Rasmus Walter tegner skillelinje i Falkoner Salen

I år kan Rasmus Walter se tilbage på 20 år med først Grand Avenue og nu en succesfuld solokarriere, hvilket til november markeres med en unik koncert i København med udvalgte gæster, de bedste sange fra en lang karriere og en forsmag på de næste tyve år.
Lørdag den 27. november 2021 kan man opleve Rasmus Walter i Falkoner Salen i København til en koncert, hvor der sættes fokus på de første 20 år i en karriere, der har budt på stor kommerciel succes, masser af hits og et væld af koncerter, hvor Rasmus Walters evne til indlevelse og nærvær altid har spillet en central rolle.
Et kig i Rasmus Walters kalender viser, at det i disse dage er 20 år siden han og resten af rockbandet Grand Avenue fandt sammen i et øvelokale i København for at skabe materialet til bandets debutplade. Bandet fik deres gennembrud via sangen ”What’s On Your Mind”, der var den første af tre P3’s Uundgåelige, og bandets tiårige karriere bød blandt andet på fire album, en nominering til P3 Prisen og indspilninger og turnéer i udlandet.
Men i en pause fra Grand Avenue og på opfordring fra tvillingebroren Anders Walter blev der i al stilfærdighed for første gang indspillet en stribe sange på dansk, og det varede ikke længe, før det stod klart, at en dansksproget solokarriere var vejen frem.
”Jeg begyndte at se mig selv som solist, da ”Dybt vand” slog igennem, og folk begyndte at skrive til mig for at sige, at teksten havde ramt noget i dem. Det var aldrig sket før, og den respons var så overvældende, at jeg vidste, at det var en dør, der ikke skulle lukkes igen,” fortæller Rasmus Walter, der med glæde mindes muligheden for at udgive et nyt ”debutalbum” uden forventninger og pres på et tidspunkt, hvor han efter optagelse på en uddannelse i Rødovre egentlig var begyndt at gøre sig klar til et liv som møbelsnedker.
Debutpladen udkom i april 2011, og efter ti år som bandmedlem satte Rasmus Walter dermed gang i et nyt, ti år langt kapitel i sin musikkarriere, hvor det unge og vilde omflakkende musikerliv er blevet udskiftet med både succes og stabilitet. ”Jeg mødte min hustru lige omkring udgivelsen af den første soloplade, hvor jeg nærmest ikke kunne synke lavere statusmæssigt. Jeg havde ikke noget band, og jeg skulle udgive min solodebut i en alder af 33 og anede ikke, om det skulle briste eller bære. Jeg boede på et kummerligt lille loftskammer på Frederiksberg Allé på 10 m² med badeværelse nede ad gangen med håndbruser på vasken, og jeg skyldte 300.000 i skat. Så jeg kunne ikke synke dybere, men da hun så mit værelse, sagde hun bare: ”Nej, hvor boheme”. Så der var åbenbart stadig håb for mig, og fra jeg mødte hende, var det som om, at tingene bare begyndte at gå hurtigere og lettere, og vejen stod lidt mere klar”.
Rasmus Walter har gennem det sidste år haft god tid til at reflektere over sit liv som musiker, og det har blandt andet ført til en ny rolle som UNICEF-ambassadør. Han har desuden udgivet singlen ”Før du vågner op”, der er en forsmag på et kommende album til foråret som er en ”blå tvilling” til ”I mit blod” fra 2020, og han har haft tid til at tænke over de næste tyve år.
”Hvis der er noget, jeg ikke har lyst til, så er det at gentage mig selv. Der er ligesom en skillelinje nu. 10 år med Grand Avenue og 10 som solist, og det er som om, at der skal ske noget nyt både for mig selv og for dem, der lytter. Jeg kan mærke, at jeg har lyst til at brede mine vinger ud, hvilket blandt andet er grunden til, at jeg er startet som UNICEF-ambassadør. Jeg har været meget i en boble de sidste ti år, hvor det har været vigtigt, at det var mig, der lavede det hele. Solo var virkelig solo, men nu kan jeg meget lettere se mig selv samarbejde med alle mulige forskellige folk. Det kan være filmmusik, skrive til andre, lade andre skrive til mig og så videre. Jeg synes, jeg har bevist over for mig selv, at jeg godt kunne finde ud af at være solist. Så nu er jeg ikke helt så bange for at åbne op som tidligere, og jeg kan også godt mærke, at jeg har brug for det nu”.
Disse refleksioner har også ført til et ønske om at dele scenen i Falkoner Salen med en række gæster, hvilket er noget Rasmus Walter ellers har holdt sig fra i sin karriere. Hvem der kommer på gæstelisten er indtil videre uvist, men det ligger i hvert fald fast, at Rasmus Walter ikke vil fejre den musikalske milepæl alene.
Rasmus Walter kan opleves i Falkoner Salen lørdag den 27. november 2021, og billetter kan købes via Ticketmaster fra onsdag den 31. marts kl. 10.00.
Nøgleord
Følg pressemeddelelser fra DTD Concerts
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DTD Concerts
Maren Morris annoncerer dansk koncert25.4.2025 18:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den GRAMMY-vindende amerikanske pop/country-sanger og sangskriver gæster Amager Bio den 20. november 2025. Koncerten markerer hendes første optræden i Danmark.
Tony Hadley kommer til København14.4.2025 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Tony Hadley lægger til sommer vejen forbi den nye FOREVER festival i Viborg, men nu kan fans i København også opleve ham live, når han den 3. november gæster Amager Bio.
Reyna Tropical gæster København14.3.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Det Tinderbox-aktuelle amerikansk/mexicanske stortalent udvider sit danske sommer-visit med en koncert på Hotel Cecil den 28. juni. Billetsalget er i gang.
APHACA ANNONCERER TO STORE KONCERTER I 20267.3.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Det storhittede firkløver giver karrierens største koncerter, når de gæster ACC i Aarhus og Forum i København om præcist et år. Billetterne går i salg på mandag den 10. marts kl. 10 på aphaca.dk.
"Jeg laver ikke koncerter – jeg laver magtdemonstrationer" - Tessa28.2.2025 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
Dronningen af rap annoncerer sin største koncert til dato – Royal Arena den 25. oktober 2025!
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum