Uden hjælp dur naturen ikke

Landbruget på Hjelm blev opgivet i 1965 efter 125 års drift, og siden da har naturen rådet uindskrænket. Øen ligger i dag tæt dækket af kratskov som et af Danmarks få levende ”tilbage til naturen”-eksperimenter. Forskningsmæssigt er øen interessant som et 1:1 eksempel på naturlig rewilding. 

Når dyrkede arealer skal overgå til naturformål, er det blandt NGO’er og i visse forskerkredse god latin at lade ’naturen’ råde uindskrænket. Stædigt påstås det faktisk, at naturen ved ’bedst selv’, så derfor skal den bare have frit spil. Men er det korrekt? Og findes der evidens for denne tro, som ofte omfavnet politisk på grund af prisbillighed?

Færre fugle i fri natur
Når vi sammenligner den ornitologiske baseline på Hjelm fra 1970-83 med resultaterne fra den seneste census i 2021, viser de rå tal, at hvor der ynglede 52 forskellige fuglearter i den første periode, blev der kun registreret 43 arter i 2021. 16 arter er forsvundet, mens syv nye arter er kommet til. Facit er altså et tab på ni arter, og den samlede ornitologiske artsbiodiversitet er reduceret med 17 %. 

Denne nedgang skal ses i lyset af - eller måske rettere på trods af -, at den frie succession har hersket i de knap 60 år, hvor øen har været uden landbrug. ’Naturen’ har altså haft frit spil til at genoprette sig selv, så at sige uden indblanding fra mennesker. Resultatet har imidlertid været en nedgang i biodiversiteten.

Men hvad med den kvalitative forandring? Vejer en forsvunden Vibe lige så tungt i regnskabet som en nytilkommen Havørn?

De syv nye arter er Grågås, Havørn, Ravn, Rødstjert, Rødhals, Gråsisken, Dompap. Af disse tæller Havørn og vel også Ravn relativt højt som tidligere udryddede nationalt, men i dag er begge i klar fremgang. Også Rødstjert og Grågås går frem, mens de øvrige arter har stabile bestande.

Blandt de 16 forsvundne fuglearter er der otte med direkte tilknytning til landbruget på datidens marker: Vibe, Råge, Engpiber, Stær, Tornirisk, Gulspurv, Bomlærke og Gråspurv. De fleste er arter i markant tilbagegang nationalt. Nok så interessant er det også, at den samlede bestand af spurvefugle er reduceret med 27 % individer. Der er altså både færre arter og færre individer, trods de mange år med naturen i højsædet.

Endnu værre står det til med antallet af kystfugle, dvs. måger, terner og vadefugle på øens lavland. Antal arter er i dag kun to færre (Sorthovedet Måge og Vibe) end for 60 år siden, men den samlede bestand rummer 50 % færre individer end i 1970’erne. Det er især udslettelsen af den meget store koloni af Stormmåge, der vejer tungt. 

Traditionelt landbrug er at foretrække
Konklusionen er, at både biodiversitet og bestandsstørrelser reduceres, når det traditionelle multifunktionelle landbrug bringes til ophør. 

Får naturen lov til at brede sig ureguleret på bekostning af den kulturbetingede udnyttelse af marker og græsningsoverdrev, går der habitater tabt i et omfang, som fremvæksten af krat og skov ikke kan kompensere for. I dag er Hjelms tidligere marker dækket af en tæt, mørk og nærmest uigennemtrængelig kratskov. Den byder på væsentligt færre levesteder end det kemikaliefrie landbrug med små marker og husdyr, der tidligere dominerede øen. 

Ofte fremhæves de såkaldte ”store græssere” som helt centrale for en vellykket rewilding. Store græssere refererer til planteædende dyr, som generelt er store i størrelse og primært lever af græs og andre lavtvoksende planter. Eksempler på store græssere inkluderer: Bison, Heste, Vandbøfler, Giraffer, Elefanter og Antiloper.

Store græssere spiller en vigtig rolle i økosystemet ved at kontrollere væksten af græs og andre planter, hvilket hjælper med at opretholde balancen i deres naturlige levesteder, men mindre græsædende dyr tillægges også betydning.

På Hjelm har der fra 1995 til sommeren 2011 græsset en lille flok får af racen Spelsau, hvor flokkens størrelse lå ret konstant på 22-28 moderfår. Nogen målbar effekt har de ikke haft.

Fra en udsætning af ca. 28 Muflonfår til jagtlige formål i sommeren 2011 har bestanden i løbet af 10 år formeret sig så kraftigt trods jagtlig afskydning, at den i juni 2021 talte mindst 210 dyr. Muflonfår er dermed det mest talrige pattedyr på øen, hvor de langt overgår bestanden af harer.

Fårene har afgræsset strandengene fuldstændigt, hvorimod de ikke har været i stand til at gøre indhug på vegetationen på de tidligere marker. Den markante opvækst af buske og træer ude på de åbne strandenge har de heller ikke hindret.

Andre undersøgelser
Man har også fulgt faunaens udvikling efter ophør med landbrugsdriften i naturreservatet Vorsø på 59 ha i Horsens Fjord. Landbruget blev endeligt indstillet på de sidste 15 hektar i 1978, hvorefter hele øen var overgivet til fri succession eller rewilding, om man foretrækker den betegnelse.

Ganske som på Hjelm har det været af vital betydning for en række arter, at landbruget opretholdt et lysåbent landskab på omkring en fjerdedel af øen. Det tiltrak f.eks. Sanglærke, Fasan og Agerhøne, og dyreholdet producerede fluer, som Landsvale og andre arter nød godt af. Også kornspild gavnede arter som Fasan, Gulspurv, Gråspurv og Skovspurv, der alle tidligere ynglede talrigt.

I 2010 blev der gjort status over forandringerne, der hovedsageligt havde skabt fremgang i biodiversiteten. Imidlertid opdaterede de to forfattere deres viden om ynglefuglene i april 2021, og nu tegnede der sig et mindre fremgangsrigt billede. Helt på linje med udviklingen på Hjelm var følgende småfuglearter gået tilbage: Kærsanger, Gulbug, Tornsanger, Stær, Tornirisk og Gulspurv, og Gråspurv helt var forsvundet. 

Ser man nærmere på tallene, så er der sket nogle markante ændringer i biodiversiteten på Vorsø. Hvor Sanglærke tidligere, mens der var landbrug på øen, ynglede med helt op til 12 par, var der i 2021 blot er et enkelt par tilbage. Gærdesmutte var derimod gået voldsomt frem og er visse år øens talrigeste fugl, men antallet svinger overordentlig meget i takt med, hvor streng vinteren har været. Som på Hjelm har Vorsø også fået Havørn og Ravn som nye ynglefugle.

Det store perspektiv
I dag yngler der omkring 30 fuglearter flere i Danmark end for 200 år siden, og man kan antage, at samme udvikling har fundet sted i det meste af Nordvesteuropa. Også antallet af fugleindivider er sammenlagt steget fra i størrelsesordenen 10 mio. ynglepar i begyndelsen af 1800-tallet til 16 mio. par, da der var flest i midten af 1900-tallet.

Herefter er der sket et fald til under 14 mio. ynglepar eller en nedgang på 4-5 mio. individer af ynglefugle i takt med industrialiseringen af landbruget.

For spurvefuglene, der tæller mest, når fuglemængderne skal gøres op, er de fleste arter, der lever i skov samt i træer og buske i landskabet, gået markant frem. Det skyldes, at vi i dag har omkring fem gange så meget skov som for 200 år siden, og at der formentlig er flere tusind gange så mange træer og buske i landskabet i form af levende hegn, småplantninger, tilgroede skråninger og opgivne landbrugsarealer samt ikke mindst sommerhus- og villakvarterer.
I kontrast hertil var landskaberne for 200 år siden mange steder praktisk taget uden træer bortset fra de få rester af skov. Skovarealet omkring år 1805 dækkede blot 2-3 % af Danmarks areal, hvor det i dag dækker 14,5 %.

Derimod er mange af de arter, som tidligere ynglede i stor mængde i det åbne land, gået tilbage. For 200 år siden var Sanglærke suverænt Danmarks almindeligste fugl. Siden er den gået markant tilbage. I dag er der dobbelt så mange Bogfinker og mere end tre gange så mange Solsorte i Danmark, som der er Sanglærker, dvs. fuglearter, der er tilknyttet træer og buske. 

Særlig stor har tilbagegangen været i agerlandet, hvor fremkomsten af det industrialiserede landbrug med udstrakte monokulturer og intensiv giftsprøjtning efter Anden Verdenskrig har skabt stadigt mere ørkenlignende tilstande for fuglene og for de vilde planter, sommerfugle og andre insekter. Nedgangen for fuglene i det åbne land betragtes som selve årsagen til, at halvandet århundredes fremgang i Danmarks samlede fuglebestand nu er vendt til nedgang.

Billigst er næppe bedst
Udviklingen på Hjelm dokumenterer, hvordan tilgroningen af det åbne agerland i en kort overgangsfase kan fremme forholdene for bestemte fuglearter som Tornsanger og Kærsanger, hvorefter de går markant tilbage. Selve tilgroningen skaber de favorable vilkår ved at frembringe nye rede- og fourageringshabitater, men imidlertid er der tale om en overgangsfase på blot 10-20 år, hvorefter habitatet ændres permanent i ugunstig retning, så både artsantal og antallet af individer falder. 

I de kommende år står Danmark og de øvrige EU-lande overfor omfattende konverteringer af intensivt dyrket landbrugsjord til ”natur”, dvs. ekstensiv udnyttelse eller fri succession. EU-kommissionen har vedtaget, at knap en tredjedel af EU’s areal skal være udlagt som beskyttet natur i 2030 og med mindst 10 pct. som strengt beskyttet natur.

Som noget helt nyt og oveni EU-beslutningen har SVM-regeringen lanceret en ambitiøs vision for en grønnere fremtid med planen ”Aftale om et grønt Danmark” fra 24. juni 2024. Visionen er udtagning af 250.000 hektar landbrugsjord til skovrejsning og 140.000 hektar lavbundsjord til ny natur. 

Hidtil er der ikke fremlagt konkrete planer for dette enorme rewilding-projekt. Man kan dog frygte, at det politisk vil vise sig kærkomment at omfavne ”lad naturen selv – den ved bedst”-metoden, da den utvivlsomt vil være mindst udgiftskrævende. I princippet kan man bare indstille landbrugsdriften og lade naturen råde. Som eksemplerne fra Hjelm og Vorsø viser, vil et sådan vælg næppe gavne biodiversiteten optimalt.