Nu falmer marker trindt om land…

Mange landmænd har atter været ude med sprøjtebommene på høstens efterladte stubmarker. I sprøjten er der glyphosat, aktivstoffet i Round-Up, der nedvisner arealerne og efterlader dem giftigt fosforgule og døde. Hvad der måtte være af naturligt forekommende plantevækst har fået én på kassen. 

Den gammelkendte høstsangs gode og rimelige princip om, at ”rev vi marken let, det er gammel ret/fuglen og den fattige skal også være mæt” er noget, som det industrielle landbrug og dets uhellige alliance med de agrokemiske giganter rent ud sagt skider hul i, til fordel for måske en procent mere i udbytte ved næste års produktion. Fugle og alt andet liv kan bare pakke sig. 

Med de store regnmængder, der er blevet normen i vinterhalvåret finder den miljøfremmede kemi hurtigt vej ned gennem jordlagene, gennem drænene til vores vandløb eller videre ned mod vores grundvandsressourcer.

Og ja – glyphosat ER konstateret i grundvandet og endda over grænseværdien. Det påviste Aarhus Universitet allerede i 2020, men landmændene sprøjter bare videre med det stads. Og Miljøstyrelsen? De vender bare det blinde øje til.

De døde marker er selve sindbilledet på et dansk landbrug, som er på stadig større kollisionskurs med sit eget – og vores alles naturgrundlag, og som spiller højt spil med samfundets ”license to produce”.

Efterhånden er det et stort flertal af befolkningen, der er stærkt utilfreds med, at resterne af den danske natur bliver holdt som gidsel af et erhverv, som har tiltaget sig retten til at råde over mere end halvdelen af det danske land, uanset hvad Den Grønne Trepart måtte formå at forbedre ad åre. 

Foruroligende nok synes Miljøstyrelsen ikke at være på miljøets side, endsige på befolkningens. Skandalen med de PFAS-forurenende sprøjtegifte afslører styrelsen som medvidende i flere år uden at gribe ind. Vi skal først se, hvor slemt det er, forsvarer de sig – og blæser højt og flot på forsigtighedsprincippet, der eller har været lov i EU siden 2006. 

Hvor længe kan dette misregimente, som gerne forsvares med bl.a. den private ejendomsret mon blive ved? Den vilde fauna, svampelivet og floraen udgør en umistelig naturkapital, som tilhører os alle. Den bør også have sit eksistensgrundlag spredt ud over det danske agerland, til glæde og opbyggelse for de mange. Naturen skal ikke kun overleve i de private fondes reservater (hjerteligt tak for dem!) og i de kommende naturnationalparker.