Krise, kaos, krig – velkommen til 2025!

Retorisk og moralsk er det altid problematisk at rose sig selv. Det bør man overlade til andre. Værre er det, når man ligefrem finder det nødigt at bedyre sine dyder. Tænk bare på den mest berømte retoriske brøler i vor tid, nemlig daværende USA-præsident Ricard M. Nixon som i november 1973 formulerede den fatale sætning i en direkte TV-transmission: ”I am not a crook” – hvilket ingen var i tvivl om, at han var, og som eftertiden dokumenterede til fulde.

Kommentarer til statsministerens nytårstale efterlyses
Redaktionen har bedt nogle af vores faste læsere om deres uforbeholdne kommentarer til statsministerens tale. Vi nævnte et par ledetråde:

Fraværet af ord som ”natur” og ”biodiversitet” og "klima" kan virke, som om ministeren ikke aner det mindst om, hvad der optager folk. Er du enig i det synspunkt?

Hvad angår ”tillid til myndighederne”, bør du vide, at ministeren for grøn trepart Jeppe Bruus (S) udsendte en pressemeddelelse den 20. december, hvor han skrev, at Vandrammedirektivet ikke bliver til noget, som lovet i 2027. Direktivet kan tidligst forventes implementeret i ”2033 og efter”… 

Det er det første brud på regeringens aftale med Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre om ”Aftale om Implementering af et Grønt Danmark” fra 18. november 2024. I aftalen står der, at ”Danmark skal indfri vandrammedirektivets forpligtelser. Hovedparten af kystvandene indfries i 2027, de resterende kystvande hurtigst muligt herefter, og senest i 2030.” Nu siger Jeppe Bruus, at Vandrammedirektivet ”allertidligst kan forventes implementeret i ”2033 og efter”…”

Spørgsmålet lyder derfor: Tager regeringen allerede nu gas på alle de mange danskere, der har sagt velkommen til den grønne trepart som et miljømæssigt vendepunkt?

Her kommer et udpluk af kommentarerne:

Helt kort lyder det fra dyrlægen, der engang var ansat som svinekontrollant i Fødevarestyrelsen: 

”Statsministeren er ledermæssigt på et niveau, hvor hun begynder at støvsuge – og gladelig fortæller hvor vigtigt det er – mens huset, vi alle sammen bor i, brænder.”

Så er der en anden dyrlæge, Niels Juul Jensen, fra Stevns. Engang var han vicedirektør i Miljøstyrelsen, i dag er han aktiv pensionist og partimedlem hos Socialdemokraterne:

”Statsministeren har ret i, at situationen i Verden ikke just er munter, men hun giver den ekstra meget gas og pisker en krisestemning op. Hele iscenesættelsen er en opskalering af konflikterne. Oprustning kan være et middel til afskrækkelse, men det kan ikke stå alene. Jeg savnede i den grad en fokusering på deskalering og diplomatisk indsat blandt andet i forbindelse med, at Danmark i det kommende år får sæde i Sikkerhedsrådet. Civilsamfundet må træde til for at få deskalering på dagsorden.”

Så er der journalisten, en mangeårig iagttager af det politiske spil. Han skriver om Vandrammedirektivets udsættelse til efter 2033:

”Hvis ikke det er et eklatant aftalebrud, som gør åbenlyst grin med Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre, så har begrebet ”aftale” mistet sin ægte betydning. 

Kan man sige, at situationen minder om november 1940, hvor Rigsdagen i panik over den tyske besættelse af landet vedtog Lov om statsstøtte til landvinding – med 66 % af alle udgifter dækket – som over de følgende 33 år ødelagde 1700 fornemme naturlokaliteter i Danmark. En natur, som fik tilføjet ulivssår, vi aldrig har magtet at hele igen – hvad statsministeren helt åbenlyst ignorerer…

Det kan ikke virke overraskende, at denne regering savner stadig større opbakning i befolkningen – og heller ikke at den uden tvivl vil indkassere et enormt nederlag ved det kommende kommunalvalg… men det hjælper jo hverken naturen eller biodiversiteten eller klimaet. Det træder stadigt tydeligere frem, at skal naturen reddes, kommer befolkningen til at gøre det selv.”

Redaktionens faste skribenter har også få buddet, og Ian Heilmann, organist og atomfysiker, leverede et længere essay med udgangspunkt i nytårstalen:

” Vi står i en skæbnestund, sagde statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale med vanlig patos i stemmen. Hun opremsede med navns nævnelse de truende fjender, der vil os det ondt og som vil omstyrte den verdensorden, der har sikret os fred og velstand siden Anden Verdenskrig.

Skæbnestund var det om noget for England, da landet i 1941 stod med ryggen mod muren overfor Nazitysklands rendyrkede ondskab. Det siges, at Churchill under London-blitzen blev konfronteret med et forslag om at nedskære budgetterne til kunst og kultur for at kanalisere flere penge til krigsindsatsen, og at han skulle have svaret: ”Then what are we fighting for?” Det er nok en anekdote, men uanset hvad fløj ånden højt hos den legendariske statsmand med hang til store cigarer og champagne.

Uden sammenligning i øvrigt kunne man have ønsket, at vores egen statsminister havde løftet blikket lidt højere og mindet sig selv og os andre om den eksistentielle trussel, som vi står over for, påført af os selv netop gennem den levevis og velstand og det overforbrug, som den nævnte verdensorden har givet anledning til: Et forestående kollaps af klodens klimasystem og dens intrikat interagerende økosystemer, forunderligt fintunede gennem årmillioners evolution, en kilde til uendelig fryd og mental velfærd. 

Men det forblev hos Mette Frederiksen i jordstrygende højde – med snusfornuftige socialdemokratiske lunser om forbedret folkepension og kommunal velfærd, udover at forberede os på de kommende milliardbevillinger til forsvaret. Og så lige, at vi med den højt besungne grønne trepart har lovet vores børn og børnebørn, at vi ikke længere vil tillade, at der svines så meget i fjordene. Men hvad med svineriet alle andre steder, ikke mindst i atmosfæren og hensynet til vores børn og børnebørn? Ikke et ord.

Skæbnestunden er reel nok, men den er langt mere kompleks og dilemmafyldt end det billede, vores statsminister tegner ud fra den sædvanlige dem-og-os akse.”

Og så havde biologen Peter Wiberg-Larsen denne dystopiske analyse:

”Jeg lagde naturligvis mærke til, at Fredriksen kun perifert omtalte klimaet. Hendes hovedbudskab var - som jeg ser det - at Danmark skal kunne forsvare sig mod "angreb" fra uvenlige stater, og at det vil koste. Så er hun garderet, når der spilles ud med nye, betydelige udgifter, som rammer den enkeltes økonomi. Jeg skal ikke kloge mig på, hvad der præcist optager vælgerne, og hvorfor tilslutningen til regeringen er faldet så markant. Men jeg forestiller mig, at det handler om forhold, som ligger den enkeltes personlige levevilkår nær.

Og det mener jeg ikke, at natur og biodiversitet gør. Klimaet gør i et vist omfang, når den enkeltes ejendom trues af oversvømmelser. Annette og jeg har nu boet i Bogense i to år, og har lært området og dets beboere at kende. Ved selvsyn kan vi se, at natur og biodiversitet ikke umiddelbart er det, som optager befolkningen her. Vi har fx endnu ikke set haver og kolonihaver, som ser bare det mindste vilde ud (bortset fra vores egen, som kun med god vilje kan betragtes som halvvild). Mange fodrer ganske vist fugle, men det så er den vist ikke længere.

Jeg har godt set regeringens udmelding om vandplanerne og opfyldelsen af Vandrammedirektivet (Information og Landbrugsavisen), som du refererer til. Mærkeligt er det, at der mig bekendt ikke har været nogen omtale i radio og tv. Heller ikke i Zetland, som ellers ofte er oppe på dupperne. Vigtigere er kongens nytårstale, hvilket vel er meget sigende. 
Jeg har kigget lidt på de udsendte vandplaner m.v. Og som jeg læser materialet, så har Danmark allerede opfyldt Vandrammedirektivet, fordi vi har fremlagt planer (som så bare skal revideres hvert 6. år). Vi er altså tilsyneladende i mål? Ikke noget med hvornår målene senest SKAL være opfyldt, sådan som det ellers er formuleret i VRD.

Så når Jeppe Bruus nu glæder sig over sit ny ministeriums fortræffeligheder, tænker jeg over mine mangeårige erfaringer med, hvordan Fødevareministeriet og deres styrelser (og ministre) har kæmpet indædt for at sikre, at Danmark ikke "overimplementerer". Toneangivende medarbejdere er endda på banen for at fortælle, at skovene har det bedre end nogensinde, og trives bedst med normal skovdrift, og at uddøde arter indvandrer i stor hast. Så hvad er problemet?

”I sin nytårstale brugte statsministeren ét sekund på klimakrisen og nul sekunder på alle de øvrige naturkriser”

Endelig var der formanden for Det Fælles Bedste, Niels Aagaard. Han havde sin egen vinkel på statsministerens tale:

”1. nytårsdag startede DR2 med at sende fra Vejle, hvor vandmasserne stod truende højt i en rivende strøm gennem byen. Borgmesteren frygtede at regnvandet inden længe vil oversvømme større dele af Vejle by, fordi nedbørsmængderne pga. klimakrisen fortsætter med år for år at stige. Udsendelsen viste bl.a. klip fra en villahave, hvor et jordskred fik en mindre flod til at løbe fra åen gennem haven og ind i huset. 

Sådanne oversvømmelser af huse, byer, veje og landskaber er den nye klimavirkelighed, vi står overfor. Ikke bare i Vejle, men overalt i Danmark.

Uden at forklejne alvoren i krigene i Ukraine og Gaza, den nyvalgte Trumps betydning, Ruslands nye alliancer på verdensplan osv., så ér klimakrisen dog langt den alvorligste krise, vi står overfor. For klimakrisen fjerner selve vores livsgrundlag og truer derfor vores eksistens. Og klimakrisen kommer ikke alene; den er tæt forbundet med en række andre kriser - naturkrisen, biodiversitetskisen, muldkrisen, vandkrisen, flygtningekrisen og den globale ulighedskrise. Alle sammen trusler mod vores liv.

Mette Frederiksen, vores statsminister, har én opgave frem for alle øvrige, nemlig på vegne af hele nationen at adressere alle alvorlige trusler mod det danske samfund. Men i sin nytårstale brugte statsministeren ét sekund på klimakrisen og nul sekunder på alle de øvrige naturkriser. 
Og så ellers hurtigt videre til de kriser, statsministeren hellere vil tale om. Før var det corona. Nu er det krigen i Ukraine. Her er løsningerne ”lettere” - aktuelt handler det om flere penge til flere våben.

Det er muligvis forståeligt med denne udenomstale, når man ser på regeringens klimaindsats, for den sejler fuldstændig.

Energipolitikken består mest i solanlæg placeret så det ødelægger naturområder og landbrugslandskaber, ingen vindmøller. 

Transportpolitikken består i Infrastrukturaftalen 2021 med flere motorveje, broer, havne til flere biler. 

Boligpolitikken består i at bygge nyt i iltempo, selvom byggeriet er en klimaskader nummer ét. 

Landbrugets trepart er ikke en klimaaftale, og det lidt klima, der trods alt er i aftalen, er helt utilstrækkeligt og alt, alt for sent; skovrejsningen skal fx foregå frem til 2045. I de kommende vigtige år for klimaindsatsen er Treparts-indsatsen baseret på frivillighed og derefter på noget, ingen endnu ved hvad er. Det er at gamble med vores fremtid.

Man skulle til Børnenes Nytårstale (TV2 1. jan 2025 kl. 17) for at finde noget om vores naturkriser. Her sagde Linea:

”Vores generation skal løse problemstillinger, man aldrig har gjort før i historien. Vi skal finde en vej ud af klimakrisen. Vi skal ændre hele den måde, vi ser vores forældre og bedsteforældre lever på”. 

Det er meget præcist sagt: Vi skal ændre hele den måde vi lever på i dag.”

Redaktionen siger tak for bidragene og godt nytår til alle!