’Hjem kære hjem’ udtaget til Berlinalen
Frelle Petersens fjerde spillefilm får verdenspremiere i Panorama-sektionen på den anerkendte Berlin International Film Festival.

Frelle Petersen fik sit internationale gennembrud i 2019 med 'Onkel', da han vandt hovedprisen på Tokyo International Film Festival, og hans efterfølgende film ’Resten af livet’ var i hovedkonkurrencen på San Sebastian Film Festival. Frelle Petersens seneste film vil møde sit internationale publikum første gang i Berlin, som markerer filmens verdenspremiere.
’Hjem kære hjem’ handler om den 32-årige og fraskilte Sofie, der vil starte på en frisk og begynder som hjemmehjælper i et sønderjysk lokalsamfund, hvor hun bor sammen med sin datter Clara på 10 år. Sofie er hurtig til at skabe relationer – både til de ældre borgere og sine kolleger, og hun mærker glæden ved at gøre en forskel. Men snart oplever hun også, hvor presset hverdagen er for de ansatte i hjemmeplejen. Da Sofie modtager en ubegrundet klage fra en pårørende til en ældre borger, bliver det starten på en udfordrende tid, hvor hendes omsorg for både de ældre og sin datter sættes alvorligt på prøve.
Filmens hovedrolle spilles af Bodil-nominerede Jette Søndergaard, der også indtog hovedrollerne i Frelle Petersens seneste to spillefilm ’Onkel’ (2019) og ’Resten af livet’ (2022). Derudover medvirker en lang række nye ansigter, hvoraf størstedelen er castet i og omkring Tønder, hvor optagelserne fandt sted.
Manuskriptet til filmen er skabt på baggrund af omfattende research af instruktør Frelle Petersen, som i en periode arbejdede som kommunal hjemmehjælper for at opleve, hvordan det er at køre fra hjem til hjem og pleje ældre medborgere.
’Hjem kære hjem’ er produceret af Jonas Bagger for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut. Filmen er desuden støttet af Den Vestdanske Filmpulje, TV 2 Danmark, Tønder Kommune og Den Europæiske Union. Filmen distribueres herhjemme af Nordisk Film Distribution, når den får biografpremiere 19. juni. Filmen indgår i Biografklub Danmarks program.
Anngerdardardor
Christoffer Rizvanovic Stenbakkens grønlandsk-dansk kortfilm 'Anngerdardardor' udtaget til Generations-programmet i Berlin.
I filmen mistænker Kaali, at nogen har stjålet hans elskede slædehund, og han starter en intens jagt gennem Tasiilaq i Østgrønland. Undervejs konfronteres han med at være anderledes end de andre unge i det lille samfund. Med hjælp fra sin eneste ven finder han hunden, men deres venskab kommer på prøve.
I de bærende roller ses Kamillo Ignatiussen, Mikkel Paalu P. Bianco og Simujook Ikila.
Asbjørn Høgstad Kelstrup har produceret filmen for Frau Film i koproduktion med grønlandske Piteraq Pictures.
The Ugly Stepsister
Udtaget til festivalen er også et norsk-dansk take på Askepot-historien af debutant Emilie Blichfeldt. ’Den stygge stesøsteren’, som filmen hedder på norsk, opleves fra stedsøsteren Elviras perspektiv, mens hun forbereder sig på at vinde prinsens gunst for enhver pris. I et kongerige, hvor skønhed er en brutal konkurrence, må Elvira kæmpe mod sin smukke og fortryllende stedsøster for at blive ballets dronning. Filmen er inspireret af Brødrene Grimms klassiske version, hvor stedsøsteren skærer sine tæer af for at kunne passe skoen.
Maria Ekerhovd har produceret for norske Mer Film i koproduktion med danske Motor ved Theis Nørgaard. Det danske bidrag til filmen består af bland andet fotograf Marcel Zyskind, klipper Olivia Neergaard-Holm, production designer Sabine Hviid, kostumedesigner Manon Rasmussen, chefsminkør Anne Cathrine Sauerberg, protese & SFX makeup Thomas Foldberg, VFX supervisor Peter Hjorth og storyboardartist Sune Elskær.
