler dem meget foder tre til fem dage inden parring. Kroppen, som har troet, den var døden nær, reagerer ved at lave ekstra mange ægløsninger og dermed flere unger end naturligt. Hele denne grumme proces kaldes flushing og er udførligt beskrevet i Mathilde Walter Clarks bog Det blinde øje.

Vi har stadig minkavl i Danmark.
Godt nytår…