Lejerbo skal bygge 74 nye boliger på Engvej i Nakskov
4 boligselskaber og 1 investor var klar til at bygge nye boliger på Engvej i Nakskov. Valget faldt på Lejerbo, der vil opføre 74 boliger i robuste materialer og med plads til både fællesskab og privatliv. Borgmester Holger Schou Rasmussen glæder sig.
Lolland Kommune har udbudt en grund på Engvej i Nakskov til brug for nye boliger. Da fristen for at afgive tilbud udløb den 1. november, havde 4 almene boligselskaber og en privat investor meldt deres interesse. Valget faldt på et projekt fra Lejerbo med Arkitema som rådgiver.
Borgmester Holger Schou Rasmussen ser mange perspektiver i det nye byggeri:
”I Lolland Kommune har vi et stort fokus på at sikre, at vi får et lokalt boligmarked med en bred vifte af forskellige tilbud. Der skal være boliger, der passer til alle – uanset alder og behov – og der skal helst være noget at vælge imellem. I det lys er det meget positivt, at der er stor interesse for at bygge i området, og jeg er ikke i tvivl om, at det nye byggeri på Engvej i Nakskov kan blive et godt supplement til vores øvrige boligindsatser”.
Valget faldt på Lejerbo
Lejerbos projekt består af fire boligklynger med 74 boliger i alt. Plus gode lege- og opholdsområder udendørs og et fælleshus på mere end 200 kvadratmeter, der kan fungere som bebyggelsens sociale hjerte.
Boligerne bliver en blanding af ældrevenlige og almindelige familieboliger på 55-110 kvadratmeter, fordelt på 2,3 og 4 værelser, og med en moderne indretning. Blandt andet med rummelige køkkener og gennemlyste opholdsrum.
Boligerne bliver en blanding af rækkehuse og etagebyggeri, der bliver placeret omkring små bygader og ankomsttorve. Det skal være med til at understøtte fællesskab og tætte naborelationer beboerne imellem.
De fire boligklynger vil blive indrammet af nye frodige haverum med både træer, buske, bede og blomsterenge. Det skal være med til at gøre området til ”byens grønne åndehul”, hvor alle vil få udsigt til en levende og rig natur.
Området vil desuden få korte vejforløb med chikaner og bump, der kan sikre, at al trafik foregår i et langsomt tempo med plads til legende børn, gående og cyklister. Parkering foregår i små lommer centralt i de små klynger, hvor afstanden til den enkelte bolig er kort.
Materialevalget afspejler et ønske om at afsætte det lavest mulige klimaaftryk. Det betyder blandt andet, at der anvendes mere træ og mindre beton, bruges genbrugsmursten, hvor det er muligt, og tænkes i brug af naturlige, sunde materialer uden kemi, der kan bidrage til at skabe et sundt indeklima for beboerne.
Tak for interessen
Det var Økonomi- og Erhvervsudvalget, der torsdag den 12. december godkendte det endelige salg af grunden. Borgmester Holger Schou Rasmussen takker for en god proces:
”Vi er i Økonomi- og Erhvervsudvalget blevet præsenteret for fem spændende og gennemtænkte projekter, der alle ville have været gode løsninger at arbejde videre med, og jeg vil gerne takke de involverede for deres interesse og det dygtige arbejde, der er lagt i opgaven. Der er stor efterspørgsel på moderne lejeboliger, og det er derfor en stor styrke, at vi her på Lolland har aktører, der er klar til at byde ind og sikre investeringer i vores geografi og fremtidige boligmarked. Desværre kan vi jo kun vælge en vinder, og vi er ikke i tvivl om, at vi med Lejerbos projekt får en løsning, der på alle måder kan matche vores krav og forventninger. Vi glæder os meget til at se, hvordan byggeriet tager form”.
Proces og vurdering
De fem projekter er blevet vurderet ud fra fire kriterier, hvoraf pris har vægtet med 55%. De øvrige tre kvalitative kriterier er vægtet ligeligt og har handlet om (1) brugervenlighed og funktionalitet, (2) holdbarhed og levetid og (3) variation i boligtyper.
Der har været et stort spænd i budene på grunden, og med Lejerbos bud på 8 mio. kr. for den knapt 16.000 m2 store grund, er det en lokal højdespringer. Det samlede projekt forventes at koste i nærheden af 150 mio. kr., hvoraf kommunen skal bidrage med ca. 10% til grundkapitalindskud.
Foruden den tilbudte grundkøbspris, blev der blandt andet set på fælles faciliteter, udendørs friarealer, arkitektonisk kvalitet og valg af robuste byggematerialer. Der har desuden været fokus på at sikre, at det bliver boliger, der understøtter en varieret beboersammensætning og en potentiel intern boligrotation.
Den faglige bedømmelse af de fem projekter er foretaget med hjælp fra GINNERUPARKITEKTER A/S i perioden fra den 4. til den 28. november 2024. Det næste års tid kommer til at gå med at udarbejde en projektlokalplan for området, hvorefter skema A kan godkendes. Herefter skal projektet i licitation og forventes at kunne stå færdigt og klar til indflytning i år 2027.
Nøgleord
Kontakter
Holger Schou RasmussenBorgmester, Lolland Kommune
Tlf:23 24 91 80Billeder
Følg pressemeddelelser fra Lolland Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Lolland Kommune
Fast læge på Center for Handicaps botilbud skaber tryghed og styrker sundheden29.9.2025 06:10:00 CEST | Pressemeddelelse
Beboerne på Center for Handicaps fire botilbud skal have lettere og mere direkte adgang til sundhedsfaglig hjælp og rådgivning i hverdagen. Fremover er der derfor tilknyttet en fast læge på Krogsbølleparken, Stormarken 1-5, Flintebjerg Nord/Syd og Flintebjerg Øst/Vest.
Ungeløftet: Fælles indsats skal give unge en ny start25.9.2025 11:02:37 CEST | Pressemeddelelse
Nye partnerskaber skal hjælpe unge uden job og uddannelse godt videre i livet og samtidig sikre det lokale erhvervsliv ekstra arbejdskraft. Lolland Kommune inviterer til lancering af Ungeløftet med besøg af beskæftigelsesministeren.
Stor undersøgelse på vej: Behov for arbejdskraft?18.9.2025 21:48:46 CEST | Pressemeddelelse
I de kommende uger vil 1.400 virksomheder på Lolland få en invitation til at være med i en ny undersøgelse, der blandt andet skal afdække de lokale rekrutteringsbehov og erfaringer med international arbejdskraft. Udvalgsformand Vibeke Grave håber, at mange vil deltage.
Lolland Kommune styrker indsatsen for børn og unge i begyndende mistrivsel10.9.2025 06:10:00 CEST | Pressemeddelelse
Nyt tilbud skal gøre det let og enkelt at få den nødvendige hjælp – før problemerne vokser sig større.
Ny undersøgelse viser stor tilfredshed med hjemmehjælpen i Lolland Kommune5.9.2025 16:11:42 CEST | Pressemeddelelse
Ældreministeriets brugertilfredshedsundersøgelse blandt landets modtagere af hjemmehjælp viser, at borgerne i Lolland Kommune overordnet set er godt tilfredse med den hjælp, de får. Kommunen ligger over landsgennemsnittet, og i spørgsmålene om oplevelsen af tryghed, værdighed og kontinuitet i hjælpen, klarer Lolland Kommune sig særligt godt.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