Filmen er blandt andet støttet af Det Danske Filminstitut, Eurimages, DR og Nordisk Film & Tv Fond. Scanbox vil stå for biografdistribution.
Om Berlin International Film Festival
Berlin International Film Festival, også kaldt Berlinalen, er blandt de vigtigste filmfestivaler i verden og har eksisteret siden 1951. Hovedprisen på festivalen er Guldbjørnen: én for bedste spillefilm, én for bedste kortfilm og én som hæderspris. De øvrige priser udgøres af Sølvbjørne.
Festivalen har en række programmer, foruden hovedkonkurrencen, heriblandt Panorama, Forum og det nye debutantkonkurrenceprogram Perspectives samt Generation programmet, der primært henvender sig til et familie- og ungdoms publikum.
Med et program på over 400 film, mere end 4.000 besøgende journalister og 20.000 filmprofessionelle fra over 130 lande spiller festivalen en central rolle i at opnå international finansiering og distribution.
Den 75. Berlin International Film Festival løber af stablen fra 13. til 23. februar 2025.
Nøgleord
Kontakter
Lizette Gram MygindFestivalkonsulent
Tlf:+45 2482 3758lizetteg@dfi.dkAnders Budtz-JørgensenKommunikationsmedarbejder
Tlf:+45 3374 3528andersbj@dfi.dkBilleder
Om Det Danske Filminstitut
Det Danske Filminstitut er en kulturinstitution under Kulturministeriet. Vores mål er at skabe de bedst mulige vilkår for, at dansk film, spil og billedbårne fortællinger kan udgøre en bærende kulturfaktor med høj kunstnerisk kvalitet og kulturel værdi, og at fastholde dansk films stærke position i både ind- og udland.
Følg pressemeddelelser fra Det Danske Filminstitut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Danske Filminstitut
Nyt landsdækkende biografinitiativ1.9.2025 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Det Danske Filminstitut sætter fokus på unge mellem 16 og 18 år og går i luften med ’Filmmodulet’ - et nyt undervisningstilbud til ungdomsuddannelserne.
Invitation til FILM PÅ VEJ / Efterår 2025 og vinter 202611.8.2025 15:00:08 CEST | Pressemeddelelse
Filminstituttet vil gerne invitere til FILM PÅ VEJ den 2. september i Cinemateket, hvor det kommende halve års danske biograffilm bliver præsenteret.
Filminstituttet ansætter ny vicedirektør8.8.2025 09:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Filminstituttets nye vicedirektør er fundet, og valget er faldet på Line Aarsland, som tiltræder posten med solid erfaring som leder i både det private og det offentlige og et indgående kendskab til medie- og filmbranchen.
Nyt B&U-center skal engagere nye generationer i dansk film2.7.2025 10:17:53 CEST | Pressemeddelelse
Et dedikeret B&U-center på Filminstituttet samler nu alle aktiviteter på tværs af filmstøtte, filmformidling, pædagogik og læring. Centeret er blevet etableret parallelt og i tråd med de anbefalinger til en samlet strategi på B&U-området, som Kulturministeriet netop har offentliggjort. Filminstituttet har været aktivt engageret i Kulturministeriets arbejdsgruppe, siden den blev nedsat i foråret 2024 som led i ny filmaftale.
Nordisk noir indtager filmhistoriens svar på Cannes27.5.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Syv nyrestaurerede danske, svenske og norske filmklassikere får repremiere på verdens største festival for filmarv, Il Cinema Ritrovato i Bologna. Filmserien 'Norden Noir' markerer første gang, at flere lande står bag en samlet serie på festivalen, og initiativet udspringer af et stigende samarbejde mellem de nordiske filminstitutter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum