HVER DAG MISTER VI NOGET VIGTIGT

I dagene op mod jul sad jeg som dreng i vindueskarmen hos min mormor og kiggede på byens juletravlhed, mens mormor fortalte fra en stue, hvor hun havde slukket alt lys. Det var stemningsfuldt, især når dagen mørknedes mens sneen dalede og lagde sig som et tæppe henover kirken lige overfor. Det var ikke hver jul, der var sne, men dog tit. 

Nu er sneen væk. Hvid jul er noget, der var engang. Kælken, skøjterne, kaneturene, sneboldskampene osv.- pist væk.

Som dreng gik jeg med mine forældre langs stranden til Mosede Havn, hvor fiskekutterne kom tuk-tuk-tøffende ind med friskfangede torsk, rødspætter, makrel til aftensmaden. I dag er fiskene væk. Fiskerkutterne hugget op. Køge bugt, Aarhus Bugt osv. ligger tæt på livløse. Danske farvande lider af iltsvind og havdød. Det kystnære fiskeri er et uddødt erhverv - Pisk væk med et erhverv og en naturressource uden lige.

Når vi som drenge legede på markerne, var der sanglærker, viber, musvitter. En rigdom af fugle. Jeg elskede lyden af fuglesang. I dag er vores fuglefauna gået voldsomt tilbage, og alting er blevet artsfattigt ude i landbrugslandet. 

”Vi er ved at tømme landet for fugle”, konkluderer professor Carsten Rahbek i DR-programmet 'Jorden Kalder' (”Hvorfor forsvinder fuglene?”). 

På 40 år har Danmark mistet over 2,9 mio. fugle af de 22 arter, som er særlig knyttet til agerlandet fortæller Dansk Ornitologisk Forening. Jeg kan stadig høre lyden af syngende lærker for mit indre øre.

Vi havde natur. Det smukke danske landskab var stadig autentisk. ”Der var så dejligt ude på landet…” skrev H. C. Andersen i 1843 og mente det. 150 år efter skrev Dan Tyrell det samme, men denne gang var det ironisk ment.

Nu er der svinefabrikker med svin der ligger i deres egen afføring og aldrig kommer ud. Kostalde med køer der aldrig ser dagens lys, hønsefabrikker med høns der ikke har kræfter til at stå op, fordi de skal vokse så hurtigt. Der er kæmpe biogasanlæg, som kobles til naturgassen fra Nordsøen og leverer ”grøn energi” til stadig nye vækstprojekter.

En gang var der noget man kaldte ”godt landmandskab” som indbefattede dyrevelfærd og et kendskab til ens dyr. I dag er der sorte eller røde tal på en computer, som viser, om det kunne betale sig at anvende de mange kemikalier og lade dyrene lide. Imens forsvinder naturen, så der i dag kun er 1,6% beskyttet natur i Danmark og økosystemerne udryddes.

Hvis man lytter til et radioprogram fra 1950erne vil man undre sig over den langsomme form for samtale, man hører. Man havde tid. I dag speedsnakker vi. Vi har ikke tid til at snakke langsomt. Vi har ikke tid til eftertænksomhed, nysgerrighed, undren, spørgen ind til. Det skal gå tjept. Og helst skal der være musik under, mens vi snakker, gerne med høj puls. For vi har ikke tid. 

Tiden blev pist væk. Stressen tog over. I toge og busser kan man høre forældre, der efter en travl arbejdsdag i et stadigt speedsnakkende tempo spørger deres børn, om de har haft en god dag. Man fornemmer at svaret gerne må være kort, og børnene svarer derefter. Julemænd fra shoppingcentre kan fortælle at forældrene ikke har tid til at lade deres børn snakke færdig med julemanden. Min syriske frisør undlader at fortælle sin familie, hvad hun bekymrer sig om, for hun kan høre, at deres stress ikke muliggør lytten. 

Hvorfor har vi egentlig så travlt? Det spørger vi aldrig os selv om. Det har vi ikke tid til. 

Det skal ikke forstås som, at alting var bedre i gamle dage. Det skal blot sige, at den retning, vi har bevæget os i, ikke var rigtig. Vi skal en anden vej. Mod mere livskvalitet, natur, menneskelighed - ikke mindre. 

En indisk antropolog, der var kommet til Danmark for at studere vores kultur, udtrykte sin undren over de danskere, han så komme ud fra supermarkeder med store, fyldte plastikposer, men uden glæde i øjnene. Og han undrede sig over den måde, han som fremmed blev mødt på i danske landsbyer - med tavshed og ligegyldighed. Og tænkte på den helt anderledes måde, fremmede blev mødt hjemme i hans landsbyer - med en imødekommenhed og varme.

Vi har haft 70 år med udvikling, som materielt set har været max udvikling, men på mange andre måder nok mere var afvikling. Vi har skabt vækst som måske mest af alt var misvækst, fordi det slog naturen ihjel og forkrøblede vores mentalitet til stadigt forbrug. 

Vi har skabt byer med masser af højhuse og biler, støj, stress, fremmedfølelse og trængsel. Vores unge mistrives. Vores ældre sidder alene. Vores sindssyge og psykisk sårbare er uønskede og marginaliserede. Uligheden vokser hvert år, og vi er ligeglade.

Vi glemte livet, tiden, fællesskaberne og menneskene. Vi glemte, at vi er en del af noget stort, af naturen og af alt liv på kloden. Vi glemte at vi er én klode med mennesker med fælles interesser. Vi glemte at vi kunne deles om goderne. Deles om det store - kloden og dens ressourcer. Deles om det små - om biler, huse, elektronik. 

Vi fik travlt med at leve op til alt muligt som individer. Hvert individ skulle lykkes. Med uddannelse, job, hus, bil, en kæreste, nogle børn. Hu-hej. Bilerne blev større. Boligerne blev større. Rejserne blev længere. Livet skal være perfekt i åbningstiden, når de andre kigger på. Og jeg … jeg skal leve op til alt muligt anstrengende.

Nu her - lige før vækstsamfundets endelige udløbsdato og sammenbrud - er det måske på tide at standse op og spørge: Kan vi finde en anden måde, at gøre det hele på. En måde som gør os glade. Som ikke destruerer fremtiden. 

Og kunne vi så gøre noget alvorligt ved det. Det ville være rart. 

Fred med os selv. Fred med verden. Lad os hjælpes om at blive kloge mennesker, der træffer kloge beslutninger. I stedet for grådige me-first-people, der fører verden i forkerte retninger. 

For hver dag mister vi noget vigtigt - natur, dyr, arter, miljøer og økosystemer. Det ved efterhånden alle. Men det virker som om vi også mister menneskelige værdier som værdighed, hjælpsomhed, evnen til empati og kærlighed. - Lad Trump være eksemplet, valgt af over 50% af befolkningen i landet, der forstår sig selv som demokratiets stærkeste globale ambassadør.